4. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 27. JUNI 2010 Matt. 5,43-48 Salmer: 748 Nu vågne alle Guds fugle Hilsen, kollekt, læsning 448 v. 1-3 Fyldt af glæde Dåb 448 v. 4-6 Evangelielæsning fra alteret 696 Kærlighed er lysets kilde Prædiken 192 Hil dig Frelser Nadver, kollekt, velsignelse 787 Du som har tændt Den tekst, vi lige har hørt, handler om begrebet fjendekærlighed. Jesus peger først på, hvad der er normal praksis; nemlig at elske sin næste og hade sin fjende. Det er sådan man plejer at gøre, og det er det, Jesu tilhørere er opdraget med. Men Jesus skærper buddet ved at sige, at vi også skal elske vores fjender. Det er jo et ualmindeligt svært bud for os at overholde. Vi er hele tiden tilbøjelige til at bedømme andre mennesker. For et par dage siden var det Sankt Hans. Her er der tradition for, at vi brænder en kunstig heks af på bålet, og det minder os om heksejagten i 1500- og 1600-tallet. Dengang kunne man nemt blive anklaget for at være heks, hvis man skilte sig ud. Og hvis man blev dømt, skulle man brændes på bålet. Hele vejen op gennem verdenshistorien finder vi lignende eksempler. På Jesu tid så man skævt til toldere og hedninger. Man brændte dem godt nok ikke på bålet, men de blev bestemt ikke inviteret indenfor i det gode selskab. Også i dag ser vi skævt til mennesker, der ikke ligner os. I Afrika slår de albinoer ihjel, fordi de er anderledes end andre. Her i Danmark bekriger rockerbanderne og indvandrerbanderne hinanden. Men selv i det små kender vi fænomenet. Mobning er et alvorligt problem i det danske samfund – ikke blot i skolegården men også på mange arbejdspladser er der et dårligt arbejdsklima. Epistelteksten fortæller os, at vi ikke skal dømme hinanden. Ja, det er faktisk ikke vores opgave at dømme andre mennesker. Den opgave kan vi trygt overlade til Gud. I stedet for peger teksten på, at vi skal koncentrere os om, hvordan vi omgås andre mennesker. Vi må ikke bringe det andet menneske til fald. I senmiddelalderen og renæssancen kunne man bringe det andet menneske til fald ved at få hende eller ham dømt som heks, troldmand eller kætter, hvilket resulterede i en dødsdom. I dag bringer vi det andet menneske til fald ved at udelukke det, ved at forsøge at isolere det fra fællesskabet. Ved at gøre et menneske svagt og småt. Salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, som vi skal synge senere, kalder det for et mørke, der kommer fra os, når vi bringer det andet menneske til fald. Men Gud byder mørket trods, han giver os lyset, der skinner i mørket. Lyset er Jesus, der hele tiden peger hen på det andet det andet menneske. For livet er en gave, som er skænket os af Gud. Og vi er alle skabt i Guds billede. Derfor skal vi elske vores fjende. Det betyder ikke, at vi skal nære varme følelser for vores fjender, for teksten holder jo fast i, at det er fjenden, man skal elske. Men det betyder, at vi skal handle kærligt. Det er en forpligtelse til at handle kærligt – selvom følelserne ikke nødvendigvis er til stede. Den kærlighed, Jesus taler om, er altså bundet op på handling snarere end følelser. Det er kærligheden, der går imod de menneskelige instinkter, hvor enhver får som fortjent. Det er kærligheden, der gør op med tanken om øje for øje og tand for tand. Det er kærligheden, der indeholder respekten for det andet menneske – og for menneskelivet som sådant, hvad enten det andet menneske har gjort sig fortjent til det eller ej. Hos Gud findes denne kærlighed altid. Her er der ingen skelnen mellem hekse og ”almindelige mennesker”, sorte og albinoer, rockere og indvandrere, mobberen og offeret. Vi er alle lige meget værd som mennesker. Gud kom til verden i skikkelse af sin søn Jesus, og han døde på korset for alle menneskers skyld. Det vil sige, at han også døde for vores fjenders skyld. Dét er en kærlighed, som er stærkere end alt had. En fuldkommen kærlighed, som vi kan drømme om og længes efter at kunne give, men som vi ikke fuldt ud er i stand til at praktisere. Og samtidig er det en kærlighed, som rammer os og omslutter alle vore følelser. En kærlighed, som gør livet helt igen - som heler det brudte og tilgiver alt ondt, vi fik sagt eller gjort. Det er en guddommelig, fuldkommen kærlighed, som vi elskes med, og som vi derfor, i al vor ufuldkommenhed, må hente mod i til at turde elske. Det er her vi finder kilden til at udøve kærligheden mod andre mennesker. Ikke blot den kærlighed, der forekommer os let – kærligheden til vores familie og venner, men også den svære kærlighed til mennesker, vi ikke umiddelbart kan forstå og relatere til. Vi er og bliver aldrig fuldkomne i os selv - kun i kraft af Guds kærlighed. Dén har vi brug for, hvis vi skal kunne elske fuldt ud. Lad os derfor holde fast i Guds kærlighed og ikke slippe drømmen om og længslen efter det fuldkomne. Amen.