3. SØNDAG I ADVENT den 13. december 2009 Familiegudstjeneste, kirkens børnkor går lucia. To barnedåb. Salmer: 749 I østens stiger solen op, 448 Fyldt af glæde, 4 Giv mig Gud en salmetunge, Kom tro og kom glæde, 74 Vær velkommen. Tekster: Esajas 40,1-8 og Luk 1,67-80. Kollekt: Holger Lissner. Jeg samler på de små børns smil - de små børns lyse smil, og brød man op mit hjertes skal med bor, med dirk, med fil Man fandt den største samling smil, som nogen tid er set - man fandt det blide genskin af, hvad tusind børn har let. Sådan digtede digteren Nis Petersen for snart 50 år siden. Digteren levede ellers et hårdt liv med mange mørke timer, han var tit trist, tænkte sørgelige tanker, havde mørke øjne og var stille. Men pludselig en dag fortalte han i et digt, hvad der gjorde ham glad: nemlig børns smil. Han fortsætter: Og trådte du mit hjerte ned og knuste det til slut, så skete kun, i samme stund dets arme væg var brudt At små børns smil, de lyse smil brød ud, kom løs, blev fri og fyldte mig og fyldte dig med sollyst skælmeri. Se derfor plukker jeg, hver gang der blomstrer smil på kind, et lille smil og lukker det i hjertets skatskab ind. Ingen kan stå for små børns smil. Hvem bliver ikke blød i knæene, hvis f.eks. Emil eller Frida, der er blevet døbt i dag, smiler til dem? De små børn bliver også glade og smiler igen, hvis nogle større smiler til dem. Eller bare tænk på smilene fra børnekoret, der gik luciaoptog i dag før barnedåbene. Selvom det ikke er helt let sådan at gå med lys og synge samtidig, så kom smilene alligevel, når de så på os andre i kirken, englesmil, som vi vil huske længe. Digtet om de små børns smil gør mig glad og fylder mig med håb. Det passer godt til evangeliet i dag 3. Søndag i advent, som er Zakarias’ lovsang. Zakarias bryder ud i sang, fordi han har fået en lille dreng. Hvem ved, måske har det lille barn skåret en af de grimasser, som helt små spædbørn kan lave, og som forældre hurtigt tolker som smil? Zakarias var en gammel mand. Han lignede lidt digteren, for han var også noget trist indimellem. Han og Elisabeth, som han var gift med, havde aldrig fået børn. Det ville de ellers gerne have haft, men nu var de blevet så gamle, at de var holdt op med at håbe på det. Pludselig en dag viste en engel sig for Zakarias, da han var på arbejde, englen sagde: ”Zakarias, du og Elisabeth skal have et barn, han skal vise vejen for Guds søn og I skal kalde ham Johannes”. Det nægtede Zakarias at tro på. ”Vi kan slet ikke få børn” svarede han. Zakarias blev stum, fordi han ikke ville tro og ikke kunne håbe på det englen fortalte. 9 måneder senere blev barnet født og da der var gået en uge skulle han fremstilles i templet. Der var en masse familie og venner, der sagde, at han jo selvfølgelig skulle hedde Zakarias, ligesom sin far, det var det mest almindelige, men Elisabeth sagde: ”nej, han skal hedde Johannes”. Så blev der lidt stille. Det kun de ikke forstå: Johannes? Gæsterne tænkte: ”mon Elisabeth alligevel er blevet skør i hovedet af at blive mor på sine gamle dage?” De gav Zakarias en tavle og han skrev: ”Hans navn er Johannes”! Johannes betyder: ”Gud er nådig”. Og så kunne Zakarias tale igen og han bryder ud i den lovsang, som jeg læste før. Sangen er en hyldest til Gud, en hyldest til glæden og til det håb som Gud vil give mennesker, når Jesus bliver født til jul. Zakarias kalder Jesus: Solopgangen fra det høje. Johannes skulle bane vejen og gør klar til at et andet særligt barn, Jesus, skulle komme og redde hele verden. Zakarias får et lille barn, barnets smil fylder ham med håb og han tror på alle de profetord, der har fortalt om at Gud vil frelse verden ved selv at blive et lille barn. De små børns smil og dette særlige barns kærlighed rækker os håb af en anden verden. De minder os om alt det gode og dejlige, der er i verden, som vi lever af og for, og som vi skal passe på. Glæden er ikke kun for os ,når vi er glade, men også for os, på dage, hvor man ligesom digteren er sørgmodig og lever i mørket. Derfor er Zakarias lovsang tiltrængt i en uge, hvor klimatopmøde og alle de tunge problemer i verden har sat dagsordenen. Alle de forskellige meldinger forvirrer, og selvom man gerne vil håbe det bedste, så kan man som Zakarias blive hel stum. Når meldinger om verdens ulykker regner om kap med regnen udenfor og mørke forudsigelser konkurrerer med december-mørket omkring os. Vi længes efter adventsbudskabet om, at Guds lys kommer. I dag, i morgen og i evighed i skikkelse af et lille barn, der vil forløse hele verden. Alt det gode, smilene, skulderklappene, lyset, håbet ja forløsningen komme til os udefra. Det er ikke noget vi selv kan tage eller præstere. Det er det, der ligger i det gamle ord forløse. En jordmoder kan forløse et barn ikke sig selv. Men når barnet så er født, må nogen passe på det. Smilene, lyset, håbet kommer til os ude fra, som englesmil, som glimt af Guds evige kærlighed, rakt til os af alle hans hjælpere. I Østens stiger solen op sang vi. Zakarias kalder Jesus Solopgangen fra det høje. I ham er håbet givet os. Må han hjælpe os, til at værne om hinanden og det sted at være, vi har fået. Nøglen til håbet har i denne prædiken været de små børns smil. Jeg vil slutte med et norsk digt som også knytter håbet til det, at mennesker har børn og børnebørn, som de skal passe på fremtiden, det slutter: Dette er løftet vårt fra bror til bror: Vi vil bli gode mot menskenes jord. Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen – Som om vi bar et barn varsomt på armen! Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Frida og Emil, der er døbt i dag, være med dem og deres familie. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og helligåndens fællesskab være med os alle.