Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Korsvar.
Jesus sagde til dem: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og er villige til at gør, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.”
Jøderne sagde da til ham: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Jesus svarede: ”Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Amen. Joh 8,42-51.
”Guds virkelighed er så uendelig meget større end vores fantasi”.
Det skal være overskriften for prædikenen i dag. For det er, hvad jeg mener dagens evangelium vil sige os: ”Guds virkelighed er så uendelig meget større end menneskers fantasi.” – eller for at bruge ordene i dagens evangelium, så er Guds sandhed uendelig meget større end menneskers løgn.
For det er et spørgsmål om løgn og sandhed, der gør Jesus så vred, at han skælder ud som han gør i evangeliet i dag. Jesus skælder ud på en gruppe jøde-kristne, som han er skuffet over har et indskrænket syn på livet og på andre mennesker. Han bliver vred og siger, at de har djævelen til far og ikke tror ham, fordi han siger sandheden.
Det er hårde ord. Heldigvis hører vi dem sammen her i kirken, hvor der er højt til loftet og god plads og tid til at tænke og bede. Heldigvis hører vi dem her i dag lige efter en livsbekræftende barnedåb og heldigvis er ordene omkranset af lys og gode salmer.
Nu er det ikke sådan, at jeg mener, at ordene ikke giver mening uden for gudstjenestens sammenhæng, hvis man f.eks. sad og læste i en bibel, når man var alene. Men rammerne i kirken: lys, håb, fællesskab og bøn gør, at vi spidser ører i sidste del af evangeliet, hvor det glædelige til os i dag lyder: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Så vigtigt er det det der er på spil i dag, at selv døden blot er vores begrænsning og ikke Guds. Guds virkelighed er evig og derfor sand, og ved dåben får vi del i den. Jesu vrede kan altså sammenlignes med en fars, der farer råbende frem for at forhindre sit barn i at løbe ud foran en bil. Eller Jesu vrede kan sammenlignes med en mors, hvor hun opskræmt lige når at skubbe sit barn væk, før det brænder sig på komfuret.
Eller man kan sige ordene i dag virker, som når man hører en ubehagelig sandhed fra en ven.
For indskrænketheden er desværre ikke forbeholdt en lille gruppe mennesker i en fjern fortid. Derfor har vi heller ikke skade af at få råbt vagt i gevær, få udvidet vores horisont og gjort plads til en større sandhed, om os, om vores liv og dem vi deler det med.
Vores virkelighed er ofte tidsbunden, vi forbinder sandhed med det vi kan se her og nu, sandhed er det vi forventer. Hvis nogen ringer og fortæller noget glædeligt, så man bliver overrasket kan man sige: ”Det er løgn!” – hvis det er en forfærdelig nyhed siger man: ”Det kan ikke passe” – og hvem har ikke taget sig i, når glæden pludselig melder sig, at tænke: ”Det her er for godt til at være sandt” Sandhed opfattes, som det, vi regner med, skal ske lige ud ad vejen. Sandhed forveksles med det, vi kan se uden at dreje hovedet – lige foran vores næsetip.
Men det er løgn, hører vi i dag. Sandheden er ikke så enkel, den er dyb og høj og lang og bred, for den er Guds virkelighed, der rækker langt ud over vores fantasi.
Det er ubegribelig, og så alligevel genkendelig.
Der er jo flere situationer, hvor vi godt ved, at sandheden ikke bare er det, man ser i første omgang. Tak f.eks. en situation i en fodboldkamp eller en håndbold kamp. Som tilskuer på tv kan man sidde og hidse sig op over dommerens afgørelse, men når man så genser situationen i langsom gengivelse fra en anden vinkel, kan man godt se, at man først tog fejl. Eller erkendelser, man får i løbet af sit liv, hvor man godt kan se, at man i fortiden gjorde og sagde det forkerte, selvom det virkede rigtigt i situationen. Det er vel også derfor vi lærer vores børn og børnebørn at tælle til ti, når bølgerne går højt i stedet for at handle øjeblikkeligt. Tiden hjælper os med at se lidt til siderne og viser gang på gang, at sandheden er dybere, højere og bredere end som så.
En kvinde fortæller om tabet af sin ægtefælle, at hun pludselig fra at se lige ud ind i hans øjne, blev tvunget til i sorg at bøje hovedet. I sorgen fik hun fred til at savne og mindes og hun følte sig ikke alene. En forårsdag gik hun ud af sit hus, kiggede op i himlen og skyerne, hun så, dannede en trappe. Det blev et vigtigt billede for hende, hun siger: ”Jeg mærkede et kærligt nærvær i sorgen, når jeg bøjede hovedet, og fik en fornemmelse af fred og Guds evighed, når jeg løftede ansigtet mod himlen.”
Sandhed er ikke blot dagligdag, der fortsætter lige ud ad landevejen, sandhed er også forandring, sandhed er sorg og glæde. Når vi er på vej lige frem, bliver sandheden større, når vi uventet kommer til at se ud til siderne, ned i jorden i sorg eller op i himlen i tak. Men vi mister kontrol, og måske er det fordi vi godt kan lide, selv at have magten over vores liv, at vi nogle gange bliver stivnakkede, og kun kan se ligefrem.
Både nazismen og kommunismen som Europa oplevede i det forrige århundrede var præget af en stivnakkethed. En tendens til at undertrykke mangfoldighed og ensrette folk med magt til ikke at kigge ud til siderne men kun se ligefrem.
I læsningen vi hørte fra det gamle testamente, kalder Gud israelitterne for et ”stivnakket folk” fordi de ikke har tid og tålmodighed til at vente på at Moses bringer dem nyt fra Gud, men i stedet selv laver en gud; en guldkalv, som de kan tilbede og danse om, sige store ord om og selv bestemme over.
”Jeg siger sandheden, derfor tror i mig ikke” – sandheden kan være så grænseoverskridende, at det er lettere at holde sig til løgnen, den er overskuelig og pæn, som en guldkalv, man selv har lavet. Lige ud ad landvejen, nok stivnakket men kendt og trygt. Som når man i et skænderi siger til den anden ”jeg kender dig”. Men det er jo løgn, for sandheden om det andet menneske er, at vi aldrig kender det fuldt ud. Sandheden om os, er at vi ikke kan reduceres, men altid er mere værd end vi tror. Det er Guds sandhed om os, det er, hvad Jesu kærlighed viser os. Guds virkelighed, Guds kærlighed er uendelig meget større end vores forestillinger og derfor er vi det også.
”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Så kan det ikke siges mere sandt. Det blev tydelig, da Jesus stod op af graven påskemorgen og gav sandheden om vores liv en uendelig dybde. Det er store ord, der gælder vores hverdag her lige ud af landevejen og som indimellem får os til at se ned, se op og ud til siderne.
Og derfor må vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os bede:
Himmelske Far,
Tak for menneskelivet, du har givet os.
Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød,
mellem fortrøstning og mismod.
Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den.
Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe,
når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes,
lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til.
Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig.
Vi beder for Malthe, der er døbt i dag, vær med ham og hans familie.
Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.
Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie.
Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer.
Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden.
Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære.
Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige.
Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede,
fængslede og hjemløse.
Vi beder dig for alle vore kære...
Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde.
Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild.
Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb.
amen.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.