JULEDAG 2010 Kolletkt: Lissner A. Salmer: 99, 100, 114, 108, 121 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14 Ude i Atlanterhavet ligger en stormomsust klippe-ø. Med sine to tinder rejser øen sig 218 m over havet i en pyramideform. Kun ganske få ting klynger sig til klipperne der. Lidt græs – lysende grønt mod de grå klipper. Tusindvis af havfugle – lunder, stormsvaler, tretåede måger, isstormfugle, alke, klippepiber. Mod øst kan man ane Irlands kystlinje – 12 km borte. Mod vest er der intet andet end hav. Øen hedder Skellig Michael – det betyder Michaels klippe - og er at finde på UNESCOs Verdensarvsliste. Når FN har besluttet at denne lille klippeø er vigtigt for verdens historie og selvforståelse – så er det ikke på grund af den fascinerende natur, men fordi øen fortæller os noget vigtigt om kristendommen. For en gang i løbet af 500-tallet flyttede der nemlig en gruppe munke ind på øen. Vi ved ikke hvem og hvor mange, de var, for der findes næsten ingen dokumenter, der fortæller om munkene på Skellig Michael. Og jeg tror faktisk ikke, de har haft tid til at nedskrive deres egen historie eller til at lave smukt illustrerede bibelbøger, som munkene i andre klostre. For munkene på Skellig Michael har haft nok at gøre med overhovedet at skabe sig et fodfæste på øen – og alene det må have taget generationer af munke - og om at overleve der. Godt nok er øen frostfri det meste af året – hvilket er mere end vi kan sige om vores hjemlige omgivelser – men der er ikke mange fødekilder. Munkene må have levet af fugle og æg og fisk og måske en enkelt sæl. Om vinteren må det have været smalkost. Hvordan det overhovedet er lykkedes for munkene at klynge sig fast på klippen er et mysterium. Klippen rejser sig stejlt op af havet og når man i dag kan bevæge sig rundt på øen – ja, så er det på grund af munkenes indsats. For fra hver af de tre landingspladser, der er på øen, går der trapper stejlt op og ind mod øens midte. Munkene huggede tusindvis af trappetrin ind i klippen. De har hugget terrasser til bøn og til en lille have. De har bygget et kloster med små bistadeformede hytter og plads til omtrent 12 munke. Og som om selve øen ikke var afsidesliggende nok – ja, så er der også bygget en eneboercelle nær den ene af øens tinder. Det må have taget generationer af munke at fuldføre arbejdet. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke: hvorfor? Hvorfor bruge et liv – mange liv på at hugge trappetrin i en klippe i Atlanterhavet? Under ekstreme forhold og med livet som indsats? Og ikke engang helt herude i Atlanten kunne man være i fred for de danske vikinger! Hvad har de mon tænkt – munkene, der grundlagde klostret? Og munkene, der bosatte sig der sidenhen? Har det været et umådeligt stort behov for at flygte fra den verden, de kendte? Måske. Har de følt sig mere værdige til at modtage livets gaver, når de sådan kæmpede for den bare overlevelse. Hvem ved? Måske var det overdrevet fromhed? Vi ved det ikke – vi ved ikke hvad disse mænd for længe siden har tænkt. Men jeg tror alligevel, vi kan forstå deres logik tværs gennem tiden. For jeg tror klostret i havet handler om noget helt centralt i kristendommen. Jeg tror, det handler om Gudsnærvær - også i de mest ekstreme livssituationer. Jeg tror, det er en julenats-logik, der er på spil. Julenat lod Gud sig føde ind i verden. Hvorfor kunne vi også spørge her! Hvorfor fandt himlens og jordens skaber – den almægtige Gud – det nødvendigt selv at træde ind i menneskelivet? Vi får svaret fra Gud selv. ”Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os. Det er det, der er julenats logik, det er det, der er selve sagen: At Gud er med os. Det er simpelt hen det navn/den titel Gud lader sig føde ind i verden med. Alt kan misbruges og netop de ord blev skammeligt misbrugt under Anden Verdenskrig, da der på de tyske soldaters bæltespænder var skrevet: ”Gott mit uns”. Det var misbrug, var det, for ordene blev her brugt til at skille menneske fra menneske, folk fra folk. Ordene blev brugt til at sige, at ét folk var Gud med, og alle dets modstandere var han imod. Misbruget bestod i, at ordene ”Gud med os” ikke fik lov til at lyde i deres fulde, uindskrænkede betydning: Gud med os, nemlig slet og ret med os mennesker, med hvert eneste menneske, der lever. Gud er virkelig ikke med nogle og mod andre. Og ikke bare dengang, men også siden har mennesker taget ordene i brug med forkert klang. Men ordene lyder kort og klart: Gud med os. Og det er vel det et kloster på en klippeø ude i havet viser mennesker – dengang og nu. At Gud er med os uafhængigt af, hvor vi er. Endda der, hvor livet ser mest Gudsforladt ud. Og det er ikke bare på klippeøer – at livet kan se og opleves Gudsforladt. I den retning er klippe-øer ikke spor anderledes end livet alle andre steder. Ja, måske er klippeøen bare et billede på menneskelivet. Med fællesskab OG ensomhed. Med trin, der skal hugges ud i klippen for at vi overhovedet kan hænge fast. Med storme, der sommetider suser om ørerne på os. Og i det hele gælder: Gud er med os. Ordene rummer ikke engang den mindste indskrænkning i retning af, hvad vi skal præstere, inden Gud vil være med os. Altså noget med at være religiøs nok, alvorlig nok, ordentlig nok, pæn nok, moralsk nok – eller endda at hugge trappetrin nok. Alle sådanne betingelser glimrer ved deres fravær. Gud med os - det betyder nemlig helt bogstaveligt, at han er med os. At han følger med os. Er i hælene på os og foran os. Er ved vores højre side og ved vores venstre side. Han er med os i vore stjernestunder og i vore solformørkelser. Han er med os i livet, og han er ved vores side, når vi skal dø. Ja, han følger med os ned i den dybe grav. Gud med os, de ord skal forstås, som de lyder. Jeg tror det er det, der er klippeøens budskab til os. Jeg ved, at det, der er julenats nødvendighed. Gud blev født ind i verden, for at det skal være sandt: Gud er med os! Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på at du er med os. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.