Friluftsgudstjeneste i gårdhaven.

Salmer: 724, Bevæg vore sind – 290 og 725.

Kollekt: Johansen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Korsvar.

Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ”Alle skal være oplært af Gud.” Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” Joh.6, 44-51.

I dag afsluttes den begivenhedsrige tid i kirkeåret. ”. 2. Pinsedagen er finalen, næste søndag indledes trinitatistiden og det er slut med ekstra fridage og kirkelige fester. Så bliver der tid til eftertanke, til at rydde op efter festerne og glæde sig over gaverne.
For man må sige, at det har været ret indbringende. Ja faktisk har vi fået det hele, alt hvad vi kan ønske os, og det er ikke så lidt.
I julen fik vi glæden, det lille barn i stalden. Gud ville ikke være mennesker foruden og tænkte: ”uden hinanden er vi ingenting”. Derfor kom han selv – tilbød sit venskab og kærlighed og viste verden, hvad det vil sige at være sandt menneske.
Efter fastetidens tanker om meningen med livet, blev det påske. Her fik vi håbet. Vi fik at se, hvor langt venskabet og kærligheden rækker. Efter en blå og dyb skærtorsdag og en gruopvækkende sort langfredag kom lyset påskemorgen – alt det gule – solen, påskeliljerne og kvinderne der fandt graven tom. Den døde var blevet levende – ”Kristus er opstanden” lød råbet. Døden fik ikke det sidste ord, og evigheden er også vores horisont.
I går var det så pinse og vi fik troen. Ånden blæste i vindstød, der mindede om Guds Ånde, der svævede over vandet ved verden skabelse. Den ruskede os op til vågen dåd, som blæsten, der går frisk over limfjordens vande.
Og i dag 2. Pinsedag – sammenfatter evangeliet ligesom alle gaverne for os. Der tales ikke længere om Ånd, men om kød og blod. Om troen på Sønnen, som vi får af Faderen, som drager os til sig. Om livets brød som kommer fra himlen for at vi skal spise det og få det ind i os til evigt liv... Alle gaverne præsenteres tæt op af hinanden, Fader, søn og Ånd, Glæde, håb og tro. Som i et langt musikstykke hvor komponisten i slutningen af værket – i den store finale - væver alle stykkets melodier tæt ind i hinanden. Slutakkorden klinger: ”Den, der tror, har evigt liv”.
Vi har fået det hele. Der er ikke mere vi kan ønske os.
Alligevel tales der om brød – Jesu ord som livets brød til verden, som den næring, der skal give os kræfter til livet – og om kød – at brødet er Jesu kød. Kød som vi skal spise. Det er tydeligt at det peger frem mod nadveren, hvor vi spiser Jesu legeme og drikker hans blod. Evangeliet putter så at sige Ånden i maven på os. Men hvorfor denne udpensling?
Måske for at vi skal se, at vi netop har fået det hele, for at vi skal leve af det i fremtiden. Ikke bare sige – alt det med tro, det er i orden, jeg har fået det hele, det guddommelige eksperiment er lykkes. punktum.
For selvom man er mæt efter at have spist godt, så bliver man sulten igen.
”Den der tror, har evigt liv.” Hvordan bevares troen, hvordan passer vi på gaven?
Ja tro er ikke noget, vi sådan kan gå og vurdere hos hinanden. Vil vi vogte på hinandens tro eller på andre kirkers, eller konfessioners tro, så bliver det som en omvendt pacemaker, der skal sørge for, at hjertet ikke bliver for livligt.
Nej tro er at være tro. Jesus henviser til profeten, der siger: ”Alle skal være oplært af Gud” – tro er at lade sig oplære af Gud. Ved at tage ved lære af hans søn. At lade sig oplære af Gud, det er intet mindre end at blive klogere på livet. Alle gaverne viser os, at meningen med livet ikke er noget luftigt, filosofisk vi kan tænke os frem tid, nej det er at vise barmhjertighed.
Hos profeten Ezekiel siger Gud det tydeligt: ”Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød” – Det hjerte af kød sættes i barmen – så vi kan være barmhjertige – så det kan ses, at der er et hjerte i barmen af os.
Guds ord er det brød, der skal nære hjertet, så det ikke er fastende og bliver til sten igen. Det er ikke afsluttet, men en proces, der fortsætter, som vinden, der blæser op igen efter dage med stille vejr.
Kirken er et godt sted til fornyelsen, her kan vi komme, opsøge og tilegne os Kristus i ordet og sakramentet, så vi ikke får nok i os selv. Her kan vi møde andre himmelbrødsspisende, lytte, deltage, nogle gange blive generet og provokeret og altid gå herfra med fornyelse af forholdet, så vi ikke skal leve på fastende hjerte.
Indimellem bløder hjertet af sorg og bekymring, andre gange bliver det hårdt i trods og egoisme. I nadver liturgien siger vi at vi løfter hjertet til Herren – hjertets beskaffenhed er ikke det afgørende for ham. Hans kærlighed er ikke fastlåst af eller øremærket til en bestemt slags troende. Også Gud er bevægelig, afhængig af menneskelivets glæder og sorger og at finde for alle, der søger ham. Gud er ikke ubevægelig, han bevæges af at give sit nærvær og sin trøst i mange forskellige situationer. Det gør noget ved ham, at han bliver spist og bliver ved med at give sit kød og blod. Hans nærvær er evigt og netop i nadveren er vi i samfund, også med de døde vi savner, som er i hans bevægelige evighed.
Vi skal synge det om lidt: ”Thi du for hjertet vi gav dig, gav os med ham dit himmerig”.
Hjertet i barmen, barmhjertigheden, skal blive til liv for verden. Troen skal blive til liv. Må gaverne gøre os i stand til at give glæden, håbet og troen videre. Vi har fået det hele, og der er nok til alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.