SPILLEMANDSMESSE program D. 14. MAJ 2010 Evangelietekst: Lukas 7, 36-50. Guds barn, dine julefredsord bevægede himmel og jord. Du kom til os her som den svage og gjorde hvad aldrig var gjort, og fra dine menneskedage blev afkald på magt noget stort. Bevæg vore sind med dit ord. Musikken bevæger os. Det er svært at sidde eller stå stille her i kirken i dag. ”Himmel og jord i bevægelse” er overskriften for kirkedagene. Musikken forener himmel og jord. Rytmen går i blodet, det hele bevæger sig. Jeg blev helt bevæget, kan man sige som kommentar, til en historie man hører, måske et klip i tv, hvor et menneske fortæller om sine oplevelser. Den slags interviews handler ofte om at bevæge. At røre ved folks hjerter. Skabe sympati eller antipati. Man bevæges og fælder dom: var det ok – eller ej? Hvordan føles det? spørger sportsjournalisten. Hvad føler du herefter at have tabt en håndboldkamp? Eller hvordan har du det med at have vundet guld? At bevæge folk giver gode seertal. At se f.eks. en bevæget forsvarsminister holde afskedstale, bevæger mig som seer. Men spørgsmålet er om det få mig til at bevæge mig? Er det at blive bevæget blot underholdning for følelserne? Man bliver opslugt og bevæget for en stund, tager stilling, fælder dom og bagefter er alt det samme som før? Mon ikke farisæeren Simon blev bevæget, i evangeliet vi hørte, da han så hvordan kvinden græd, kyssede og salvede Jesus, den dag, hvor han havde inviteret Jesus? Noget tyder på, at Simons bevægelse blot resulterede i, at han vendte ryggen til kvinden. Han vidste jo, hvad hun var for én, han havde nok magt over situationen i sit eget hjem og håbede stille, at gæsten Jesus kunne indse, hvad det var for en type, han stod over for. Men Jesus fulgte ikke den sædvanlige bevægelse, han tog imod kvindens kærlighedsgerninger. Jesus bevægede sig stille og rolig i mod al logisk konsekvens. Med bevæget sind og åbne arme favner han kvinden – byens pinlige eksistens. Bevægelsen standser ikke med det. Jesus fremhæver kvinden som eksempel: Den der har syndet meget har meget at få tilgivet. Bevægelsen er større, glæden er større. Kvinden giver afkald på magten til at opføre sig, som det ventes af hende. Uventet ydmyger hun sig, gør sig myg – blød og bevægelig – løfter sit hjerte og giver det til Herren. Hun lader sig rive med i sin bevægelse, omsætter den i handling og bliver velsignet: ”Din tro har frelst dig, Gå bort med fred.” På den måde bliver hun et billede på det, Jesus selv gør senere: han bliver ydmyg og giver sit hjerte. Jesu bevægelse er den samme og går den anden vej. Her løftes hjertet ned: Jesu hjerte – Guds hjerte løftes ned til mennesker. ”Fra dine menneskedage – blev afkald på magt noget stort” Den linje er blevet min yndlingslinje i kirkedagssalmen. Jeg kan godt lide vendingen ”menneskedage”. Den minder mig om en tålmodig bedstefar, der fortæller historier fra sine drengedage. Det bedste børn ved er at høre historier fra Bedstefars drengedage. Situationer, der bevægede bedstefar dengang og har haft betydning for, hvor han har bevæget sig hen lige siden. Guds drengedage, var hans menneskedage. Dengang, han viste verden, at afkald på magt er noget stort. Det var en hel ny bevægelse, en blød og uventet dans. Alt gav han afkald på, alt kunne de tvinge ham til, bare ikke til at holde op med at elske. Fuldstændig som kvinden, byens synderinde, der lod sig bevæge. Ikke af omverdenens hovedrysten og venden ryggen til, men af ham, hun elskede. ”Bevæg vore sind med dit ord”. Det er en bøn om hengivelse – ikke som konsekvens af egen formåen og magt. Men bøn om mod til som menneske på godt og ondt at turde løfte sit hjerte og give det til Herren. Så tag mit stakkels hjerte, så ringe som det er. Amen. Kirkebøn – korsvar ved kor og menighed: Forbønner menuet: Far Himlen. Tak for din store bevægelighed, at du er hos os i glæden og bærer os i sorgen, støtter os, når vi vakler og rejser os, når vi falder. Giv os mod til at bevæge os ind i det ukendte i tillid til, at vi er i dine hænder, både når vi lykkes, og når vi segner. Herre hør vor bøn! Kald alle forsagte og bange ind i dit rige. Overrask alle skeptiske og tvivlende med din herlighed. Bevæg alle, der gerne vil tro, men ikke kan. Lad din Ånd tale til os og vække det der slumrer, så din kærlighed bliver klar som dagen. Herre hør vor bøn! Vi beder dig: Vær nær hos alle syge og lidende, hos dem, for hvem krig og forfølgelse er en uafrystelig virkelighed, for dem, der ikke kan se sig selv i spejlet uden at væmmes, og for dem, der gør sig hårde for at holde sig selv ud. Bevæg os alle, vis os at livet kan blive nyt og glæden stor. Herre hør vor bøn!