PÅSKEDAG D. 4. APRIL 2010 Salmer: 240, 448, 218, Håbstango – 236, 234. Kollekt: Seidelin. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar. Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb han for at fortælle hans disciple det. Amen. Matt. 28,1-8. Ja jeg ved, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver langfredagspant på en påskemorgenrøde: Hvad er gravsegl sværd og skjold mod den Herre kæk og bold Avner kun, når han vil ånde han, som svor os bod for vånde. Amen. Jeg arbejdede engang ved sømandskirken i Hong Kong, der havde vi en børneklub sammen med den danske præst, der hed Hans. Et af børnene skulle på påske-ferie til Danmark sammen med sine forældre. De landede i Kastrup langfredag morgen og kørte fra lufthavnen og tværs gennem København, hvor der blev flaget på halv ved alle offentlige bygninger. Drengen vidste godt, at flag på halv i Danmark betyder dødsfald og han spurgte sine forældre, hvem der var død. Og de svarede så godt, de havde lært, at man flager på halv fordi Jesus døde langfredag. Drengen blev stille, så sagde han, ”det må i hellere ringe og fortælle Hans. Det bliver han ked af at høre, han fortæller altid sådan nogle gode historier om Jesus.” I dag påskedag kan vi ønske hinanden en glædelig påske og samtidig ønske hinanden tillykke med, at vi alle er med i en historie, der ikke slutter langfredag, men ender godt. Og det går ikke stille af sig. Påskeevangeliet i Matthæus’ version er med højlydt larm, jordskælv, lynild og skælven. Påskemorgen er der larm og kristne har larmet søndag morgen, på ugens første morgen lige siden, med klokker, med musik og sang. For han er opstanden. Hele vores fremtid ligger gemt i det råb som kvinderne og disciplene, på trods af frygt og overvældende glæde fik fremstammet, så det ikke var til at tage fejl af: Kristus er opstanden. Kristus er opstanden. Det er den gode historie , i dens korteste form. Tænk sig hvis kvinderne ved Jesu grav, ikke havde fortalt det til nogen, men beholdt det som deres egen hemmelighed, som de så havde taget med sig i graven. Tænk sig hvis råbet : ”Kristus er opstanden” ikke havde været på deres læber, da de løb derfra med frygt og stor glæde ? Det havde været næsten ligeså forfærdelig, som hvis historien havde sluttet langfredag og Kristus slet ikke var opstået fra de døde. Historien skal fortælles og det bliver den. Når vi mødes til påskegudstjeneste og barnedåb og synger vidunderlige påskesalmer om frelseren, der ”Stod op af døde”, ”Håbstango” om håbet i vores liv og ”Påskeblomst” om opstandelsens gåde og glæde. Det kan vi nynne med på, gemme i vores hjerter og tage med hjem, som det vi tror på, fordi kvinderne ved graven påskemorgen skyndte sig af sted på en gang rædselsslagne og lykkelige, for at fortælle disciplene det. Vi møder ingen sejrsikre disciple eller myndige madammer, der står ved Jesu grav påskemorgen med armene over kors og fastslår facts. Nej, der skal en engel til. Ligesom de to forrige gange hvor Gud har skullet fortælle mennesker noget, som er uendelig langt fra vores forståelse af verden, nemlig til Maria bebudelse og til jul. Englen siger frygt ikke. Alligevel er der stor frygt hos dem. Ikke så lammende en rædsel som vi hører rammer soldaterne, der står vagt, de bliver som døde. Men en frygt, der bygger på, at de har en forhistorie sammen med afdøde. De har en sorg de bærer med sig, og nu tænker de: ”dette er for godt til at være sandt”, det er deres vildeste drømme der går i opfyldelse med så stor fylde, at de viger et skridt tilbage og bliver bange. Glæden sejrer og de bliver levende som aldrig før – ude af stand til at holde den for sig selv. Luther siger et sted at ”glæde er trøstet sorg” – ”Glæde er trøstet sorg” Sådan var det med kvindernes glæde. De så en sten væltet fra graven og der faldt samtidig en sten fra deres hjerter. Her var den fylde og det nærvær de i deres sorg længtes efter. Det hele bliver ikke ved, at kvinderne standser og stirrer sig blinde på den tomme grav. Nej alle fire evangelister er enige om, at kvinderne og senere også disciplene, selv gik ind i graven, stod inde i den mørke gravhule og så lyset udefra strømme ind. De havde jo egentlig været i det mørke rum siden langfredag ind under aften, da stenen blev rullet for og alt blev bælgravende mørkt og udsigtsløs. Herfra oplever de så det store påskeunder. At stenen rulles fra og lyset vælder ind og drager dem og os ud og hjem til det liv, de mennesker og de sammenhænge, der venter på os. I kirken kalder vi det ”syndernes forladelse og kødets opstandelse”. Det er den gode historie, men hvordan bliver den virkelig for os. Hvordan bliver det førstehånds og ikke anden hånds som hos drenge, der langfredag blev ked af det på præstens vegne? Det er svært at begribe. Jeg var inden påske inviteret hen på skolen for at fortælle påskefortælling for børnehaveklasserne. En af drengene slugte fortællingen, men da vi var nået til højdepunktet, Jesu opstandelse, siger han stille: ”Ja, ja, god historie. Men det er jo ikke her, at de døde bliver levende. I hvert fald ikke min bedstefar!”. Påskefortællingen er næsten for meget af det gode for mennesker i sorgens slipstrøm. Vi får ikke dem vi savner tilbage her og nu. ”Jamen er det nu også sandt”? Spørger vi, når vi indimellem stadig er bange og fulde af skepsis. Vi følger Grundtvig, der spørger i salmen vi skal synge om lidt: ”Påskeblomst men er det sandt: har vi noget at betyde? Stod han op som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Englen siger de skal gå hjem til Galilæa ”Der skal I se ham. Nu har jeg sagt det ! Opstandelsestro er kristentro, det skal erfares derhjemme i Galilæa, eller hvor vi nu bor, der hvor vi færdes i vores liv. Der kan et nyt lys pludselig skinne over vores liv, der hvor vi mindst ventede det. Som hvis man går en tur en tidlig forårsmorgen, landskabet er det samme, men alt virker nyt og står i dets klare omrids, som på selve skabelsens morgen. Sorgen trøstes og bliver til glæde. Det mere vi ser i et andet mennesker er næste, sol og regn opleves som skabergaver og barnet som Guds barn. Påskeblomsten er i Grundtvigs univers dette hjemlige – en undseelig blomst er symbol på påskens evangelium. Og det er i dette hjemlige, at erfaringen af at glæde er trøstet sorg bryder igennem. I det hjemlige bryder håbet igennem, der hvor alt synes håbløst. Og det får Grundtvig til at svare bekræftende på spørgsmålet: er det nu også sandt? Ja. ”Ja, jeg ved du siger sandt frelseren stod op af døde.” Hvad er da død, håbløshed, alt det der vil lukke os inde og lukke ude ”hvad er gravsegl, sværd og skjold” ? Ingenting. Med påsken evangelium er døden ingenting: ”Avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde”. Som man i høsten kaster kornet op i vinden, så avnerne (skidt og skaldele) flyver bort, sådan er det med døden og alt dens væsen, når Gud ryster os med sin sande Ånde, når stenen rulles fra vores hjerter og ordene bliver til liv. Da fyldes vi af håb og taknemmelighed over at være med i en historie, der ender godt. Glædelig påske. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Freja, der er døbt i dag, vær med hende og hendes familie. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.