TRINITATIS D. 30. MAJ 2010 Det var ikke en fejl at jeg igen læste den såkaldet dåbsbefaling – det er evangelielæs- ningen til i dag – Trinitatis søndag. Denne læsning har jeg læst mange gange. Den hører jo til dåbens læsninger. Og da jeg skulle forberede mig til i dag kom jeg ligesom til at gøre status – fordi jeg nu igen holder som præst tilknyttet nogle sogne – sådan er det at være freelance præst. I første omgang min egen dåb Jeg ved selvfølgelig kun meget lidt om den – dog ved jeg at det var ualmindeligt dårligt vejr – selv om det var den 1. maj 1966 – og så ved jeg, at min morfar var med til dåben. Den blev nemlig udskudt fordi han var meget syg i den periode. Han havde en lidt bedre periode og kom altså med til dåben – men kun et halvt år senere døde han – så jeg lærte ham aldrig at kende. Det var en central del af samværet med min mormor – at hun savnede sin mand meget stærkt i de 20 år hun levede længere end ham; jeg tror, de havde et stærkt kærlighedsforhold. Sådan har mange nok en lille historie knyttet til sin dåbsdag. Så er der jo mine egne børns dåb. Min søn Simon blev døbt i Århus Domkirke i december 1990 – der var 4 børn, der skulle døbes den dag – så vi sad tæt omkring døbefonten – og vores familier sad nogle af dem i kongelogen – altså dér hvor Dronningen sidder, når hun er i Århus Domkirke. Simon var urolig lige indtil han fik den sidste håndfuld vand på sit hoved, så faldt han til ro. Min datter Selma blev døbt i Vium kirke. her ca 20 km syd for Viborg Det var en dejlig oplevelse, at døbe sit eget barn. Min kone og jeg måtte begge koncentrere os om ikke at blive alt for bevægede i fuld offentlighed! Jeg ved ikke præsis hvor mange børn, jeg har døbt i løbet af de godt 12 år, jeg har været præst– men det er nok et sted i mellem 150 og 200. Jeg husker endnu det første barn, jeg døbte: det var i Lysgård kirke i januar 1998. Hun hedder Laura og hun er i dag en stor pige på 12 år. Det bliver ligesom et lille bånd mellem barnet og den præst der døber – sådan oplever jeg det i hvert fald. Det at have været så tæt på – i en så stærk og glædelig begivenhed – sætter et spor. Nogle gange har det været børnebørn til bedsteforældre, der er beboere i sognene – så har jeg fået en lille smule del i den stemning, som Ingemann henviser til i ”Dejlig er jorden”: Slægt skal følge slægters gang. Fornemmelsen af stolthed og glæde over, at være del af en sammenhæng. Jan Kjærstad skriver i sin bog ”Forføreren” at bedsteforældre er til for eventyrets skyld. De skal hjælpe barnet til at forstå sig selv som del af en historie, en fortælling. Og det er nok bare at være der – for bedsteforældrene er en fortælling i sig selv. Tilbage til dåben: Enkelte gange har der været en meget sørgelig begivenhed forud for dåben – en søskende til dåbsbarnet eller en bedsteforældre, der er død indenfor kort tid – så har jeg nogle gange mærket tilstedeværelsen af denne person, som ikke kunne være fysisk tilstede. En hel særlig plads har også de store børn og få unge fået, som jeg har døbt, inden de skulle konfirmeres. Og nogle enkelte gange har jeg også døbt helt voksne. Det er en livsbekræftende og smuk begivenhed at opleve et menneske sige ja til Gudsforholdet og lade sig føre ind i ritualet – lade sig kærtegne af ritualet. For sådan opfatter jeg dåben – som et kærtegn. En begivenhed, hvor familie, venner og samfund tager imod et menneske og tilsiger det den kærlighed, som er alle mands eje – og ingens ejendom. En handling, hvor vi åbner os for den virkelighed, at Gud er tilstede alle vegne med sin kærligheds rigdom; at Gud hele tiden ser på ethvert menneske med sine kærlige øjne. En handling, hvor vi får at vide, at vi er elskede: at kærligheden rækker ud efter os. Det gør os stærke … og det gør en familie stærk at man er opmærksom omkring værdsættelsen af hinanden.: at man tilkendegiver overfor hinanden at man har værdi for hinanden. Sådan er også dåben. En tilkendegivelse af, at den døbte er værdifuld. Et barn vokser af og lever af at opleve sig set, hørt og taget alvorligt – at opleve sig elsket. Når man bliver voksen bliver retningen langt hen ad vejen modsat – så lever man i højere grad af at opleve, at der er nogen og noget at elske. Den paradisiske oplevelse af at være i en andens ubetingede kærlighed – hører den tidlige barndom til – og så hører den de religiøse oplevelser til. Det er derfor Paulus skelner mellem at være barn og voksen: ”da jeg blev voksen aflagde jeg det barnlige” siger han – og han taler om engang at skulle se ansigt til ansigt - og han taler jo om en kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Og denne oplevelse af kærlighed hører det religiøse liv til – at kunne læne sig tilbage i kærligheden – nogengange at bede til Gud: ”pas på mig, for nu er jeg magtesløs.” Og det giver netop mening fordi han er med os alle dage – indtil verdens ende. Amen