6. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 11. JULI 2010 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: (Korsvar.) Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »&Mac221;Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!&Mac220; og: &Mac221;Du skal elske din næste som dig selv.&Mac220;« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26 ”Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?” Evigt liv, hvad er det? Er det det vi i dag kalder ”et godt liv”? Nej evigt liv er noget dybere, noget der rækker længere end blot ”et godt liv”. ”Evigt” liv – hænger for mig sammen med salmer, ”Den signede dag” – som vi begyndte med at synge i dag. Den salme er evigt liv for fuld udblæsning. Salmen handler om lyset – ” At natten hun er nu omme” og man synger, at det, at natten nu er omme, kendes på os, altså kan ses på os, som lysets børn. Lysets børn. Ikke blot børn – men også vi voksne er i den sammenhæng børn. Lige før evangelieteksten i dag siger Jesus, at Guds rige er børnenes. Det evige liv er altså for børn i alle aldre. ”Den signede dag” synges ofte til bryllup ikke mindst til sølvbryllupper og guldbryllupper – når, der er mange højtidsdage at tænke tilbage på sammen. Salmen lyser af evigt liv og af lovsang til Gud, der gør det muligt, fordi han lod sig føde en midnatsstund, og dermed bragte evigheden ind i det forgængelige. En lovsang til Gud, der giver liv af døde, fordi han selv opstod af døden påskemorgen, som solen, der står op en sommermorgen. En opstandelse som lysets børn er døbt til at få del i. ”Hver time til Herrens velbehag, som bække i eng henrinde”. Hvis man bor på landet og både har eng, bæk og grønne linde, så er det nok lettere at se, at det er hverdagen, lige uden for vinduet Grundtvig taler om, som har evigheden i sig. Men også her i byen er salmen er god som indledning til alle de ord, vi hører i dag, fordi den har lyset og glæden givet af Gud i det liv vi lever med hinanden som fortegn. Ordene i dag balancerer med hinanden som på en vippe. På den ene side er lovordene, kravene, de ti bud, som Gud gav Moses med ned fra bjerget, som vi hører læst fra det gamle testamente. Bud som vi skal holde. På den anden side af vippen er Paulus ord om, at ingen bliver frelst ved lovgerninger, men ved tro alene. Og balancen på vippen – den balancekunst som vi kan kalde ”det evige liv” – ligger i Jesu svar til disciplene. Disciplene er kommet helt ud af balance og føler sig tynget af alle kravene. De er blevet bange af Jesu ord om, at det er lettere for en kamel, at gå igennem et nåleøje, end det er for en rig at komme ind i Guds rige. Måske tænker disciplene som mange af os kunne tænke: ” Ja så ser det skidt ud, for jeg kan nok ikke tillade at kalde mig fattig”. Måske kigger de langt efter den håbefulde unge mand, der bare ville gøre det så godt, men alligevel måtte gå bedrøvet bort. måske kendte de ham godt, kendte ham for at være en af de unge, der virkelig gjorde sig umage for at gøre det godt her i livet? En rollemodel for andre unge, en hæderlig ung mand, med god moral og overskud til at gøre noget for andre? Den unge mand spørger, hvad han skal gøre, for at få evigt liv? Allerede her er problemet, for evigt liv er så stort, så rigt, at han ikke kan gøre noget som helst. Derfor tager Jesus som den menneskekender han er fat i det punkt hos den unge mand som han ved fylder mest hos ham, nemlig hans rigdom. Hvis det fyldte mindre, kunne han måske føle sig mere fri? Men det svar sender ham bedrøvet bort. Og det bedrøver også disciplene og de spørger, hvem kan så blive frelst? Jesu svar genopretter balancen. Han siger: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”. Frelse er altså ikke noget, mennesker kan gøre noget som helst for at opnå. Ingen kan hive sig selv op ved hårene, så man letter fra jorden. Når det kommer til frelsen, når det kommer til det evige liv, når det kommer til meningen med det hele, så er vi nået til menneskers grænse. Her tager Gud over. På samme måde som det hele begyndte med at han skabte verden og os i den. Det kan være tungt at forstå, når man ellers er dygtig og håbefuld og rig på mange måder. Ja måske er det lettere at tage til sig når man er uduelig, svigefuld og fattig? Det var i hvert fald svært for den unge mand. Og man kan forarget indvende, at det er uretfærdigt. At det får vippen til at vippe helt over til den ene side og sætter al lov og ret ud af spillet? Ja at evangeliet bliver en sovepude for uduelige mennesker? Men Jesu svar får ikke vippen til at tippe over. Nej det giver netop balancen, så loven og al sund fornuft ikke sættes ud af kraft, men netop får den fylde det skal have. Evangeliet er ingen sovepude, man bare kan blive liggende på og så aldrig rejse sig igen. Sovepuder er det der fylder i vores liv. Det der fylder: jagten på det gode liv, rigdom, titler eller andet, så det blot er fyld, der gør os uoplagte og uden sans for at vi er her for hinanden. Jesu ord om, at for Gud er alt muligt er ingen sovepude. Men vi må alligevel hvile i det – eller på det, som på en god og uopslidelig hovedpude. Det er ikke fyld – det er fylde. Som en god pude, der hurtig bliver fyldig igen, når man trykker den flad. En pude, der ikke er overfyldt med tunge fjer, men let, så man selv efter en tung søvn ikke får ondt i nakken, men frisk kan rejse sig til en ny signet dag og gøre det så godt man kan. Sidste vers i ”den signede dag” handler om livet efter man er sovet ind for sidste gang. Den del af det evige liv kan Grundtvig ikke tale så bestemt om som bækken i engen bag haven og lindetræerne uden for kirkedøren. Han skriver ”Så rejse vi til vort fædre land” – ikke rejser, men rejse – formuleret i ønskeform som i en bøn. En bøn fuld af håb, som er forankret i alt det kendte. Fædreland er et sted man kender godt. Der er god grund til at tro, at sådan vil det også være i det evige liv efter den sidste rejse – så frydelig der til evig tid, med venner i lys vi tale. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.