4. SØNDAG I ADVENT den 20. december 2009 Solen stod i dag op over København kl. 8.37. Om alt går vel går den nok ned igen kl. 15.49. Men meget tidligere bliver det så heller ikke i år – faktisk gik solen ned kl. 15.47 i fredags! (i hvert fald ifølge almanakken, jeg fandt på nettet). I dag - d. 20. december og 4. søndag i advent - er således en af årets korteste dag. Vintersolhvervet - hvor klodens rytme vender og vi atter går mod længere og lysere dage - er netop i disse dage. Og kulden er med til at understrege det – selv om det jo er helt tilfældigt. Dermed har længslen og forventningen også nået bristepunktet. Maria er højgravid og kan føde hvornår det skal være, men mon ikke hun ligesom vi andre holder lidt igen og venter til d. 25.? Juleglæden bliver ikke mindre af at vente lidt endnu - tværtimod! Krukken skal først fyldes helt op med vand, så vi med Esajas ord kan "øse vand med glæde af frelsens kilder!" Eller dele glæden med Johannes Døberen, når han kalder sin "glæde fuldkommen", fordi brudgommen er nået frem. Dermed har Johannes fået sagt, hvad julen handler om. Den handler om opfyldelsen af håbet/eller længslen. Et håb/en længsel, der er knyttet til ham, der kommer i Herrens navn: til Kristus. På det eksistentielle plan. Handler julen om at se på livet som en gave. Det er ikke sikkert jeg fik det, jeg havde håbet på – og det er ikke så vigtigt, hvad jeg håbede. Det vigtige er, hvad jeg fik og får. Lad mig prøve at forklare hvad jeg mener med det: Et af de store problemer for mennesker, er at vi har det med at ønske os det fuldkomne – det helt fantastiske, det perfekte. Den helt perfekte partner f.eks. Det himmelske findes ikke her hos os – det findes kun som en helt tidlig erfaring: fra dengang vi var så små, at vi kun kunne være os selv og vi fik udelt opmærksomhed og omsorg. Hvis det er det vi ønsker os i julen, og i vores parforhold f.eks. så bliver vi skuffede. Den glædelige nyhed er, at den evindelige skuffelse fortoner sig i takt med, at vi accepterer eller tager imod livet, som det er. Den, der har prøvet at miste f.eks. sin ægtefælle (og måske alt for tidligt); det menneske kender til denne underlige afklarethed der siger: det jeg havde, var det jeg ønskede mig og det er det jeg nu savner og sørger over at have mistet. Vi der er så heldige at have de fleste af vore elskede hos os endnu – kan tage ved lære af dét. Så, hvis vi opgiver at få, hvad vi tror, vi har krav på, og i stedet åbner os for, hvad livet eller vores partner har at byde på, så kan det ske, at den store glæde aktiveres – så oplever vi os ”nærmest lykkelige.” Julens glæde er, at tage imod det man har og kan få – og julesorg er at sørge over det der ikke blev eller blev taget fra én. Det er Johannes døberens måde: ”han skal blive større, jeg skal blive mindre,” siger Johannes. På det eksistentielle plan betyder det: det jeg har og kan få skal fylde, det jeg urealistisk forventer mig må vige. Det betyder ikke, at vi ikke kan give udtryk for hvad vi længes efter eller ønsker os af hinanden, så længe vi blot ser i øjnene, at der er tale om længsel og ønske og ikke diktat eller krav. Og det nøgtern at give udtryk for sit ønske, kan ofte vise sig at være åbningen til noget nyt – også selv om ønsket måske ikke bli’r opfyldt. Det handler derfor først og fremmest om at tage imod det, vi allerede har fået - og det er både enkelt og svært. Svært fordi vi har det med at leve i en drømmeverden. Enkelt fordi vi kun skal række hånden frem og tage imod. På denne en af årets korteste dage, nu hvor lyset snart kommer til os, i naturen og i julebarnet, minder Johannes døberen os om at vi bliver glade af ydmyghed og tålmodighed. At kærlighed og livsmod får vi foræret ….. vi kan hverken kræve det eller knokle os til det. Og samtidig peger Johannes døberen pege på barnet, på barnet i krybben. Også for at sige: det er ikke alt, vi skal gå til mennesker med. Noget er det bedst at gå til Gud med - eller i hvert fald også at gå til Gud med. Han skal vokse i os, som solens lys skal brede sig på himlen. Han skal blive større og vi skal blive mindre. Julen skal fylde vore hjerter med hans grænseløse kærlighed og tilgivelse. Amen.