3. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 20. JUNI 2010 ”Fred være med jer”, sådan lød det til Naja og Laura lige da de var blevet døbt for lidt siden. Fred være med jer! – sådan slutter faddertiltalen efter dåben. Hvert nadverbord afsluttes med et ”fred være med jer”. Til alle gudstjenester, vielser og begravelser lyder velsignelsen hen i mod slutningen og den slutter med: ”Herre løfte sit åsyn på dig og give dig fred.” Fred er altså helt central for alt, hvad der foregår i kirken – altid ønskes vi Guds fred. Eller som vi sang efter dåben: ”Kristendom er i en sum – fredens evangelium”. Hvilken slags fred ? Det må være en god fred? Ja i den noget nyere salme vi sang lige før prædikenen, sang vi: ”du nægter os den onde fred vi modløst higer efter”. Den onde fred? – Fred kan altså forstås på forskellig måde. Hvad er den onde fred? Er det mon, når man træt og modløs bare vil være i fred? Har det mon noget at gøre med en slags passiv fred, som ikke er rigtig fred? som f.eks. da Danmark var besat under 2. Verdenskrig og regeringen søgte at holde fred med besættelsesmagten? Dengang var der frihedskæmpere, som ikke ville lade sig spise af med en pseudo-fred. De blev kaldt ”fredelskende” – en smuk betegnelse fordi ordet fredelskende kobler fred og kærlighed. Frihedskæmpernes kærlighed til deres land, gjorde dem fredelskende. Frihedskamp og fred kan hænge sammen. I evangeliet om faderen der løber sin fortabte søn i møde er der mere tale om frihed end om kamp. Når man som forældre hører godt efter i historien, så kan man godt tøve lidt, når man virkelig hører efter, hvad det var faderen gjorde i begyndelsen af historien. Er det ikke uansvarlig at han er så eftergivende? Sønnen kommer uforskammet og vil have arveforskud, og faderen udbetaler ham halvdelen af, hvad han ejer. Kunne han ikke se, at det kunne ødelægge sønnen, ja i værste fald slå ham ihjel, at han sådan uden erfaring og klogskab sendes ud i en fremmed og barsk verden, med mange penge på lommen? Kunne faderen ikke have kæmpet lidt i mod? Kunne han ikke forsøge vejlede sønnen, og tage sit forældreansvar på sig og afværge katastrofen? Der er fred i den en måde Faderen handler på. At han lader sønnen rejse er et smukt billede på fredønsket, forstået som den frihed Gud giver sine børn, os mennesker. Kærlighed forudsætter frihed. To gode frihedssange har kørt i mit hoved hele ugen sammen med fortællingen om den fortabte søn. Og jeg tror at Faderen i fortællingen kunne synge med på dem begge to. Den første er et nr. af den gamle Policesanger Sting – et hit fra slutningen af 80’erne, hvor han synger: ”If you love somebody set them free!” Hvis du elsker nogen, slip dem fri! omkvædet lyder: ”free, free, set them free!” Den anden frihedssang som jeg tror faderen kunne have sunget er ældre – det er Thøger Larsens ”Du danske sommer” – En kærlighedserklæring hvor digteren taler til den utilregnelige sommer som til sin elskede og digteren ved, at den elskede er fri. Han ved han ikke kan bestemme over den: ”Du er i sindet jo lunefuld, dog hjertet inderst er pure Guld.” Selvom sommeren svigter og tit går kold over landet hen, så flytter digteren ikke syd på, nej han tror på, at den kommer hed igen, som Faderen, der står og spejder ud over markerne og håber at sønnen kommer tilbage: ”mer, mer, mer, jeg dig dog elsker, hver gang du ler”. Vi kan altså både se og høre på Faderen, at fred og kærlighed bygger på frihed og tillid. Hvad er så fred for sønnen, der rejser? Faderen sætter ham fri, giver slip og lader ham tage af sted. Men sønnen finder ikke fred i sit valg. Det går ham dårligt, pengene slipper op og han ender med at sidde i en svinesti, med god tid til at tænke... ”Da gik han i sig selv og tænkte” – Han gik i sig selv. Først da han går i sig selv, ikke er for stolt til at se virkeligheden i øjnene, melder der sig en afklarethed – en god fred, som får ham til at tage hjem. Ikke fordi han forventer, den modtagelse, han senere får, men han ved, at han må være derhjemme og finder mod til at tage afsted. Faderen løber ham i møde med åbne arme – han giver sin søn det bedste han har og der bliver glæde og fest. Den fortabte søn springer højt af glæde og danser med. Fortællingens dark horse er den anden bror. Ham, der ikke rejste ud og forspildte det hele, men blev hjemme og passede sine pligter. Hvad er fred for ham? Ja på hans reaktion ser det ud til at fred for ham er retfærdighed. Og den fred er forbi, fordi Faderen gør så meget ud hans bror, der ikke havde fortjent det. Det provokerer ham, at Faderen sætter kærlighed højere end retfærdighed. Intet er ved det gamle – den nye fred i huset kræver, at også han er generøs overfor sin bror, at han går med ind til festen og på den måde giver en omgang. Skal den bror, der blev hjemme, finde fred, må han også gå i sig selv, sluge kamelen, droppe stoltheden gå med ind til festen og danse med. Om det sker, melder fortællingen intet om, det kan man kun håbe. Faderen går ud og taler med ham og siger: ”alt mit er dit”. Alt mit er dit. Igen ord man siger den elskede. På Luthers tid sang man, når der var bal, en afslutningsvise hvor de elskede sang, mens de svingede rundt i hinandens arme: ”Nu er jeg din og du er min”. Ordene lægger Luther i munden på Faderen i salmen vi skal synge her efter. I den får Gud nemlig det sidste ord, når han som fredshilsen siger til dig og mig: ”Nu er jeg din og du er min, min bolig skal og være din, os skal ej fjenden skille.” Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Naja og Laura, der er døbt i dag vær med dem og deres familier. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.