Salmer : 736, 448, 522, 453 - 3,25.

Kollekt: Seidelin.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Korsvar.
Da kom Peter til Jesus og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Man da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.” Matt 18, 21-35.

Fadervor er den første dåbsgave Emma fik, da hun for lidt siden blev døbt. Fadervor er den bøn, Jesus selv lærte os, den bøn, hvori vi tydeligt kalder Gud for far og dermed ser os selv som hans børn.
Den femte bøn i fadervor lyder: ”Forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere.” Lige præcis på sted i fadervor, bliver jeg nogle gange bekymret, når jeg tænker efter, for hvad mener vi, når vi beder sådan? Det har altid skræmt mig en smule, at man uden at blinke, sammenligner Guds tilgivelse af os, med vores tilgivelse af hinanden.
Og samme forbehold og frygt kan godt sidde i mig efter at have hørt evangeliet til i dag, lignelsen om den gældbundne tjener. En lignelse, der viser hvor svært mennesker har ved at modtage og give tilgivelse. En lignelse som ender med dom og straf - ikke godt og lykkeligt som et eventyr.
Og dog er det et glædeligt budskab, som prædiken her skal udlægge som sådan. For lignelse skal ligeså lidt som fadervors femte bøn gøre os bange for Gud. Men tværtimod åbne vores øjne for, at vi altid er lige så hårde ved os selv, som ved de andre. Og vise os, at Gud rækker os sin tilgivelse, og en ny begyndelse, hvis vi blot tør se, at vi trænger til den.
Lignelsen ender ikke som et eventyr, for slutningen er ikke lykke så langt øjet rækker. Men alligevel har den lidt præg af eventyr, i al fald i den astronomiske sum som tjeneren er kommet til at skylde sin Herre. Det er grotesk mange penge, omregnet til i dag langt over 60 millioner.
Det groteske tjener til, at vi skal lytte godt til, hvad tjeneren egentlig beder sin herre kongen om. Han beder ikke om eftergivelse af gælden, nej han siger: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen.” Bønnen er fuldstændig urealistisk. Om så kongen var tålmodig altid, ville tjeneren aldrig kunne betale så meget tilbage. Kongen lytter med velvilje til tjeneren, misforstår tjenerens bøn om restance, tager den ikke bogstavelig, men får medlidenhed med ham og eftergiver ham i stedet alt, hvad han skylder.
Men det var slet ikke det tjeneren bad om, han ser ikke sig selv som en skyldig mand, men blot som en retfærdig, der kommet lidt i restance. Han kæmper selvretfærdighedens hårde kamp: ” Jeg skal nok selv klare det her, jeg er retfærdig, opdraget til at her svarer enhver sit, og jeg har altid hidtil betalt hvad jeg skylder.”
At få gælden eftergivet giver ikke tjeneren den lettelse, som vi nok forventer. Eftergivelse er svært at acceptere, når man helst vil klare sig selv. For den understreger jo, at tjeneren havde brug for sin konges hjælp og overbærenhed for at leve videre. Tjeneren havde nok foretrukket udsættelse, at beholde billedet af sig selv, som den gode betaler, der bare var kommet i restance. For vi hører da heller ingenting om, at tjeneren bliver hverken lettet eller glad for kongens storsind. Nej tværtimod går han direkte ud og kræver at én af hans medtjenere, skal betale sin ubetydelige gæld tilbage til ham. Han tænker stadig, at retfærdigheden må gælde og viser med al tydelighed, hvor svært et menneske kan have ved at modtage tilgivelse. At tjeneren ikke er i stand til at række tilgivelsen videre til sin medtjener viser, at han aldrig har modtaget tilgivelsen i først omgang. Det var ikke den han bad om og den blev aldrig virkelighed for ham, for han ville beholde sin selvrespekt. Han brød sig ikke om tanken om, at gå fallit på kongens regning. Så hellere selvretfærdig og på den måde skyldfri i fængslet end skyldig i det fri.
Selvretfærdigheden spærrer for Guds grænseløse tilgivelse. For tilgivelsen bliver først virkelig, når modtageren tør gå i sig selv og erkende, at den er nødvendig. Som den fortabte søn gik i sig selv og i grisestien erkendte, at han havde sat alt over styr og ikke var værdig til at kaldes sin fars søn. Først da, kunne han gå hjem og blive elsket som den, han var.
Den gæld til faderens kærlighed blev sønnen aldrig kvit.
Vi bliver aldrig vores gæld til kærligheden kvit, det kender vi fra vores skrøbelig kærlighedsforhold til hinanden.
I negativ forstand; f.eks. hvis man igen har såret den, man elsker allermest og kan sige: ”det er min skyld”. Eller i positiv forstand; f.eks. hvis ægtefællen med en tåre i øjenkrogen rejser sig op til sølvbryllupfesten og bevæget siger til hende ved siden af: ”jeg skylder dig alt”. Det er en skyld vi ikke kommer af med, eller får afbetalt på, med som vi må leve med og som daglig sætter kærligheden og tilgivelsen i perspektiv. At være skyldig er en byrde, vi kan magte. Selvbebrejdelsen er overkommelig, springet består i at have mod til at være skyldig. Men vi magter ikke i os selv være retfærdige og perfekte. Selvretfærdighedens byrde er tung, den overmander os, gør os gudløse og sender ud i mørket.
Derfor beder vi forlad os vor skyld, som os vi forlader vores skyldnere. I erkendelse af at vi er forbundet med hinanden både når det gælder kærlighed og tilgivelse. Selvretfærdigheden gør ikke at Gud ikke elsker os, eller vil tilgive os. Men selvretfærdigheden gør at kærligheden ikke kan blive til daglig virkelighed. Når der sidder to mand i en båd og der går hul i bunden, så er det underordnet, at man kan sige: ”hullet er i din side”, for vandet får båden til at synke. Selvretfærdighedens perfektionisme holder os ikke oppe, det gør kærligheden.
Der findes hos Dostojevskij en fortælling der ligesom evangeliet om den gældbundne tjener, fremsætter det groteske i selvretfærdigheden:
En helt forfærdelig og skrækkelig kone, dør og kastes i ildsøen til de fortabte, fortælles det. Hendes skytsengel går til Gud og spørger, om det dog ikke er muligt at frelse hende. Gud spørger: ”Kan du nævne bare én grund til at frelse hende?” Og da kommer skytsengelen i tanker om, at hun engang har rakt et løgstrå til en sulten mand. Og Gud siger: ”Hvis du kan trække hende om af søen med det strå, så kan hun blive frelst”.
Skytsengelen rækker løgstrået ud til konen, og hun tager fat i det, men de andre fortabte hager sig fat i hende for at komme med op. Og det går meget godt, for strået kan godt holde. Men da begynder konen at sparke de andre af sig, idet hun råber: ”Det er mig, som bliver frelst her, ikke jer. Løget er mit og ikke jeres!” Da brister strået og hun falder tilbage i søen.

Strået kunne godt holde.
Gud elsker os og tilgiver os først og sidst. Han ser os og elsker os som vi er og ikke som vi burde være. Om det skal blive virkelighed for os, er op til os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.