PALMESØNDAG D. 28. MARTS 2010 Der er stor forskel på, om man bliver ydmyget eller om man er ydmyg. Der er stor forskel på om man på en selvdestruktiv måde ydmyger sig eller om man på en tjenende måde ydmyger sig i forhold til andre mennesker eller en vigtig sag. Jesus var ydmyg og tjenende. Og han siger i sin forkyndelse, at vi skal tage ved lære af den ydmyghed, som han lægger for dagen. ”Tag mit åg på jer og lær af mig,” siger han. Dermed taler han efter min mening ikke om en destruktiv selvfornægtelse. Men han taler om at tage favntag med den smerte og lidelse, som vi hver især har i vores liv. Ved at finde modet til at gå ind i det smertefulde i mit liv – kan jeg komme til sand erkendelse af, hvad der er livets kerne, hvad der er livets drivkraft. Et eksempel kunne være bestræbelsen på at komme til forsoning mellem mennesker, hvor den ene part har gjort den anden alvorlig fortræd. Nogle kender måske til beretningen om moren til den unge kvinde, der døde i en kummefryser fordi nogle indbrudstyve lukkede hende ned i den og glemte hende. Moren til den myrdede unge kvinde valgte efter lange overvejelser at mødes med den ene af disse forbrydere, den eneste i øvrigt som ville mødes med hende – også han havde haft svære overvejelser inden dette såkaldte forsoningsmøde. Det startede med en brevveksling og udviklede sig senere til nærmest at blive et venskab mellem denne kvinde og ham, der myrdede hendes datter. Og denne virkelige beretning siger noget om hvordan det er muligt at konfrontere sig med det smertefulde og dermed nå frem til en forsoning og tilgivelse, som kan skænke én en dyb fred. Hvordan det er muligt at stille sig ydmyg an. En sådan forsoning og tilgivelse betyder ikke, at den frygtelige handling bliver accepteret; - tilgivelse betyder ikke at vreden og sorgen forsvinder – men tilgivelse er med til at gøre det muligt og lettere at leve med vreden og sorgen og smerten. Og kærligheden som det vigtigste i menneskelivet bliver tydelig. Og så lad mig indskyde, at jeg anerkender, at der situationer og der er sammenhænge i et menneskeliv, hvor tilgivelse og forsoning er uoverkommeligt. Det livgivende ved tilgivelse og forsoning mellem mennesker, skal ikke få os til at kræve af os selv eller hinanden, at vi skal være perfekte eller fuldkomne. At stille sig sagtmodig og ydmyg an og finde ind til en hvile for sjælen – kan i høj grad også komme til udtryk i vores helt almindelige daglige liv. Det hænger bl.a. sammen med nogle overvejelser og erkendelser omkring vrede. Det er ret udbredt at stille lighedstegn mellem vrede og krænkelse. I vores kultur har mange en forventning om, at hvis de giver udtryk for deres vrede, så kommer de også nødvendigvis til at tale nedsættende til andre. Den gode nyhed er, at vrede er en helt naturlig menneskelig reaktion, der fortæller om at man ønsker sig noget andet, end det, der sker. Under enhver vrede ligger der et ønske. Når vi kommer tilstede med vore ønsker hen ad vejen uden at fortælle negativt definerende historier om den anden, så er vreden ikke noget problem (selv om den nok ikke er behagelig i situationen) – men derimod en grænsesættende tydelighed, som gør kontakten bedre mellem mennesker. Desværre har vi det med at gå og pakke vores ønsker væk – og dermed pakke vores vrede væk – og så bliver det som en trykkoger i os – så det til sidst kommer ud med at for stort et tryk og måske endda et andet sted, end hvor det rettelig hørte hjemme. Så at det at vi ikke stiller os spor ydmyge an – men i stedet kommer til at virke stivsindede og nedsættende i vores tonefald. Når vi tør blive ved, hvad vi ønsker os fra situation til situation og give os til kende uden at udtale os nedsættende om den anden – så opleves det som at livets åg bliver godt og byrden let. Et helt dagligdags eksempel kunne være den måde vi taler til vores børn på. Forskellen på, om vi taler snerrende og irritabelt til børnene eller om vi taler nøgternt og venligt: ”Er du ikke snart færdig – du kommer for sent til bussen dit smølehoved!” Sådan kunne det lyde – når ydmygheden og dermed respekten er gået fløjten. Og svaret bliver derefter: ”Hold da mund, jeg er jo på vej!” Det samme kunne siges på en måde, der er respektfuld: ”Klokken er ved at være mange – jeg er nervøs for om du kommer for sent!” Og så bliver svaret derefter (og det ligger i høj grad i tonen) ”Jamen jeg er på vej!” Ydmyghed og det sagte sind mellem mennesker fremmer livet og gør os åbne for den Ånd, der er aktiv i mellem os: kærligheds og sandheds Ånd. Så lægger jeg mit liv i dine hænder så ved jeg uanset hvordan det ender når du bli’r stor i mig, og jeg bli’r lille da er der ingen død og ingen verdens nød der kan os skille.