Sl. 754, 448, 484, 411, 678


Må din vej gå dig i møde
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord.
Indtil vi ses igen, må Gud holde –
holde dig i sin hånd.
– – –
ja, må Gud holde – holde dig i sin hånd.

Det er et vers af en keltisk bortsendelsessalme, som synges ved morgenandagterne i Vestervang kirke.

Vi havde engang besøg af vort barnebarn, og i morgenbønnen takkede vi Gud for, at vi måtte være i hans hænder, hvorefter barnebarnet spurgte: Har Gud da så store hænder?

Uvilkårlig spørger man da sig selv; hvad er det nu du har sagt?

Det er jo et billede vi bruger for at udtrykke det, vi ikke ret har ord for; det vi ikke kan beskrive, hvorfor svaret måtte blive: Jo, Gud har så store hænder, at han kan rumme os alle, eller holde os alle i hånden.

Det er jo faktisk det, der skildres i dagens evangelium, hvor ev. Johannes fortæller om den sidste aften Jesus er sammen med sine disciple – skærtorsdag aften –

Jesus er som menneske trykket af det han står over for, og som han ved, der ikke er vej uden om, men disciplene aner også, hvor det bærer henad, hvorfor de er bange, de er forfærdede, og Jesus kan ikke andet, end han må give dem noget at leve videre på, - noget at se frem til. Ikke sådan, at de kan magte det, der kommer, men så de kan komme igennem det.

Jeres hjerte må ikke forfærdes, - Tro på Gud, tro på mig!

– Må Gud holde – holde dig i sin hånd!

Måske nogen af os kan huske fra vor barndom, at vi var bekymret og angst for et eller andet, og så mor eller far tog vor hånd og sagde; du skal ikke være bange, for jeg er her jo! - og så var det som om det hele lå i deres hænder, - og vi følte os holdt i hånden.

Jeg oplever dagens evangelium som en af de stærkeste tekster i det nye Testamente.

Måske nogen ikke oplever disse Jesus-ord siger os noget særligt, men er det så ikke fordi, vi ikke lige synes vi har brug for at høre dem, - det går så godt, vi kan godt selv, her er ingen farer.

Mon dog ikke de fleste af os oplever stunder, hvor noget snører sig sammen om os, og tager modet fra os, og vi da har øre for den omsorg, der møder os gennem ordene fra den, der kan give sine ord styrke og myndighed, Jesus Kristus, fordi han bogstave-ligt selv kommer til os igennem sit ord.

Jesus henviser til de mange boliger i Faderens hus, som må betyde plads til os alle, for at uddybe sin omsorg og sin vilje for dem, med ordene: For at I skal være hvor jeg er!

Vi ved ikke så meget om Guds riget, Faderhuset, men vi har nu hans ord for, at han er der, og vil også, at vi skal være der sammen med ham.

Til mange, der kan opleve angsten for døden, omtaler Jesus den så stilfærdigt med ordene: Så kommer jeg igen og tager jer til mig! – Også der rækker hans omsorg, - også der vil han holde dig i sin hånd.

Jamen vi forstår det jo ligeså lidt som apostlerne gjorde, for vi tror, det er indviklet, og i virkeligheden er det så enkelt, at selv den svageste kan tage det til sig.

Thomas lægger ord til for dem – og for os – vi ved ikke hvor du går hen, hvordan skal vi finde vejen?

I den første kristne tid kaldte de kristentroen for Vejen; – De, der holdt sig til Vejen.

Det er da uden tvivl en følge af Jesu tale om sig selv som Vejen: Jeg er vejen!

</italic>For enhver af os ville det være pral, at bruge sådanne ord, om os selv, men vor Herre Jesus er sendt af Gud, og er nu for os vejen til Gud; vejen Gud har åbnet for os.

Ligesom vi i verden ofte selv må bryde og præge vor vej frem i forhold til andre, sådan har vi også tendens til, at vi selv vil finde og bane vor vej til Gud, derfor bliver der så mange vildveje, der ikke føre frem til det mål, vor Herre har sat og tegnet for os.

Som kristne har vi ikke fået anvist nogen anden vej, end den der hedder „Jesus Kristus“ og vi kan derfor heller ikke vise ad andre veje. Om Gud åbner andre veje for nogen, må være hans sag.

Jeg husker som dreng der hjemme &Mac246; før vejene fik navne &Mac246; om nogen spurgte om vej, så var det så enkelt, når vi kunne pege på vejen og sige: Hvis du følger vejen, så kommer du lige der hen!

Det er også det enkelte i evangeliet: Følg Vejen! – følg Kristus!

Biskop Græsholt sagde i en prædiken til denne søndag: Kristen-dom er ikke en række læresætninger. Kristendom er Jesus Kristus!

Ved dåben lød der i dag et forjættende ord til Bianca, som passer med billedet af livet som en vej. Det var Jesu løfterige ord: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!

Så skal hun og vi altså aldrig gå vejen alene. Som døbte går vi med hans løfte om, at han er med os. Det betyder ikke, at alt så bliver let for os, men at vi ikke skal alene igennem det, der kan være svært for os. – Også når vi går helt alene og føler os forladt, så er han med os.

Vi hører tit nok, at vi ved ikke noget om Gud; vi har aldrig set ham., men ev. Johannes siger her i teksten, at det passer ikke, for Jesus siger, at den, der har set ham, har set Faderen, - har set Gud, for han og Faderen er eet, de kan omtales hver for sig, men de kan ikke skilles ad. De er hver for sig sammen med Helligånden en del af den samme Gud.

Tro på Gud; tro på Jesus er ikke tro på sandheder om ham, men det er at tro på ham, - at have tillid til ham.

Hans omsorg er et andet ord for hans kærlighed; hans ufattelige kærlighed.

Må Gud holde – holde dig i sin hånd.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid i al evighed.
Amen