SØNDAG SEKSAGESIMA D. 27. FEBRUAR 2011 Es. 55,6-11 og 1. kor. 1,18-25. Salmer: 736, 391, 154, 28, 728 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Korsvar. Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« Mark 4,1-20 I år et alt sent ude, såvel foråret som kirkeåret. Vi hører lignelsen om sædemanden langt senere, end man plejer. Fordi i år falder alt i kirkeåret sent – faste, påske og pinse. Men skønt det er usædvanlig, så passer han nu godt ind lige nu, den sædemand. For det er nu vi trænger til at høre om optøet jord, solskin og frø der sås. Frøkatalogerne er kommet, dagene er længere og lyset er på vej tilbage. Det er længe siden vi havde Kyndelmisse, man har gjort sig færdig med at synge: ”Her vil ties” og ”trange tider langsomt skrider”, nu passer det bedre med ”De mørke nat forgangen er” for vi længes efter forår lykke og sol. Længslen er stærk. Den besvares i dag af evangeliet om den rundhåndede bonde, der ødsel stør sædekornet til højre og venstre uden at tænke på om det rammer et sted, hvor det kan gro. Vores længsel besvares i dag af Guds ødselhed og tålmodighed. Først hører vi lignelsen og bagefter den udlægning Jesus giver disciplene af den, så man kan vel sige, at prædikenen er holdt... Præsten skal så blot knytte et par kommentarer til om, hvordan han eller hun i sin dagligdag forstår evangeliet her i 2011. Det, jeg vil sige, kan sammenfattes i, at jeg oplever, at fortællingen om sædemanden vil have os til at værne om vores længsel og væbne os med tålmodighed. Derfor skal min prædiken advare os mod at ødelægge tålmodigheden ved at begynde at sortere. Hvis vi læser bogstavelig og ikke lader gavmildheden komme til sin ret, så kan vi hurtig begynde at dele os selv og alle andre op i jordbundstyper. Vejen – de fraværende, Klippen – de overfladiske, tidsler – de verdslige og endelig den gode jord – de standhaftige... Det vil enten ende med selvfordømmelse, selvforherligelse eller det der er værre. Det vil reducere et budskab, der handler om få noget til at gro. Det vil gøre en storslået elefant til en lille myg. Altså formindske et glædeligt budskab, der vil det modsatte, nemlig sprænge grænser og forstørre. Billedet af bonden, der sår, er hentet fra naturen, så vi skal tænke i proces mere end i vilje og handling. ”Det vokser jo mens vi sover” som vi skal synge senere. Tænker vi i proces, så betyder det, at ingen af os er en enkelt jordbundstype, nej, vi er dem alle sammen. På forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. Nogle gange går ordene ind af det ene øre og ud af det andet. I andre situationer glæder vi os over de kønne ord, uden de får nogen betydning for vores liv. Ofte glemmes Guds ord, fordi man har travlt med selv at blive til noget, udrette noget og kæmpe for sine mål. Og Heldigvis sker det også at Guds ord får magt i os, trøster os, præger os og får noget til at vokse. Men det er ikke bestandigt. Derfor samles man til gudstjenester søndag efter søndag. Sangeren Sting skrev for nogle år siden en sang om sin teenage-datter. Som far til en teen-ager kan han enten vælge at bekymre sig for, om hun er ved sine fulde fem, fordi hun overhovedet ikke er til at blive klog på og skifter mening og humør ligeså tit som hun skifter tøj. Eller han kan vælge at opdrage og ensrette hende efter bedste faderlig evne. Men han kan også vælge at være ligeglad med om han spilder sin kærlighed. Og heldigvis er det det Sting gør – for sangens omkvæd er en poetisk kærligheds erklæring til datteren : ”Thats my baby – she can be alle four seasons in one day” – ”Det er min skat: hun kan være alle fire årstider på en dag”. Mennesker kan, som Stings datter, være alle fire årstider. Vi kan være alle fire slags grobund for ordet, for den glæde og kærlighed, der såes i os. På den måde er vi alle teen-agere for Vor Herre. Hvad enten vi så er unge eller gamle i vores omskiftelighed. Forrige efterårsferie købte jeg en plakat med bonden på. Jeg var I Amsterdam og så Van Goghs mange forskellige billeder af en slidt bonde, der foroverbøjet i sine træsko går på marken og strør sædekornet. Bonden er ikke det første, man ser, for han er malet i mørke farver, og bag ham lyser en kæmpe gul sol. Bonden er godt brugt, men han strør stadig kornet og holdes oppe af den store sol og lyset fra den. Mennesket der knokler i og med livet og har prøvet meget er hos Van Gogh det stærkeste udtryk for håb. I et brev til sin bror vedlægger han en tegning af en gammel mand og skriver, at han utallige gange måtte lave tegningen om, inden det lykkes ham at få det frem, han havde set i den gamles ansigt. ”For mig er en sådan skikkelse et af de stærkeste beviser for ”noget deroppe”, for tilstedeværelse af Gud og evighed. Der er noget ædelt og fornemt i dette ansigt, som ikke er bestemt for ormene i graven”. Alle årstider og situationer sætter sig spor. Længslen driver os vidt omkring. Men Jesu død og opstandelse er ikke forgæves. Hele tiden såes der nye frø i os. Sædemandens rundhåndethed er på grænsen til det dumme. Men Guds dårskab er visere en menneskers klogskab. Sandheden er større end vi forstår og Guds veje er højt over vores veje. Derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod, i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.