2. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 13. JUNI 2010 Salmer: 10, 448, 674, 396, 389, 722. Der er noget trygt ved det derhjemme. Barndomshjemmets indtryk sidder i alle voksne, på forskellig måde har vi alle sammen noget med hjemmefra. Normer, værdier, sprog og omgangstone der altid vil præge os. Jeg kan huske at jeg engang som barn løb fortvivlet hjem efter et besøg hos en nabo. Her var de nemlig blevet uenige om et eller andet og det gik ikke stille for sig, måske var det første gang jeg hørte nogle der skændtes. Jeg kom fortvivlet hjem til mine noget mere stille forældre, men de grinede bare og sagde, at det nok skulle gå over igen. Siden har jeg tit tænkt på de naboer og genkendt både tonen og ordvalget hos andre og hos mig selv. Jeg har også erfaret, at selvom man er stille og ikke skændes eller raser ud, så kan der ligge et oprør og ulme under pænhedens facade. Pænhed kan man ikke beskylde evangeliet for i dag her 2 søndage før sommerferien begynder. Det er barske udsagn Jesus kommer med. Hårde ord, om at man skal hade sin far og mor, ægtefælle, børn, brødre og søstre, bære sit kors og gå i Jesu fodspor, hvis man vil være hans discipel. Ordene skærer sig let igennem til os, her et par tusind år efter de blev sagt første gang. Selvom, man kan se på oversættelsen og finde flot belæg for at ”hade” her ikke skal forstå, som vores følelsesladede ord – men mere betyder ”forlade” eller ”radikal underordne”, så er det alligevel kradse ord, at skulle læse fra alteret, på en skøn søndag, men barnedåb og familiefest. Vi skal helt hen til 2. juledag i kirkeåret før der bliver talt så hårdt igen. Det er bemærkelsesværdig, at det er her lige inden sommerferien og så ved juletid – på to tidspunkter hvor familien er i centrum, at vi skal høre sådan familiefjendsk tale i kirken. Det virker upassende især i vores tid, hvor familien er idealet for, hvordan man får det bedste liv. Familien er et reservat for kærlighed dog menneskelig fællesskab. Mange stræber efter det de allerbedste forhold, når det gælder bolig, børn, fritidsinteresser, venner osv. Der stilles store krav – ikke i mands minde har familien været så hellig som nu, som projekt, men også som dom og målestok for et vellykket liv. Er der noget forkert i det? kan man spørge. Den der har ører at høre med, skal høre. Det er som en nøgle Jesus slutter med, en nøgle, der kan åbne de barske ord for os? De ører vi skal høre med, er dåbens ører. Vi skal høre med dåbens løfte til os, om at vi er Guds børn og at Gud vil være med os alle dage, i baghovedet. Ordene er i dag ment som evangelium, som glædelig budskab. Budskabet er at Guds kærlighed er større end vores menneskelige relationer. I det første bud hedder det: ”Du må ikke have andre Guder” – det skærpes i dag. De menneskelige relationer overbelastet hvis vi glemmer det første bud. Hvis alt i vores liv dømmes på, om vi har en god familie. Hvad så når det ikke går? Hvad så med alle dem, der lever alene, og ikke i en kernefamilie. Hvad så med de par, der aldrig får børn, det menneske, der aldrig møder en partner, eller ham eller hende, der har mistet sin ægtefælle? Alle vores bånd til hinanden er skrøbelige, der findes uendelig mange måder at leve sit liv på. Jesu hårde ord tager luften ud af enhver stillen én rigtig model op. Bagefter understreger han, at han gør det for at skildre virkeligheden og ikke bilde os noget ind. Han kommer med eksempel på, at det er i orden at tænke fornuftig og realistisk om tingene. – Som hvis man vil bygge et tårn, og man så først sætter sig ned, finder ud af hvad det koster og om det overhovedet er et projekt man har råd til. Vi forregner os, hvis vi tror at vi kan leve op til alle vores idealer om det perfekte liv – og altid være gode nok i alle sammenhænge. Vores virkelighed er, at vi kan ikke for egen regning, Vi skal bruge noget, der er større end os – både i kærlighed og tilgivelse, for at leve godt. At være Guds barn er at være sat fri til at leve sit liv i tillid til Gud og til andre mennesker. For alkærlig er noget Gud er, det er ikke noget vi kan kræve at vores nærmeste er. Nogle gange formår de at være kærlige, andre gange er de alt muligt andet, ligesom vi også selv er det. Salt er godt, men hvis det mister sin kraft, hvad er det så værd? spørger Jesus. Familie er en godt, men hvis familien mister sin kraft, går den i opløsning. Livet er godt – men hvis livet mister sin kraft, så er det hårdt at leve det. Kraften er alt det usynlige mellem mennesker – tredje led i den trosbekendelse som Nicoline blev døbt på for lidt siden, da hendes moster sagde ja til at hun ”tror på Helligånden” – kraften er Guds kraft mellem mennesker, det at vi kan elske hinanden og tilgive hinanden. Guds kærlighed og tilgivelse er ny over os hver morgen, han giver os hele tiden nye muligheder. Jeg tror at humor er et godt redskab som gud giver os, til at grine af vores knap så perfekte familieforhold ind imellem også, når vi bilder os ind, at nu er alt hlet perfekt og selv tager æren for det. VM i Sydafrika, har igen sat fokus på Desmond Tutu, ærkebiskop og menneskerettigheds forkæmper og alt den snak om perfekt familie får mig til at tænke på, at Tutus kone er citeret for at sige om sin mands succes: ” først var han lærer, så blev han diakon, senere præst, og pludselig var han ærkebiskop – på et tidsspunkt gik det så hurtigt at jeg var bange for næste morgen at vågne op ved siden af paven.”. Overfor Gud er det ikke, om vi har en velfungerende familie eller karriere, vi bedømmes på. Nej Gud bedømmer os på, at vi har et forhold til ham, som i dåben satte sit korsmærke på os, og som tegner det op ved nadveren og efter velsignelsen. Andre idealer og krav findes ikke i hans milde blik. Vi må have tillid til at han som ved dåben har begyndt sin gode gerning i os, at han, som vi beder i nadver bønnen også selv vil fuldende, hvad han har begyndt – ved at styrke vores tro, grundfæste vores håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i blandt os. Og derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Nikoline, der er døbt i dag vær med hende og hendes familie. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.