| SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET den 21. november 2010 Salmer: 403, 448, 448, 28, 729, 431 Tekst: 1. Kor. 3,10-17 og Matt. 11, 25-30. Kollekt: LIssner B. Af børn og fulde folk skal man høre sandheden, siger et gammelt mundheld. Ofte kan et barn eller én der har fået en tår over tørsten jo netop ramme plet, når det kommer til at sige noget som er sandt. Sandt på den måde, at ordene vender op og ned på al fornuft og vækker til nyt live. Fulde mands snak eller i bedste fald barnlig sludder. Sådan vil nogle af dem man kalder ny-ateister i vore dage, nok også betegne kristentroen. Aviser og medier er også lokalt præget af en ny religionskritik: en gruppe mennesker, ateister, der af intellektuelle fornuftsgrunde afviser at kristendommen har noget at sige dem i 2010. Og når Jesus i dag i høje toner priser Gud, for at have skjult meningen med det hele for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Mon så ikke den fornuftige ateist ville læne sig tilbage og sige: det er jo det jeg altid har sagt: Kristendom er ikke for voksne, ædru og fornuftige mennesker! Man kan bare undre sig over, at Jesus selv indrømmer det så tydeligt? Men hvis man lægger øret til og lytter stille til Jesu ord, så røber de at her er der mere dybde end som så, for her er tale om kærlighed. Modsætningen til klogskab er her ikke dumhed, men kærlighed. En kærlighed, der gør umyndig, fordi den opløser alle kloge tanker, en kærlighed, som ved egen kraft vil ordne alting og gemmer al magt i sit hjerte. Det er sandheden: at ingen kender faderen uden gennem sønnen og at Kristus er kærlighed. Nu behøver man ikke være ateist for at gøre brug af sin fornuft og tænker kloge tanker. Mange af os forsøger at gøre det hele, så godt vi kan. Både arbejde og familie og det man gerne skulle være for andre i sin fritid, det kræver, at man tænker sig om, planlægger sin tid og lever sit liv fornuftigt til gavn og glæde for andre. Det er godt og nyttigt, at vi, så godt vi kan, tager vores ansvar på os. Men erfaringen er bare også, at det ikke er altid man lykkes. Nogle gange tager ambitionerne overhånd, i iver efter at gøre alting så godt, fjerner man sig fra det, der egentlig var meningen. Man knokler for at få noget andet, end det vi ønsker, nemlig Guds og andres accept og kærlighed. Her er børn og fulde folk gode til at kaste lys på det indlysende. Deres direkte tale og fordring spørger ikke om lov. Barnet kalder: Kom og leg leg med mig, se her! , her og nu. Ikke om lidt, ikke når man har gjort de og de ting, som gør én sjovere at lege med, nej nu! Barnet køber ikke de kloge undskyldninger, om at det andet meget vigtige man liiige skal nå. Og sker det så, at man så lytter til barnet, lader sig gå med i legen, da forstår man, at her i nærværet er meningen med det hele. Kom til mig I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Jesus kalder her på samme måde som barnet. Her handler det ikke om at nå en masse før man har tid, her handler det ikke om at være god nok... af den simple grund at det bliver der ikke spurgt efter. Nej kom som du er, siger Jesus. Fordi du er træt og tyngede af byrder og trænger til at komme, og fordi jeg kan lide dig og har overskud, varme og lys - fordi jeg kan tage dig i favnen og give dig hvile. Kærligheden spørger ikke efter nok. Og slet ikke efter god nok. Vi må være her have tid til at lege vi er velkomne som vi er, det er evangeliet - det er frelsen både i himlen og på jorden. Alle os der ikke nåede halvdelen af hvad vi skulle, vi må lytte stille til evangeliet for konkursramte: Tag dit skyldbrev og skriv det ned til 50% - Herren selv tager sig råd til at dække og tabet, det er den Gud, sønnen åbenbarer os ham vi sang om i første salme: Herren er liflig og ejegod Han gav sit liv på korset af kærlighed døde han og dermed bar han byrden. Men hvordan kan han så sige: Min byrde er let. Det virker alt andet end let, at gå hele vejen til ende, at elske så meget at det tvinger én i døden. Også letheden her hænger her sammen med, at der ikke spørges efter nok. Jesus var ydmyg, han fulgte sit hjertes lyst. Det fortælles, at en lille dreng gik rundt i en flygtninge lejr og bar på sin søster, der ikke var meget yngre end han. Folk så det og sagde til ham: Det er da for tung en byrde for dig hvortil drengen svarede: Det er ikke nogen byrde, det er min søster. - letheden i kærligheden skyldes, at der ikke spørges efter nok eller for tung eller for let. På samme måde bar Jesus kærlighedens byrde, han blev vores bror for at bære ikke en byrde, men os hans søskende. På den måde er han sagtmodig og ydmyg. Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, siger han til os. Af ham må vi lære at leve ikke sørgmodig men sagtmodig modig på den stille måde. Det sagte mod er en livsholdning, som udspringer af han tager imod os som vi er og giver os hvile og tid til at lege. Det sagte mod, det er modet til at gå ind i min dag, og turde være der, uden at skulle have kontrol over alt der sker, men med den vished, at både i glæde og i sorg, i fest og i tunge tider er der en grund til, at jeg er her og en opgave at løse. Den stille lytten, det sagte mod og det bløde hjerte er kærlighedens redskaber. I modsætning til den klogskab, der kan regne det hele ud og stiller så høje krav om at alle skal være gode nok, at den ikke levner mennesker en chance. Hvilen er, at der er tid til at lege, tid til at lytte, når Gud, barnet, eller et andet medmenneske kalder, vi må være som vi er, det er Gudsriget nu og siden hen. Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, gør os sagtmodige, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Simone, som er døbt i dag, vær med hende og hendes familie. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. |
||