Søndag Septuagesima D. 31. januar 2010 Salmer: 2, 414, 276 – 667, 644. Tekster: Job 9,1-12, Ap. G. 17,22-34 og Matthæus25,14-30. Kollekt: Seidelin. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar. Jesus sagde: ”Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han, Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Matt.24, 14-30. ”Det er godt at have noget på hinanden.” Sagde en ven til mig i telefonen forleden aften, da vi ringede sammen og aftalte, at hun skulle lægge ud for mig til en fælles gave, vi skulle give. Jeg er lidt bange for at glemme den slags, så jeg begyndte at fable om kontonr. og overførsler, men blev afbrudt af et: ”Det er godt at have noget på hinanden”, for som hun sagde, havde de også nogle fade af vores, som vi havde glemt sidst vi spiste sammen, og ” det er godt at have noget på hinanden, for så bliver vi ikke sådan lige færdige med hinanden”. Vise ord i telefonen en søndag aften. Det gælder om ikke for hurtigt at blive færdige med hinanden. Det er godt at have noget på hinanden. Det gælder for nære venner og familie, som man længes efter at se og føler fællesskab med, også når de ikke er der. Det fortælles, at en mand en gang var blevet inviteret til te med Vor herre. Da manden kom frem blev han mødt af Vor Herre i skikkelse af en krokodille. Manden kiggede forundret og spurgte – Jamen Gud, hvorfor møder du mig i skikkelse af en krokodille. Gud så på manden og svarede. ”For sådan ser du mig”. Begge eksempler – både erkendelsen af, at det er godt at have noget på hinanden. Og så fortællingen om, hvilke forestillinger man kan gøre sig om Gud. Kan åbne for evangeliet i dag septuagesima søndag, som handler om Himmeriget. Vi hører om Herren der skulle rejse udenlands og betroede noget af sin formue til sine tre tjenere. De to af tjenerne forstod at lade pengene yngle og betalte ham godt, da han kom tilbage. Værre var det med den tredje tjener, han blev bange og skyndte sig at gemme den ene talent, han havde fået betroet i jorden. Da Herren fandt ud af det blev han vred, gav mandens eneste talent til ham der i forvejen havde flest, kaldte tjeneren både dårlig og doven og smed ham ud. Sikke en behandling at give sin tjener. Hvad er det, der er på spil? Den sidste tjener sætter sig selv ud af spillet, fordi han vil have ryggen fri, han har ikke lyst til at han og herren skal have noget på hinanden. Han ligner lidt manden, der skulle til te med Gud og blev mødt af en krokodille. Han ser sin Herre som en frygtelig hård mand og bliver så bange, at han ikke er i stand til andet, end at grave det ned han har fået. I bønnen fra alteret lød det i dag: ”Gud giv os mod til at handle dristigt med vort liv, fordi det er dit.” En bøn der beder om mod til at se Gud, som den vi kan vente os alt godt af, og derfor få mod til at bruge det liv vi har fået af ham. Netop modet er hvad den forsigtige tjener mangler. Han ser sin Herre som en hård mand, og har ikke trang til, at de to skal have noget som helst på hinanden. Derfor rækker han sin Herre det han først fik betroet og siger: ”her har du, hvad der er dit”. Så han hver fået sit, og de har ikke mere på hinanden. Han kunne lige så godt have sagt: nu er vi færdige med hinanden. Tjenerens Herre er Gud og at blive færdig med Guds krav er det samme som at blive færdig med Gud. Så har man ryggen fri og ikke sin Herres krav på nakken. Men forholdet er brudt. Og det er ingen lykkelig afslutning. Det ved alle der har prøvet at blive færdig med et andet menneske, hvadenten det er i venskab eller i parforhold. Det er som at blive kastet ud i mørket. Man gør boet op, enhver får sit, så ingen længere har noget på den anden. Så er der ryddet op. Og en følelse af tomhed og ubesvarede længsler fylder alt en stund. Nok kan mennesker gøre op med hinanden og sige ”her har du hvad er dit” – men det kan man ikke med Gud, skulle vi give Gud, alt sit, var der jo ingenting tilbage. Som Job siger om gud i læsningen, der hører i dag til: ”Han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi uden at jeg mærker det”. Gud er svaret på den længsel, vi står tilbage med hver gang vi forsøger at gøre boet op og klare os selv. Længslen kan undertrykkes og vi kan som athernene sige: det vil vi høre om en anden gang. Men længslen forsvinder ikke, for den er selve livskraften. Livet er til for at blive brugt. Der findes ingen førstepræmie eller ros for at levere det næsten ubrugt tilbage, når vi kommer så langt. Der er ingen gulerod for at gå efter så let og ubesværet et liv som muligt. Ofte virker det så let, at lade være med at tage chancen. Sætte sig ned, blive hjemme eller holde sin mund. Men reducerer man risikoen, så reducerer man også udsynet. Så får man al for god tid, til at sidde derhjemme, være bagklog og fælde dom over alle, der tør mere end én selv. Det var frygt og ønsket om lethed, der fik den sidste tjener til at grave sin skat ned. Digteren Benny Andersen rammer i sit digt – ”som sagt” den forsigtige tjener i os alle. Og det på en måde, så håbet får det sidste ord: Han skriver: ”Som sagt er livet en gave men jeg har aldrig kunnet få mig til at åbne den rigtigt – bare pillet lidt det kunne jo være alt muligt…” Det kunne jo være alt muligt. Det kunne jo måske endnu blive til meget mere, end jeg selv havde drømt om. Liv er mulighed. Også der, hvor vi ikke selv troede det. Det er det billede Kristus giver os, som vi må have foran os: Mulighed. På trods af alt, ja selv døden. På trods af alt det, der gik galt. Det jeg gjorde galt, og alt det jeg slet ikke fik gjort. Så er der mulighed. Om så vi taber vores investeringer og det viser sig at slå fejl, det vi satsede på, ja om vi så mister det hele, så er glæden stadigvæk den, at Gud ikke er en krokodille. Vi kan ikke svare enhver sit overfor Gud, for vi har heldigvis allerede alt for meget på hinanden. Han lagde ud da han skabte verden. Han viste os for alvor hvad kærlighed og menneskelighed er, da han selv blev menneske. Og han fuldendte det, da han døde på korset af kærlighed til sine børn, som han ikke vil være foruden. Derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.