Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: &Mac221;Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.&Mac220; « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12
I dag på Helligtrekonger søndag åbnes der op for de store vidder og de dybesammenhænge. Vi sang ”I østen stiger solen op” på en kendt julemelodi, fordi det skulle få os til at tænke over salmens lovpris af Solen, både solen, der giver os lys og Jesus som soles sol fra Betlehem, ”den store glæde for hele folket,” som er vores frelser og giver os lov til at følge og leve i lyset.
Vi hører så de gamle profetord fra Esajas om lys og herlighed: når Guds sol bryder frem og kalder alle frem i lyset – fra alle folkeslag strømmer mennesker sammen i en broget flok for at lovprise Gud.
Efter profetens multikulturelle syn hører vi Paulus sætte ord på, hvad det er der gør denne samling af alle slags mennesker mulig. Det er ikke de enkelte menneskers fortræffelig dømmekraft og imponerende handlinger, der er ikke nogle kulturers evne til altid at have ret og overbevise de andre. Nej det er Guds barmhjertighed, der gør at glæden er for alle og at lovprisningen kan være alles. Det er tilgivelse og nåde fra Gud, givet gennem Jesus, som redder os og gør os til arvinger til det evige liv. Og lyser som solen.
De store vidder og dybe sammenhænge gøres mere konkret, når vi i evangeliet bevæger os sammen med de vise mænd fra Østerland på vej for at finde kongen. Op til Herodes på slottet. Vi møder en desperat konge, der ikke kan overskue at dele herligheden med andre. De vise mænd er kloge folk, de arbejder videnskabelig. Ser et fænomen og rejser af sted for at verificeres deres observationer. De søger en konge, men ender med at tilbede et barn.
Det barn som englene fortale hyrderne skulle være en stor glæde for hele folket. Ham som profeten sagde skulle hedde – Immanuel: ”Gud med os” – det os, er os alle. Glæden er universel – for alle, men den gør os ikke alle ens. Det ser vi på fineste vis ved at de vise mænd fra andre kulturer har eksotiske gaver med. De folkelige og kulturelle forskelligheder ophæves ikke i den nye enhed, men gør den mangfoldig.

Den kloge græker Sokrates sagde mange år før alt dette skete noget sandt om at være menneske: han sagde at det vigtigste er at vide, hvad man ikke ved. ”At vide hvad man ikke ved, er også en form for alvidenhed” – hedder et gruk efter ham.
Det siger noget om mennesker grænse i forhold til sandheden. De vise mænd går efter hvad de ved og undersøger det, men de finder noget andet – her ved grænsen for hvad de kan vide lyser stjerne, tænder glæden og de tilbeder barnet og giver ham gaver.
Samme visdom findes i Tolstojs legende om Kongen, der ville se Gud. Denne konge har set, hørt og oplevet alt i sit liv, kun ét mangler han: at se Gud. Alle kloge mænd, videnskabsfolk og præster får befaling om at vise ham Gud, og de trues med strenge straffe, hvis det ikke lykkes inden for tre dage. Efter tre dage bliver de indkaldt, men kan ikke vise ham Gud. De frygter allerede kongens straf. Men så kommer der en Hyrde fra marken, og tilbyder at opfylde kongens ønske. ”Godt” siger kongen, ”men betænk at det kan koste dig livet”.
Hyrden fører kongen ud i det fri og viser ham solen. ”Se derop!” siger han. Men Kongen bliver blændet af solen og siger: ”vil du, at jeg skal blive blind?” ”Jamen, konge, det er da kun én del af skabelsen, en svag afglans af Guds storhed. Hvordan vil du så se Gud med dine svage øjne? Søg ham men andre øjne!
Hyrden havde imponeret Kongen og han spørger: ” Men kan du svare mig på spørgsmålet: Hvad var før Gud?” hyrden svarer: Prøv at begynde med at tælle. Kongen begyndte: ”En to tre..””Nej, nej afbrød Hyrden, ”Begynd med det der kommer før en!” Hvordan kan jeg det, før en kommer ingenting.” ”Meget rigtig” sagde Hyrden, ”Før Gud er der heller ingenting”
”Jeg vil belønne dig rigeligt” sagde Kongen, ”men først må du svare på et sidste spørgsmål: Hvad gør Gud?” ” det vil jeg også svare på,” sagde hyrden, ”jeg beder kun om én ting: Lad os bytte tøj for en kort tid”. Det gjorde de, Hyrden fik kongens klæder på og Kongen Hyrdens tøj. Og hyrden satte sig på tronen, tog scepteret i sin hånd og pegede på Kongen, der sad ved tronen. ”ser du, det gør Gud... den ene sætterhan på tronen, den anden lader han stige ned. ” Da Kongen havde hørt det, sagde han: ”Nu ser jeg Gud”.
Kongen når også ud til grænsen for sin egen magt og viden. Kun den der ser den grænse, sin egen afmagt og ringhed, ser Gud, gælder både for kongen, for de vise mænd, og for enhver videnskabsmand, der jo, klogere han bliver, desto mere opdager, hvor meget han ikke ved.
Med Gud er det det samme, bare omvendt! – Der er grænser for menneskers klogskab, men der er ingen grænse for Guds nåde.
”At vide hvad man ikke ved, er også en form for alvidenhed”. Men for Gud gælder det, at han har en evne til ikke at vide, om det han godt ved.
Det kaldes miskundhed: at vide om noget, man ikke vil vide af. Nåde er et andet ord for Guds evne, til at holde inde med sin viden. Menneskers viden når til en grænse. I nåde begrænser Gud sin.
De to bevægelser kædes sammen af håb. Håbet er den store sammenhæng. Håb om mere bevægelse i os og af os – ud i verden med det glædelige budskab. Håb om enighed i forskelligheden kulturer i mellem og håb om evigt liv for alle slags arvinger.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN

Lad os bede:
Himmelske Far,
Tak for menneskelivet, du har givet os.
Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod.
Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den.
Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe,
når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til.
Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod, i troen på dig.
Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.
Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie.
Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer.
Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden.
Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære.
Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige.
Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede,
fængslede og hjemløse.
Vi beder dig for alle vore kære...
Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde.
Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild.
Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb.
amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.