6. SØNDAG EFTER PÅSKE D. 16. MAJ 2010 Det er Johannes evangelistens såkaldte afskedstaler, vi hører fra i dag Han refererer til noget af det Jesus sagde i tiden lige før han blev forrådt og korsfæstet. Her taler han ifølge traditionen om kirken. Om de kristnes sammenhold, om det at være ét – at være samlet om det samme budskab, i et fællesskab. Men han taler også om at være ét i en anden betydning. Om den religiøse erfaring af at være knyttet helt tæt sammen med Gud – en erfaring Jesus selv var i. Disse formuleringer rammer noget i os. En længsel efter at være opslugt af kærligheden, en længsel efter at være eet med et andet menneske eller at være eet altså med Gud – med selve kærlighedens kraft. Denne længsel er reel og ind i mellem stærk hos os – samtidig er den en længsel, der kun momentvis stilles. Der findes (for nu at sige det lige ud) ikke noget vedvarende paradis mellem fostertilstanden / det helt spæde barneliv og så den tilstand der følger efter døden. Alligevel stilles længslen ind i mellem også i voksenlivet. F.eks. i forældrenes eller bedsteforældrenes samvær med det lille barn og f.eks. i det erotiske liv, hvor vi kan opleve os som være smeltet sammen – og så altså også i det religiøse liv, hvor vi kan opleve at have del i Guds kærlighed – være omsluttet af en kraft, der overskrider os (transcenderer os) og dog er en iboende del af menneskelivet. Selve længslen er naturlig, menneskelig og hænger sammen med de helt tidlige erfaringer af at være ganske tæt knyttet sammen med sin mor. En helt tidlig erfaring af nærhed og sammensmeltning eller sammenflydning - en oplevelse der i det psykologisk sprog kaldes for konfluens. Oplevelsen af sammenflydning er en afgørende vigtig del af barnets udvikling fra det fødes til de er ca. 6 måneder gammelt. Moderens evne til at være forældre er i høj grad baseret på at hun kan opleve sig som ét med barnet – på et psykologisk plan. At moderen nærmest oplever barnets behov med samme kraft, som var det hendes egne behov. Når moderen oplever barnets ubalance som en ubalance hos sig selv, så forsøger hun automatisk at genoprette balancen. Derfor er oplevelsen af sammenflydning eller af at være et VI afgørende vigtig for barnets udvikling. Når barnet så er omkring et halvt år gammelt begynder det at kunne skelne mellem jeg og du. Oplevelsen af at have været et VI i den tidlige barndom er faktisk forudsætningen for at kunne opleve sig i fuld kontakt med et andet menneske senere i livet. Men oplevelsen af at være et VI kan blive forstyrret i barndommen. På to forskellige måder: enten ved at det tætte mor-barn-forhold brydes for hurtigt – eller ved at det tætte mor-barn-forhold ikke brydes, når barnet så at sige har fået nok af det (altså er blevet så stor at det begynder at skelne mellem jeg og du). Det kan give mennesket nogle sår på psyken – og det kan afstedkomme at mennesker har meget vanskelig ved enten at komme i fuld kontakt med andre eller at ville eller turde give slip på kontakten. Menneske, der har oplevet en alt for tidlig ophævelse af det nære mor-barn-forhold eller som har oplevet at blive holdt tilbage for længe i det nære forhold har ofte svært ved overhovedet at gå ind i et nært forhold til andre mennesker – og vil tendere til at undgå følelser, der har med adskillelse, forskellighed og selvstændighed at gøre eller også vil man tendere til at underkaste sig andres autoritet og have svært ved at stå ved sig selv. Når jeg nævner det i denne sammenhæng, ja så er det selvfølgelig fordi Jesus taler om at være ét – vores tidlige erfaringer har præget måden hvorpå vi kan opleve enhed. Jesu tale om at være eet får mit også til at tænke på, at der i vores kultur og måske i særdeleshed i den kristelige, kirkelige kultur har en tendens til at idealisere enhed og fællesskab på en måde, der overser, at det også kan have en livskvælende karakter. Der er en tendens til at opfatte det at afvise kontakt som alene negativt og en tendens til at mene at vi for enhver pris skal være ét – elle for enhver pris skal være enige hele tiden. Når Kristus taler om at være ét – så må han efter min mening gøre det netop som en beskrivelse af det der sker i øjeblikke af vores liv, hvor vi skænkes mening fordi vi mærker et fællesskab – en sammenhæng som vi ønsker os – længes efter. Men altså netop skænkes mening til også at kunne stå på egne ben – hvilket ikke er imod fællesskabets interesse, hvilket ikke er det samme som egoisme. Vi kan netop også i glimt opleve at være et med noget, der er større end os selv – at være eet med faderen: Når mange stemmer f.eks. bliver til én – når livsglæden fylder os – fordi vi oplever kærlighed, fordi rhododendronen blomstrer. Når vi mærker en kærlighedens kraft, der overskrider, det der bare er dit og mit – en kærlighedens kraft som vi kan kalde for Gud. Engang skal vi opleve dette – i en anden målestok end her – det er min faste tro – at Gud skal blive alt i alle. Her må vi nøjes med det glimtvis – men det er nu heller ikke så ringe endda. Amen