Salmer: 402, 331, 192, 725.
Evangelietekst: Luk. 10, 23-37.

Kære Konfirmander, forældre, familie, venner, kære menighed.
Så er det nu, vi er her.
Lige nu er jeres konfirmation i fuld gang.
I går var vi her også – konfirmanderne og mig, til sidste omgang, for at forberede os til i dag. I går forestillede vi os, hvordan det ville være i dag. Hvad bliver der sagt, hvordan skal jeg gå og bevæge mig, hvornår skal jeg sige noget? Og ikke mindst, hvad tænker de andre mon, når jeg går ind i kirken?
Det sidste spørgsmål dvælede vi lidt ved, for hvad mon I ville tænke, alle I, forældre, søskende, familie og venner, der ikke har øvet til i gudstjenesten i dag. Der kom mange gode bud: ”Hold kæft han ser godt ud”, ” jeg er sulten, hvornår er vi færdige”, ”nej hvor er hun blevet stor”, ”så fik de hende i en kjole”, ”han er nu god nok”, ”Jeg er så stolt, det er mit barn” eller ”det her er bare højtid!”.
Hvad I tænkte er jo jeres hemmelighed, men man kunne tydelig se, at I var stolte og bevægede, da de konfirmander I hver i sær kender og holder af indtog kirken til flot musik.
Nu i dag skal I konfirmander konfirmeres – det betyder, at I skal bekræftes i jeres dåb. Og det er noget Gud står for. Ingen konfirmerer sig selv. I dag bekræfter Gud, at du kære konfirmand er elsket og set, som du er – lige nu! Gud tror på dig! Og den gave siger du ja til.
Det er nu, du er elsket – ikke først om nogle uger eller år, når du har gjort det og det, lært det og det, og er blevet et bedre menneske. Nej nu.
Der er så meget man skal leve op til, så meget man nok engang skal... Fremtidsplaner kan fylde meget i vores liv – livet er nu!
Hvad skal jeg gøre, for at arve evigt liv, hørte vi en ung lovkyndig mand spørge Jesus.
Han spekulerer i sin fremtid. Egentlig kender han godt svaret, som det står i den jødiske lovsamling, i vores gamle testamente, nemlig: At man skal elske Gud, og sin næste som sig selv. ”Hvem er min næste” spørger manden så. Og Jesus fortæller om Den Barmhjertige Samaritaner. Det evige liv er ikke kun noget ude i fremtiden, det er også, når nogen viser barmhjertighed – lige nu.
Vi kender historien. Nogle af jer konfirmander har dramatiseret den og indlevet jer i alle rollerne.
Det er godt at have en rolle. Vi kender det, fra da vi var små: ”helle for at være”... dengang ville man altid gerne være helten. Nu kan det (for konfirmander, fandt jeg ud af) også være sjovt at få lov at være de røvere, der slog den stakkels mand ned. Historien siger noget forskelligt til os, alt afhængig af, hvem vi er i den.
Hvad skal jeg gøre, hvad er meningen? spørger manden. Svaret er enkelt: du skal elske din næste, du skal hjælpe, ham der ligger og er helt slået ud. Du skal standse på din vej her og nu og tage dig af ham, ikke bare gå forbi, fordi du ikke har tid!
Men den vigtigste rolle i dag er den forslåede mand, det er hans rolle, der fylder os med håb i dag, fordi han på en måde bliver konfirmeret. Han finder ud af, at der er nogen, der vil ham det godt, at han er værd at hjælpe. Selvom han har opgivet, så bliver han ”konfirmeret” alligevel.
Det er netop det håb der gælder nu og altid, som vi fik i dåbsgave og som I selv siger ja tak til i dag.
Selv når man ligger der og er helt slået ud. Eller bare ikke lige kan overskue tilværelsen, fordi alt sejler og larmer og ingenting virker for én. Når de så endelig viser sig, dem man tror vil hjælpe og de så bare går forbi. Når ham eller hende, man troede var en ven, har for travlt og hellere vil snakke med en anden. Så pludselig kommer hjælpen, pludselig kommer livet, bøjer sig ned, samler en op. Det hele lysner, man er ikke alene.
I næste salme er det beskrevet:
”Støjnivauet stiger om os, alle jager efter vind, så Gud Helligånd må hviske, for at nå et splittet sind”
Hjælpen hvisker...
Sådan er det også i en anden sang som har betydet meget i konfirmationsforberedelsen, nemlig Michaels Jacksons: ”You are not alone”:
Den handler også om én, der er helt forslået, og spørger, hvordan kunne kærligheden slippe væk... så pludselig er der noget, der hvisker:
”Something whispers in my ear and says:
You are not alone,
I am here with you
Though you’re far away
I am here to stay”
Du er ikke alene.... sang I mens i en gospel-lørdag i februar-kulden stod arm i arm i rundkreds og fyldte hinanden med håb. Det er konfirmation. Det er Gud Helligånd, der hvisker nu: ”Du er elsket og set som du er, du er ikke alene. You are not alone.”
Håbet gælder altid. Det hvisker til os i livet og også i døden, for det er Jesu opstandelse påskemorgen, der giver kraft til håbet. Han overvandt døden og håbløsheden én gang for alle. Det er hans opstandelse vi er døbt til. Her kommer tilgivelsen og kærligheden til os fra, nu og igen og igen.
Selvfølgelig skal vi så lære af den gave også selv at lytte, og hviske til andre, så håbet og glæden spreder sig og lyser op.
I, kære konfirmander, har det i jer. I er omsorgsfulde, I vil hinanden og jeres familier det godt.
Indimellem råber I og så er det svært at høre nogle hviske. Men glæden har jo også lyd. I har larmet meget ind i mellem og her forleden, da vi øvede på salmerne tænkte jeg, at vi i den sidste salme vi skal synge i dag, i 2. vers godt kan synge konfirmander – istedet for fugletunger – for ind imellem har I kappedes om at give lyd.
Nu skal I ikke længere her hen i kirken og vågne langsomt hver torsdag. I skal give lyd andre steder, så her bliver der lidt stille og tomt. Vi, både os, der arbejder her og ”kirkebanden” vil savne jer og I skal vide, at I er ikke alene, det er stadigvæk jeres kirke. Her er I velkommen som I er, og jeres præster er her for jer, vi er klar til at lytte så kig forbi, fortæl videre eller send en sms.
Gud har døgnåben, han lytter altid, og husk så selv at lytte, også når han hvisker: Du er ikke alene...
Kære konfirmander: Må jeres vej, gå jer i møde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds Kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.