SKÆRTORSDAG D. 1. APRIL 2010 Salmer: 217, 470, 476 - 321, 197. Kollekt: Seidelin. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar. Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham:” Herre vasker du mine fødder?” Jesus svarede ham: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Peter sagde: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Jesus svarede: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Simon Peter sagde til ham: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Jesus sagde til ham: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.” Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Joh. 13,1-15. Det er klar blå himmel den forårsaften i byen, hvor Jesus har samlet sine venner til påskemåltid. Maden er der sørget for, og den gode vin alt det bedste til en god aften. Den bekymringsløse dybblå farve udenfor vinduerne står i kontrast til alvoren. Det vennerne skal være vidne til er et testamente . Jesus ved at han ikke skal leve meget længere, at hans time er kommet og hvad er så mere naturlig, end at samle de nærmeste omkring sig. Påskemåltidet er traditionelt jødisk. Men anliggendet er det ikke. Ikke hvis ordet påske – kommer af det hebræiske Pesah – som betyder spring eller forbigang. Og henviser til at israelitterne smurte blod på dørstolper som tegn på, at dødens engel skulle gå deres dør forbi i forbindelse med flugten fra Ægypten. For denne gang går døden ikke forbi. Jesus ved det alt for godt, vennerne aner det og Judas, der selv skal angive ham, ved det om nogen. Her er ikke tale om forbigang, men om at gå i gennem. Her består det guddommelige ikke i at blive skånet for døden, men netop i at tage den på sig, at gå hele vejen, at træde for og give sig selv. Det mørke Jesus står på kanten af står i dyb kontrast til forårsaftenens dybblå farve, til duften af god mad og milde vinde. Men netop kontrasten favnes af den kærlighed, der driver hovedpersonen Jesus og som har drevet ham lige siden han blev født. En kærlighed så menneskelig, at den kun kan være fra Gud. Testamentet som vennerne er vidne til, er ikke tørre bogstaver, skrevet ned i et dokument, der fortæller hvem der skal have hans ejendele. Testamentet er ham selv, hans mildhed, den blå farve, der får dybde og varme, når den reflekteres i hans brune øjne. Han bryder brødet som skik er, men siger, at det er hans legeme som gives for dem. Han løfter også det sidste vin i bægeret, siger det er hans blod som gives for dem, til syndernes forladelse, inden han skænket det i deres bægre. Store ord, at de på den måde får del i ham. At det ene brød deles og blive til alle fordi de spiser det og får del i det. I aften er evangeliet til skærtorsdag taget fra Johannesevangeliet. Det er ikke indstiftelsesordene vi hører, men den tegnhandling som Jesus efterfølgende gør. Denne handling er også det testamente, han den sidste aften giver sine venner, det testamente han giver os. Han rejser sig fra bordet og giver sig til at vaske disciplenes fødder én efter én. Peter, siger, som den stovte fisker han er, det, de andre tænker: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder” . Det ligner ikke noget, at Jesus, mesteren, på den måde skal gøre slavens eller tjenerens arbejde. Men Jesus insisterer og siger, at det er et forbillede han giver dem: ”for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” På den måde bliver testamentet lige så dyb som den blå farve. Det Jesus giver dem til afsked er ikke forbeholdt hovedet og maven, nej det går ligeså dybt som ned til fødderne. Helt ned til de fødder som ofte har gået den forkerte vej, som har veget tilbage i fejhed og indimellem sparket ud efter nogle for selv at komme frem. Dem vasker Jesus. Vandet er et tegn på dåbens vand og henviser til, at de alle i dåben er blevet rene og værdige til det testamente, han giver dem. Værdige til at påtage sig at tjene hinanden. Forsoning er for døbte fodtudser. Det får mig til at tænke på et foredrag om den sydafrikanske biskop og menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu, som jeg hørte i kirkehøjskolen for nylig. Desmond Tutu har i sit arbejde mod apartheid og for forsoning i sit hjemland og i hele verden om nogen vandret forsoningens vej. I foredraget blev der lagt stor vægt på nadverens betydning i Tutus liv. Uanset hvor i verden han rejser og bor, så har den lille humoristiske præst et rejsealtersæt med, så han kan fejre nadver. ”Hele tiden, må vi minde hinanden om, hvad Jesu forsonergerning betyder for os, så vi kan række forsoningen videre og være med til at gøre den nutidig.” Siger Tutu. Testamentet der blev overrakt skærtorsdag aften var ikke blot noget historisk og fortidigt, men det overrækkes hver gang, der fejres nadver. Her er Jesus tilstede med al sin kærligheds nærvær, som vi beder om i nadverbønnen. Her vidner Helligåndens forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod om, at også mennesker kan forvandles. Kristus forsoner sig med os. Vi får del i hans legeme og blod, ligesom vi i dåben fik del i hans død og opstandelse, derfor er vi rene og skal tjene hinanden. Tjenesten rækker så vidt som ned til fødderne. At gå hen til den, der har brug for os, men også at respektere de veje andre går, sætte sig i deres sted, inden man fælder dom over dem. Horisonten der skal rumme vores medmenneske skal være ligeså dyb og blå som himlen skærtorsdag aften, så forsoning altid er mulig. Poul Krebs har på sin sidste cd skrevet en hyldest til en gammel onkel, som han siger, gør ham varm om hjertet, fordi onklen har formået at leve et langt liv uden at blive bitter med årene. fordi onklen har formået altid have et forsonende blik for sit medmenneske. Krebs citerer onklen for at sige: ”Gå altid en km i din nabos sko, før du kritiserer ham, det er en regel, der er go’” Forsoning rækker helt ned i fødderne. Jesus trådte for på den svære vej ind i døden. Døden gik ham ikke forbi, men han gik lige ind i den. Af kærlighed. Nadveren er mangfoldighedens testamente i al fremtid, ja i evighed. Det ene brød deles i utallige stykker til evig liv. Det bæres videre af utallige fødder, der går mange forskellige veje. Kærlighedens gerninger og veje er utallige. Et lille stykke brød og et lille bæger vin bliver rejsekost til evigt liv. I familie med de tre små håndfulde vand ved dåb og de tre små skovlfulde jord ved død. Ved nadverbordet er forsoningen mulig. Gud har ingen problemer med bordplanen, selvom vi teoretisk set kan komme til at spise sammen med nogle, vi aldrig ville drømme om at invitere hjem. Bordet her i kirken er halvt. På den anden side er alle de andre. De andre der fejrer nadver nær og fjern i Viborg , i resten af verden og dem vi savner som er i Guds dybblå himmel. Påskemåltidet skærtorsdag aften er ikke lyseblå forbigang. Det er dybblå indgang til livets dybder, til medmenneskets forskelligheder og Guds evighed. Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.