SIDSTE S. E. HELLIGTREKONGER D. 24. JANUAR 2010 kollekt: Lissner. Dette hellige evangelium til sidste søndag efter H3K skriver evangelisten Johannes: korsvar. Jesus svarede disciplene: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mi, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: ”En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: ”Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh. 12, 23-33. Et menneskeliv er en rejse fra fødsel til død. I dag slutter helligtrekongertiden og julefesten er dermed afsluttet for denne gang. Og så kunne man vel forvente, at vi skulle en tur tilbage til stalden, måske en sidste gang høre lidt fra hyrderne på marken, eller de vise mænd, det drog ud på rejsen og fandt noget andet end det de havde regnet med. Men sådan er det ikke, nok er det gennemgående ord i de budskaber vi mødes af i dag herlighed. Men der er fokus på afslutningen af Jesu liv og ikke den fødselsherlighed som julens tænden-lys-i-mørket fejrer. Men hvordan kan død og herlighed være noget , der hænger sammen? Når man sætter de to ord: død og herlighed sammen, som Jesus gør i talen til disciplene, så kan det få mig til et kort øjeblik at tænke på dødsmetal, sorte og mørkeblå farver med metal nitter og farlige ungdomskulturer som dyrker døden og mørket på bekostning af livet og lyset. Men måske dukker de tanker op, fordi jeg midt i livet ikke altid tænker døden med, som en del af det? Og et menneskeliv er en rejse fra fødsel til død. Barnet, der blev født julenat, var et menneske og for at understrege, at Gud virkelig blev menneske, så er det vigtigt, at vi her på falderebet af Helligtrekonger tiden, inden julen helt er slut, hører at han også døde. De gamle, der har sat kirkeårets tekster sammen har bestemt, at vi skal høre om Jesu død nu kort efter jul for at understrege, at Gud virkelig blev menneske og gennemgik rejsen fra fødsel til død. Men alvoren melder sig, for døden sætter tanker i gang: en digter bruger billedet: ”Når døden banker rust af dine visdoms tænder” - det er rammende sagt, for overfor døden kommer klogskab og meget af det vi ellers går og mener og siger til kort. Jesus bruger billedet af hvedekornet. Hvedekornet viser, at der er sammenhæng mellem liv og død. At der er liv i død og død i liv, og mest liv i livet, når døden er med i det. Den, der har prøvet at være hos et menneske, der dør, kender til at døden er definitiv, at der er slut, når mennesket har udåndet sidste gang. Og så ved vi, at der også er noget, der består. De mennesker, der har elsket os og givet os del i deres visdom og erfaringer og lært os, hvad det vil sige at holde af, de har givet os en rigdom, der består, også når de er døde. Jo der er liv i døden. Men der er også død i livet. Det opdager vi undervejs på rejsen. Når nogen dør fra os, men også i mindre målestok, når kærligheden forsvinder og man må skilles. Når venskaber går i stykker, fordi vi kommer på afstand fra hinanden eller bliver for uenige. Begge dele hører med. Kun hvis vi erkender det, kan vi bruge livet, som det skal bruges: nemlig til at elske mennesker, der er lige så stejle, uforudsigelige og dødelige som os selv. Og til at påtage det ansvar vi får givet. Nogle går i skole, andre passe deres arbejde og alle gør vel gavn så godt de kan? Ofte kan det være besværlige projekter som vi er nødt til at kaste os ud i, fordi vi ikke kan skubbe ansvaret fra os. Det er hvedekornets visdom. Hvedekornet er en fortættet kerne af kraft, der underkaster sig dødens vilkår og lader sig plante i den mørke muld og dermed bliver til nyt liv. For meningen med livet er kærlighed. Det tror jeg der er bred enighed om? Hvedekornets visdom banker rust af vores ind imellem romantiske forestillinger om hvad kærlighed så er, og viser os: at kærlighedens liv er at glemme sig selv, at give og give afkald, for sådan blive det nye til. Det er hvedekornets visdom. Jesu liv var som hvedekornets. I Phillipper brevet står der om ham, at skønt han var hos Gud, gav Jesus afkald på retten til at være der, tog ”en tjeners skikkelse på og blev menneske”. Og i samtalen med disciplene i dag fortæller han os det selv. Vi står ved siden af ham, medens han tolker sit liv og sin død, han ved hvad vej det går og vi kan følge ham, for vi ved godt, hvad der sker, at vejen går til Golgatha, hvor han bliver korsfæstet. Og han kalder det sin herliggørelse. Den rejse der begyndte julenat, da ordet blev kød og tog bolig i blandt os, når sit mål, når Jesus bliver korsfæstet. For så er det et helt menneskeliv fra fødsel til død. Han kalder det herlighed, fordi han med sin død giver os en chance for ikke at gå til i angst for død og mørke, men at turde leve under dødens vilkår som hvedekornet. Under Guds evigheds perspektiv. For der er liv i døden, det viste Gud os, da Jesus opstod påskemorgen og en gang for alle viste: at livet er stærkere end døden. Hvad så med dommen, som Jesus taler om? Dommen fældes over os, når vi ikke vil andet end os selv og vort eget og ikke vil give slip og lade rusten banke af, for kærlighed er at give sig for andre. Det er ikke andre eller andet, der fælder dommen over os, men man kan mærke den som en slags afstand til det hele, når glæden ikke føles dyb, når nuet ikke er noget særligt og sorgen ikke er forløsende. Når man ikke kan være taknemmelige, men kun bitter. Når lysten mangler. I onsdag blev der holdt foredrag her i kirken, det var Biskop i Århus Kjeld Holm, der fortalte om sit venskab med Professor Sløk. Og han fortalte, om én af de gange livet var hårdt og farveløst for professoren. Han orkede ikke mere, det gav ikke rigtig mening, og alligevel havde han fantasi til et tankeeksperiment: ”Tænk sig, hvis man kunne få en vikar”, sagde han. ”Bare der var én, der ville komme et par måneder og være Johannes Sløk.” Sådan kan dommen føles. De dage i livet, hvor ingen glæde kan trænge ind, så man kan sige, at det ville man ikke undvære. Når man kan være det hele foruden og tænke: ”bare jeg kunne slippe for at være mig, bare der kunne komme en vikar”. Jesus siger, at hans sjæl er i oprør og han overvejer om han skal sige ”frels mig fra denne time” – eller vi kunne oversætte det: ”send en vikar”. Men der var ikke andre end Jesus, der kunne det, han skulle. Og der er heller ingen andre end os, der kan leve vores liv. Der er død i livet og liv i døden. Gud under os alle hvedekornets rolle i vores liv. Hvedekornets rolle er at bære frugt. Vi kan måske ikke se det, ligesom vi heller ikke kan se kornet vokse, men det sker. Mens vi lever vores liv, kærlige og sårbare, da bliver det nye til. Måske glemmer vi helt os selv undervejs? Det er Guds rige, der gror og Jesu rige, hvor han vil drage os alle til sig. Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.