ALLE HELGENS DAG D. 7. NOVEMBER 2010 Salmer: 754, 31, 575, 571, 732 Kollekt: Seidelin Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16 Alle helgen er den søndag , hvor mange af os kommer i kirke for at mindes dem vi savner fordi de er døde fra os. De har været med til at gøre os, til dem vi er, og det gør ondt ikke længere at kunne vise dem, at vi elsker dem. Vi mindes i taknemmelighed og i smerte over alt det uafklarede. I sorg over det vi har mistet og over det vi aldrig fik. Mange af de ord i tekster og salmer som møder os i dag på Alle Helgens dag, har den funktion, at de kaster lys på det indlysende. Ord der som et vækkeur vækker den sovende, der godt inderst inde ved, at hun skal op om lidt. Inger Christensen begynder sit digt, alfabet: ”Abrikostræerne fin-des, abrikostræerne findes og hun fortsætter med i alfabetisk rækkefølge at opregne hvad der findes: Bregnerne, cikaderne, duerne, efteråret, fiskehejren osv. Det, der er, har en så stor poetisk kraft i sig, at bare det at nævne at det findes, er lysende poesi. På samme måde med evangeliet i dag om at vi er jordens salt og lys. Jesus sætter her i bjergprædikenen ord på det der er. Måske er det ikke så let at tage til sig som digterens smukke ord om at abrikostræer findes. I er jordens salt og lys. For hvad betyder salt og lys og hvis det er det vi er, hvor finder vi det så hos os? Salt er et billede på kraft og smag. Uden salt bliver smagen falsk og tam. At spise et blødkogt æg uden salt, er som at række tungen ud af vinduet. En der var vant til at bade i Vesterhavet tog engang en dukkert i Øresund og siger ” men ak, det var som en slap elastik”. Det er saltet i vandet, der giver det bærekraft, spændstighed og friskhed. Opløst i vandet er saltet usynligt men alligevel tilstede og gør vandet forskelligt fra ferskvand. På samme måde gør lyset en forskel. I mørke er alle katte grå. Lyset oplyser forskellene. Lyset vækker farverne og giver tingene glød. Efter mørke dage, med efterårs regn og rusk – kommer lyset en frostklarmorgen og efterårsfarverne lyser os i møde indrammet af hvidt rim i græsset og himlens blå farve. I er lys og salt – hører vi. Hvad gavner prædikenen så, hvis vi allerede er det? – Har det ikke større effekt at fortælle folk, hvad de skal blive, lære dem noget – fortælle, at nu må I tage jer sammen, komme videre og blive lys og salt? Nej, der er ingen vækstkrav i Jesu ord – intet stressende udviklingskrav som vi skal leve op til – for vi er det allerede – lys og salt. Også når vi sørger og hænger fast i savnet og ikke rigtig kan udrette noget. ”salige er de der sørger..” – siger Jesus et andet sted i bjergprædikenen – ligeså provokerende. Dem, det set med verdens øjne er synd for, dem der har det svært – de er lys og salt. I er lys og salt – kort sagt – spar jer enhver anstrengelse! Det kan være anstrengende, når nogle vil bevise, at de er noget. Det kan være hårdt selv at ville bevise, at man er noget. En karrikatur er den nybagte far, der siger: ”Vi har født et barn”. Og hele tiden har så travlt med at vise, at han er en god far, at han hele tiden vil være noget for sine børn, så de aldrig får fred. Eller barnet, der har så travlt med at vise, at det er værdigt til at være sine forældres barn, at det hele barndommen stræber i skole og på sportsplads for at opnå de bedste resultater. Eller chefen, der har så travlt med at vise, at hun er chef, enten ved at råde og regere hen over hovedet på alle, eller ved at krybe for alt og alle. Alle den slags udskejelser er unødvendige – hvis man er forældre, barn, chef eller noget andet – så kan man hvile i det. I er jordens salt - I er verdens lys. Hvis det er det vi er, hvor sidder det så henne I os? Det er vel værd at overveje. Det kan ikke sidde kun i vores gerninger, for det vi gør, hænger sammen med hvem vi er. Salt og lys hører altså ikke hjemme i præstationerne. Men hvor så – i armene , i benene, i hjertet , i maven? Igen kaster ordene lys på det indlysende – som vækkeuret der ringer og vækker den sovende: For hvem er det, der gør, at mor og far er mor og far? – Det gør barnet. Hvem gør omvendt at du er barn, det gør dine forældre. Uden forældre – intet barn. Hvem gør at chefen er chef – det gør dem, hun er chef for. Og så videre. Du er der, du er, fordi de andre gør dig til det. Sammen med dem er du dig selv. De giver dig lov til det, også uden at du skal spørge dem. På samme måde er du salt og lys, fordi Gud giver dig lov til at være dig selv. Livet og lyset sidder altså hverken i dig eller i Gud. Men når Gud vender sig til dig, og når du vender dig til Gud, så ligger livet og lyset imellem jer. Der skal det findes. Derfor skal man ikke være så urolig for præstationerne, for at takle sorgen og savnet på den rigtige måde, for at være et godt eksempel for resten af familien, der også er kede af det. For vi er allerede lys og salt - for sådan opfatter Gud os. Det er nok, bare at være til - som Guds barn. Alle helgen er dybest set en dåbsfejringsdag. Som dåbens søndagsbørn er vi badet kristuslyset - også ved begravelsen, for mørket kan ikke få bugt med det. Det lys der på opstandelsens morgen var så stærkt, at det blændede hele universet. Dåbens lys er tændt når livet slukkes, synges der i en nyere dåbssalme. Det lys samles vi om Alle helgens dag. Vi mødes ikke for at sidde i et fællesmørke og kigge på små blafrende lys, men vi må til vores forbavselse lade os omfavne og vugge i et altomfavnende lyshav. Det lys vækker os i vågen tilstand og afslører - at abrikostræer findes – afslører hvad virkeligheden er. – Ligesom morgenens lys vækker os fra søvnen. Det der var dødt genopstår til liv, midt i livet. I og med det Kristuslys mindes vi - med tak og sorg - de døde, der var jordens salt og verdens lys for os. Vi mindes, at saltet stadig har kraft og at lyset skinner endnu og har kraft til at vække de vågne, såvel som de døde. Amen. Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle der lider og har det svært, vær du dem nær. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os rejse os og i stilhed mindes de af vores kære, der er døde. Stilhed. Apostlen skriver: »Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør«. Amen. Kære Gud! Tak for menneskelivet med tid til at fødes og virke, tid til at hvile og tid til at dø; livet med dets glæde og sorg. Vi takker dig for alle gode gaver, du har givet os gennem disse kære mennesker, som ikke er hos os mere. De var lys og salt for os. Vil du bevare dem til en glædelig opstandelse, og vil du styrke os i håbet om, at vi i døden ikke er færdige, men klar til en ny begyndelse hos dig, hvor vi skal være sammen med vore kære og med dig til evig tid. Amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.