9. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 1. AUGUST 2010 En enke bliver utrætteligt ved med at anmode om sin ret – at give sig til kende – sådan fortæller Kristus i sin historie. Vi ved ikke, hvad det er hun beder om, vi ved ikke, hvilken uret hun er blevet udsat for. Og det er slet ikke vigtigt – dét er ikke historiens pointe – pointen er, at hun vedvarende, utrætteligt giver sig til kende – der, hvor det er mest passende. Hun lægger sin sag frem, sådan som den er og dermed bliver hendes situation forandret. Som så ofte læser jeg psykologiske erkendelser ud af Jesu lignelser.Lignelsen handler for mig at se bl.a. om det, der sker, når mennesker lægger deres virkelighed frem:f .eks. i bønnen eller i samtalen med et andet menneske. Når det lykkes at stå ved, hvad jeg rummer – og formulere det (og det kan for så vidt sagtens være ordløst i tanken – men også gerne højt så en anden kan høre det) når det lykkes – da strømmer en kraft mig i møde, som jeg opfatter som ånd eller som Gud. Virkeligheden rummer i sig kræfter til at leve. Det betyder ikke at virkeligheden er Gud. Men det betyder at Gud ér i virkeligheden. Gud ånder i virkeligheden. Det kan også kaldes for inkarnationsteologi – at Gud er helt konkret tilstede, som Ånd i det liv, den virkelighed, vi lever i. Så den vedvarende, utrættelige given sig til kende – er et udtryk for tro. Når Kristus fortæller en historie for at anskueliggøre dette – så tror jeg det er fordi, at netop i den helt konkrete beskrivelse af mit liv – mødes jeg af den kraft, jeg kalder Gud – den kraft, som netop er livskraft – livsenergi. Jo mere konkret jeg bliver i min bøn – eller i min beskrivelse af min situation i samtale med et andet menneske – jo stærkere mærker jeg den kraft, der udefra strømmer mig i møde. Så det gælder altså virkelig om at give sig tilkende – at stå ved, hvad der rører sig i mig/dig: Hvad længes jeg efter. Hvad frygter jeg for. Hvad skammer jeg mig over, hvad vil jeg gerne. Der er en tendens til (særligt i kristne/kirkelige kredse) at mene, at ”man” er selvisk og ukærlig, når ”man” fastholder, hvad man gerne vil og ikke vil. Det vi gerne slå et slag for at gøre op med. Det er ikke selvisk/egoistisk at finde ud af, hvad du gerne vil – det er ikke selvisk at sætte en grænse og sige ”nej, det vil jeg ikke.” Jeg budskabet er derimod budskabet, der gør det muligt at kontakten bliver god. Jeg budskabet, kan oven i købet forhindre, at vi krænker hinanden. Der er en fare for at jeg-budskabet er et skjult du-budskab – og det er selvisk og i sit væsen manipulerende. Men det ”rene” jeg-budskab udtrykker alene, hvad den enkelte gerne vil. For at gøre det mere konkret: ”jeg er træt” – betyder ikke – ”du er trættende.” Jeg er skuffet – betyder ikke: du skuffer mig. Jeg vil gerne – eller jeg længes efter – betyder ikke: du skal opfylde mine behov/længsel. Jeg er ked af det, du gør – betyder ikke: du er hensynsløs og egoistisk. Jeg syns, du virker uinteresseret – betyder ikke: du er uinteresseret! Så længe vi holder os til jeg-budskaber, så længe holder vi os til sandheden og har fast grund under fødderne. Så snart vi begynder at dømme andres liv, så begiver vi os ud på gyngende grund. Jeg budskaber forhindre altså (som sagt) at vi krænker hinanden. Også på den måde, at når jeg står ved f.eks. at jeg er vred eller irriteret – i stedet for at gå og brænde inde med det – så er det sandsynligt at jeg undgår at få afløb for min vrede eller irritation på en måde hvormed jeg taler ned til den anden. Faktisk vil man opleve at vreden og irritationen forvandler sig, når den får lov at være: Et helt banalt eksempel: ”Jeg er så irriteret over at du ofte lader skabslågerne stå åbne – det ser så sjusket ud. Denne irritationsudladning – er blot en tilkendegivelse af, hvordan jeg har det. Og den hjælper underligt nok til at indse – at det i grunden er en lille sag – og jeg jo kunne lukke lågerne – stille og roligt! Du-budskabet i samme situation ville være: ”hvorfor lader du altid skabslågerne stå åbne.” Det er en skjult irritation – som virker krænkende på den anden og ødelæggende for kontakten. (og lad mig blot indrømme at jeg ofte selv falder i den grøft). Tilbage til det åndelige aspekt af sagen. For det gælder i det store som i det små: at når jeg giver mig tilkende – med sandheden, med min virkelighed sådan som den er – da strømmer kraft mig i møde. Når jeg giver min længsel, min lyst, min frygt ord – da kommer jeg i kontakt med den kraft det ligger bag alt liv. Jeg kalder denne kraft for Gud – jeg kalder denne kraft for kærlighed. En ”rolig kilde for kræfternes elv.” Amen