5. SØNDAG EFTER PÅSKE D. 29. MAJ 2011 Salmer: 743, 635, 613, 379, 356 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Joh 16,23b-28 Løbet af sidste week-end var over 1000 mennesker til konfirmation her i kirken. Tre glade gudstjenester, håbefulde unge mennesker, stolte forældre, familie og venner. Masser af opfyldte ønsker og for mange en oplevelse tæt på fuldkommen glæde! Konfirmationen er på mange måder en ventil for teen-agernes ønsker og drømme, og udstikker retningen fremover i deres liv. Igen i år var der forargede kommentarer i pressen, der anklagede det for ikke at være andet end en forbrugsfest – min fornemmelse er at kritikerne her tager meget fejl. Den fuldkomne glæde hjælpes godt på vej af gaver og lækkert tøj, men det absolut vigtigste for de unge er relationerne. At dem de holder af kommer og bakker op, at gæsterne trives og har en god dag med hinanden, at opmuntringer afløser bebrejdelser, så festen kan fejres. Jesu udstikker også retningen fremover i disciplenes liv i evangeliet i dag, som er et brudstykke af Jesu afskedstale. Talen går meget på at sige farvel, men ordene vi får med i dag taler om bøn som vejen til fuldkommen glæde. At tale om bøn er ikke nogen udflugt i selve talen, som når man i en konfirmationstale lige slår et smut forbi episoden i moster Odas sommerhus for 8 år siden, nej det med bøn er helt centralt for talens mål og retning. Når Jesus tager af sted fra disciplene er bønnen deres kontakt til Gud og ham. Kontakt i en meget dyb forstand, kontakt som afføder den fuldkomne glæde. ”Beder i Faderen som noget i mit navn, skal han give jer det”. Det er stærke ord, der let kan misforstås i retning af, at bøn er det samme som bestilling. Jeg bestiller os Gud, hvad jeg ønsker mig, i Jesu navn, det forstås, og så giver han mig det. Når bestillingen mod forventning ikke i mødekommes, må det have at gøre med min tro, der er for lille eller forkert? Nej, her er mere end bestilling! Her er forholdet dybere end en ønskeseddel indleveret hos Kop og Kande, hvor Gud selv sørger for at slette det, han har købt. Forholdet er dybere – i bønnen udleverer man sine inderste tanker og ønsker, og åbner sig dermed også for fremtidens muligheder for at handle anderledes. Her er tæt sammenhæng til formaningen vi fik fra Jakobsbrevet om at være ordets gørere ikke blot dens hørere. Det vigtigste i bønnen er ikke gaverne, men relationen. Forleden var der en bog, der var blevet væk for mig, jeg vidste det var sidste frist for aflevering af den på biblioteket, så jeg ledte overalt – på hylder i skuffer og skabe under natborde og i avisbunker. Efter hvad der føltes som rigtig lang tids søgen bad jeg om hjælp. Andres øjne og erindringer om, hvor bogen havde været, blev sat i gang, vi var flere om det. Men i samme øjeblik, jeg beder andre om hjælp, ser jeg bogen på en hylde hvor jeg allerede havde ledt. Eksemplet er banalt, men viser blot den erfaring, at når man beder om hjælp – så kan man af og til hjælpe sig selv. Når jeg beder om hjælp, erkender jeg samtidig, at jeg ikke kan selv. Jeg udleverer, at jeg er et rodehoved. Ikke har styr på tingene – ikke er fuldkommen. Og da viser der sig en ny vej. Vej og retning – afsked og fremtid... Mange ord i dag viser fremad. Da jeg lige var blevet præst var det jeg var mest urolig for når telefonen ringede, om jeg mon nu skulle forestå en begravelse for første gang. Hvordan skulle jeg kunne holde tale, hjælpe med til at vælge salmer og være nærværende for folk i sorg, uden selv at gå helt i opløsning. Første gang det skete, var bøn i Jesu navn det eneste jeg kunne finde på, noget i retning af: ”Gud! hvis det er din mening, at jeg skal kunne det her, så må du lige selv komme og hjælpe til, så jeg ikke er helt alene om det, i Jesu navn amen”... Og det viste sig at alligevel at være svært for mig. Og da de pårørende gerne ville vi skulle synge: ”Altid frejdig, når du går”, kom jeg på arbejde. For mig at se, havde den salme alt for meget bevægelse fremad.. og dermed for mig at se alt for stor accept af vilkårene. Senere har jeg tit tænkt, at de pårørende her hjalp mig til at se hvad bøn i Jesu navn er, at bevægelse fremad og stillestående protest og kamp ikke udelukker hinanden. Salmen rummer på en måde alle tre tekster, vi mødes af i dag. ”Altid frejdig, når du går, veje Gud tør kende”. Eller: ”Aldrig ræd for mørkets magt stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse” Salmen peger på den fuldkomne glæde ved at kunne bede. Glæden ved at kunne sige Gud i vold og holde fast ved, at Gud ved bedre. Salmen har fokus på, at fadervors bøn: ”Ske din vilje” er god til dagen og vejen, også vejen væk fra dette liv. Med Jakobskampen i baghovedet passer salmen også godt, fordi man synger: ”Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder...” Den fuldkomne glæde viser sig her gennem kamp, anfægtelse og nederlag. Jakob kæmper med Gud selv, hans bøn er en insisterende og vedholdende kamp for at få velsignelsen. Han får den og går halt der fra, mærket af kampen for altid. Bøn I Jesu navn, er at bevæge sig derud, hvor man åbner sig og handler anderledes. Jesu kamp, lidelse og død baner vejen for det levende håb ved hans opstandelse. Her efter påske får hans afskedstale stor dybde, vi fornemmer, hvad den rummer af kraft. Bønnens gave er at turde åbne sig, give slip, lytte, lytte og lytte og dermed give plads til de gode relationer – så gæsterne i vores livs fest, må mærke at glæden er fuldkommen. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod, i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.