2. SØNDAG I FASTEN D. 28. februar 2010 2. søndag i fasten 2010 Menneskelivet er uretfærdigt, så vidt jeg kan se – det følger ikke retfærdighedsprincipper, i hvert fald ikke nogen, som jeg kan gennemskue. De fleste mennesker oplever det før eller siden i deres tilværelse – at man kommer i en situation, hvor man siger til sig selv: ”det her er uretfærdigt.” I det udsagn ligger der sandsynligvis også et spørgsmål gemt, om der mon findes en retfærdighed – om der findes en årsags-virkningssammenhæng i tilværelsen, - således at man selv er skyld i sin sygdom eller ulykke – eller hvad der er, der har ramt én. Svaret på de spørgsmål er – efter min mening – ja det er uretfærdigt og nej – jeg tror ikke tilværelsen følger ufravigelige regler om årsag og virkning. Samtidig med det – må vi fastholde – at vores livshistorie hænger sammen. Forstået på den måde, at det der hænder os, får betydning og indvirkning på det der følger efter. Og vi kan ikke løbe fra – at de beslutninger vi tager – får konsekvenser for os. Så hvis jeg vælger at lyve eller forstille mig i en situation, - så indhenter det mig – på den ene eller anden måde – før eller siden. I evangeliet til i dag hører vi, at bøn kan have magt over sygdom – at Jesus er i stand til at helbrede en epileptisk dreng (for det er vist det, der er tale om) ved bøn. Det betyder ikke at vores bøn virker sådan – selv om det kunne lyde sådan på Jesu udbrud, at det burde vores bøn kunne (virke mod sygdom)– ”du vantro slægt” ”alt er muligt for den, der tror” – siger han – han taler nærmest ned til disciplene. Men vores bøn virker ikke som om det var en slags ufejlbarlig penicillin! Derfor må det også pege på noget andet – nemlig at bøn nogengange er det eneste, der er at stille op, når vi bliver magtesløse. Bøn er den magtesløses råb om hjælp. Ligesom faren i beretningen – ”hjælp min vantro”. Det er vores udbrud, når vi rammes af noget, som vi ikke er herre over: Så siger vi netop ”det er uretfærdigt.” eller: ”hjælp mig Gud – støt mig!” Selv om vi så ikke får hvad vi ønsker os – så giver det os alligevel en vis fred – at komme tilstede med vores ønske – at give os til kende. Mange oplever at når de komme i en krise i deres liv så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt. Det handler f.eks. om at stille materielle ting op imod menneskelige relationer. Denne klarhed er også en del af det at bede. At råbe om hjælp til Gud – er i høj grad også at blive klar over sine ønsker. Jeg så et interview med journalisten og forfatteren Eva Jørgensen i TV i den forgangne uge. Hun har jo skrevet et par bøger om det at miste sin mand i en meget ung alder og efter meget kort tid sammen. Eva Jørgensen beskrev meget fint i interviewet hvor vigtigt det havde været for hende at komme overens med forsøget på at finde mening og sammenhæng i det, der havde hændt hende. Hun havde sagt til sin præst at det var uacceptabelt, at hendes mand var død. Og præsten havde hjulpet hende til at se, at det ikke hjælper at kæmpe, der hvor man er magtesløs. Det, der hjælper, når vi er magtesløse, det er at give op. Og i stedet havde hun fokuseret på at leve med sorgen, som en del af hendes liv. Sorgen som noget, der nødvendigvis må følge hende gennem livet – iblandet glæden over det, der blev og det barn hun fik sammen med sin mand. Igennem bøn og meditation over livets grundvilkår – kan vi finde fred med livet. Vi skal passe på med at ville have livet til at gå op – sådan at alt skulle være retfærdigt – vi må lade livet være ligeså uretfærdigt som det er – på godt og ondt. Ellers påfører vi os selv og hinanden mere skyld end vi kan og skal bære. Amen