7. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 18. JULI 2010 Præd 3,1-11 Matt 10,24-31 Salmer: 1)10 Alt, hvad som fuglevinger fik Hilsen, Kollekt, Læsning 2) 448 v. 1-3 Fyldt af glæde over livets under Dåb 3) 448 v. 4-6 Fyldt af glæde over livets under Evangelielæsning fra alteret 4) 50 Under dine vingers skygge Prædiken 5) 52 Du, Herre Krist Nadver, Kollekt, Velsignelse 6) 375 Alt står i Guds faderhånd Naturen er skønnest netop nu. Den står i fuldt flor. Blomsterne blomstrer, frugt og bær er ved at modne, solen skinner og fuglene kvidrer. Det kan næsten ikke blive meget bedre… Teksten fra Det Gamle Testamente fortæller os, at der er en tid til alt. Det føler I forældre og familier til Line og Oskar, som lige er blevet døbt, særligt i dag, hvor det er en glædens dag. I dag fejrer både I og menigheden, at de er kommet til verden. Ofte tager vi glæden og lykken for givet. Vi glemmer, at der kommer en dag, hvor vi skal miste det, vi har kært. At de smukke blomster, der står i alle farver og de grønne blade senere falmer og til sidst visner. Og pludselig rammer sorgen os, for når vi fødes er der kun én ting, der er sikkert, og det er, at vi engang skal dø. Dagens evangelietekst er svær at forstå, for den berører et af teologiens allerstørste problemer. Nemlig det, man kalder teodicé-problemet: Hvis verden er skabt god, hvorfor er der så megen ulykke til? Er det Guds skyld? Har han tildelt os ulykken, og er det ham, der lader katastroferne regne ned over os? Betyder sætningen om, at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med den, at det er Guds vilje, den falder til jorden? Svaret er nej - sætningen betyder ikke, at Gud tildeler os straf som forskyldt. Men den betyder, at han er med os i ulykken. Han er med os i de situationer, hvor vi har behov for at blive båret af andre mennesker. Både når vi fødes og når vi dør, er vi afhængige af andre mennesker. Vi må bæres af andre - både til døbefonten og i kisten. Netop på de tidspunkter i livet, hvor vi bæres af andre, får vi fortalt, at Gud er med os i vort liv. Det er nemlig de samme ord, som lyder for os både ved dåben og begravelsen: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Med disse ord lovpriser vi Gud, fordi han har valgt at tage del i vores historie ved at åbenbare sig i vort liv ved sin søn Jesus Kristus. For Jesus kom til jorden, led og gik i døden for os mennesker. Men han genopstod igen. Derfor er vi også blevet en del af Guds historie, og vi bliver lovet, at Gud vil være med os i livet såvel som i døden. Det betyder ikke, at vi er beskyttet mod de slag, livet giver os. Men det betyder, at lige meget hvor skidt det end måtte stå til i vores liv, så er vi elskede. Om vi er syge, raske, rig, fattig, så er vi elskede. Selv, når livet tager pusten fra os og gør os svage, så er vi elskede. Og her står vi så midt i livet, midt mellem glæde og sorg, fødsel og død. Disse ting dumper ned i vort liv ind imellem – ofte uden at vi selv har kontrol over det. Igennem et levet liv kommer der svære stunder. Det kan f.eks. være i form af sygdom og dødsfald. For når vi lever livet fuldt ud, kan vi ikke undgå at knytte bånd til andre mennesker, og derfor gør det ondt, når vi mister dem. I dag får vi at vide, at Gud tæller alle vores hovedhår: han holder øje med os, han kender os. Og det betyder, at han er med os i vort liv. Det er foråret i vort liv. At gennem de gode tider og de dårlige tider, så er vi aldrig ladt alene. Amen.