Salmer: 402, 331, 192, 725.
Evangelietekst Luk. 15,11-32.

Min engel
Min engel
Min engel
For evigt
For evigt
For evigt
Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Amen.

Kære konfirmander, forældre, familie og venner, kære menighed.
Når vi kommer ind i kirken bliver meget vendt helt på hovedet. Selv almindelige hverdagsord får ligesom en ny betydning, vi hører det på en anden måde. Nogle kalder det højtid, andre synes det er på høje tid, det får en ende. Nogle tænker på paradis og andre synes det tager en evighed.
Heldigvis er vi alle sammen forskellige.
Det er I konfirmander også. Man hører tit tale om ungdomskulturen. Og snakker som om unge i 7. klasse alle er ens – og hvordan takler man ”dem”? hvad ønsker de?
I beviser, at det ikke er så enkelt. For selvom I ikke er så mange i dag, så er I alligevel meget forskellige. I har vidt forskellige musiksmag. I har forskellige holdninger til alt muligt. En danser ballet, en anden rider og ved meget om heste. Nogle hører hård rock og andre ved alt om akvariefisk eller Justin Bieber. Nogle spiller fodbold og håndbold, nogle går til fitnes, FDF eller spejder, mens andre tager en slapper. Nogle af jer kan sidde stille og lytte interesseret, mens andre ikke tåle at se en sofa, uden at man skal finde én og slås med i den.
Nogle har pænt selv gjort rent og hjulpet til op til konfirmationen, mes andre ville havde givet jeres forældre et chok, hvis I pludselig var begyndt på det.
I kan ikke sådan sættes i én bås. Også dagene for den enkelte af jer er forskellige. I er ikke ens to dage i træk – til gengæld så har jeg oplevet, at I altid er fulde af liv, gode idéer, og langt ude kommentarer.
Alle de forskelligheder kræver elastik i de krav og forventninger i forældre stiller til jeres børn. Men det kræver også elastik i de krav og forventninger I konfirmander har til jer selv. For det er ikke spor let, når man den ene dag er næsten voksen, kan alting og så den næste dag måske kun kan få øje på en lille usikker pige eller dreng, når man kigger ind i spejlet.
I skal favne både den voksne og barnet i jer selv. Følge med så godt I kan – give jer selv plads til at være den I er.
Hvad det angår, så kan I lære noget af Gud, for det er nemlig det, han kan og derfor bekræfter han jer i dag.
Gud ser dig og elsker dig, som du er. Du er mit elskede barn, lød det, da I blev døbt, og det lyder igen i dag. Gud bekræfter sit løfte om, at han vil være med jer på alle slags dage, indtil verdens ende. Her er endelig noget, der ikke forandrer sig!
Det er evigt.
Derfor indledte jeg med en bøn, som jeg på opfordring af én af jer, har stjålet fra en sang af Rasmus Seebach. Egentlig er det en sang om ulykkelig kærlighed. Men den er god, fordi den viser os at kærligheden er evig – også når den er ulykkelig. For evigt, for evigt, for evigt...
Evangelielæsningen fra bibelen vi hørte er der i mod en lykkelig kærligheds historie. Man kalder den ”Den fortabte søn” – egentlig skulle den vel hedde ”Den fundne søn”. Selvom faren blev såret, da sønnen ville have udbetalt sin arv i utide og gik ud i verden for leve livet. Så står den gamle far alligevel hver dag og spejder ud over markerne og håber og kigger efter sin søn. Pludselig en dag se han en lille prik i horisonten: ”mon det er? Det kunne godt være” Prikken tager form, ”jo det er ham!”
Faren tager imod med åbne arme, bliver glad, ser og elsker sin søn, som han er, konfirmerer ham lige på stedet og vil holde fest!
Begge kærlighedshistorier rummer en fremtid vi ikke kender. Måske kommer Seebachs engel tilbage og bliver tilgivet og de bliver kærester igen? Måske går den anden bror, der blev misundelig, med ind til festen?
Sådan er det med fremtid, vi kender den ikke. Der er ting vi håber på vil ske – håber på og be’r til.
Nogle gange slår planerne fejl, det går ikke som man havde håbet. Måske fik man sagt noget grimt, gjort en anden ked af det. Så sidder man lidt, som den fortabte søn i grise-stien, man går i sig selv. O som man sidder der, går virkeligheden op for én: jeg kan ikke klare alting selv, jeg har brug for tilgivelse, for et knus, for én der har åbne arme, siger mit navn og siger: ”Du er elsket og set som du er”.
Det er det, Gud kan! Faren, der står og venter, er et billede på Gud; han tager imod sit barn, som det er. Ikke sådan som andre synes man skal være, eller sådan som man selv gerne ville være, nej, som man er!
At Gud er sådan ved vi fra Jesus, det var det han viste os med sit liv, sin død og sin opstandelse. Han overvandt døden, det er det vi er døbt på, og det er derfor han kan stå i døren og tage i mod os.
Det skal vi synge om i næste salme. Omkvædet begynder:
”Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted.”
En anden af konfirmandernes yndlingssalme er ”Hil dig frelser og forsoner” – den slutter : ”Se vi går til paradis”.
Hvad er Paradis? Har det noget at gøre med ”Paradise Hotel” eller er det bare kirkesnak om Gud oppe i himlen og et sted i evighed for døde?
Ja, jeg tror, at paradis er stedet Gud har, hvor han ser os og elsker os, når vi engang dør. Men paradis er også lige nu, der hvor kærlighed har sit sted. For kærlighed er altid for evigt, når den er der.
Prøv at forestil jer nogen sige: ”Jeg elsker dig indtil i morgen” det er en selvmodsigelse. Derfor er paradis også i alle de taler og sange I får senere i løbet af festen i dag . Taler og sange som siger: vi elsker dig! for evigt, for evigt, for evigt.
Kærlighed er den elastik som vi skal have i kravene og forventninger til hinanden. Vi må huske elastikken, lytte til hinanden og huske at tage i mod med åbne arme igen og igen, for evigt, for evigt, for evigt.
Husk fornemmelsen af håb, som fyldte jer, da I en lørdag i februarkulden stod arm i arm og sang: ”You are not alone, I am here with You. Though You fare away, I am here to stay”.
Husk glæden som I har vist, når I har lavet plakaten : ”Kirken det er os”!, når i har taget gode billeder, slåsset i sofaen, taget stilling til svære spørgsmål, lavet spørgeskemaer til kirkebanden, bagt boller og ikke mindst spist dem.
Her har kærlighed sit sted... Det er derfor festen begynder her, med at I selv går op til alteret og siger ja til den gave Gud giver jer: levende håb, nærvær alle dage – nu og i evighed...
Nu kommer i ikke længere her forbi og vågner om tirsdagen eller torsdagen, vi kommer til at savne jer – på alle måder!
Kirken er har også i morgen med åbne arme og ikke mindst åbne ører. Vi præster er her for jer, så kom forbi, ring – eller send en sms...
Og allervigtigst Gud er der for jer, med døgnåbne øre og åbne arme – han er kærligheden, der kun vil jer det godt og favner jer, som I er.
Kære Konfirmander, må Jeres vej gå Jer i møde!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Gud kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.