Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36

Adventstiden er på mange måder en dejlig tid med mange gode forberedelser og forventninger. Som om hele landet kollektiv venter et barn og har travlt med alle forberedelser, så man er klar til at tage i mod, når det kommer.
Men adventstiden er også en hård tid. Krav fra omgivelserne om glæde og forventning er ikke altid lette at opfylde. Adventstiden er en tid fyldt med modsætninger: lys og mørke, varme inden døre og kulde udenfor, forventning og skuffelse, god tid og stress, venskab og ufred, fællesskab og ensomhed, glæde og sorg.
Og midt i alle disse advents-modsætninger skal vi leve, så godt vi kan.
Salmedigterens ord i den første salme vi sang er gode adventsord, når vi synger:
”Så beder vi: giv
Os mod til at leve et menneskeliv”... (DDS nr. 69 v. 6).
Vi beder Gud om mod til at leve midt i alle modsætninger – så det bliver et menneskeliv...
Modsætninger er også tegnet skarpt op i ordene, der hører i dag til.
Først i de smukke profetord fra Esajas. Den gamle profet, der på trods af et modsætningsfyldt og hårdt liv tegner billedet af fredsriget, som skal komme sammen med Messias, Frelseren,
Her skal alt være idyl – retfærdigheden skal ske fyldest uden brug af vold, selv i dyreriget er alle regler om ”overlevelse for de stærkeste ” sat ud af spillet. Modsætninger ophæves og lammet og ulven bor sammen, spædbarnet og slangen leger, ja selv hugormen er fredelig.
Smukt er det – fredeligt, hvidt og glansbilledeagtigt.
Anderledes mørk er evangeliefortællingen, Jesu ord om verdens undergang og om dommedag. Om folk, der går til af skræk og frygt over det de oplever, voldsomme naturkatastrofer og tegn på undergang.
Verden går under engang, det ved vi godt. og har man glemt det, kan man bare lægge vejen forbi et naturhistorisk museum: istider, geologiske forandringer og andre ting, jeg ikke har forstand på. Videnskaben underbygger, at verden som vi kender den ikke holder evigt.
For mig at se, er disse undergangsprofetier lige så uvirkelige som profetens fredsrige. Modsætningerne er tegnet op, det hvide og det sorte. Men hvad så med os – der skal leve et broget menneskeliv midt i mellem?
Hvad er evangeliet, det glædelige budskab til os?
Ja det er, at vi skal våge. Leve et vågent og opmærksomt liv med løftet hoved, fordi vi er i gode hænder. Løftet til os er, at Guds ord aldrig forgår. Gud er nær, også her i adventstiden hvor modsætningerne trænger sig på. I kaos er det Jesus, menneskesønnen, der kommer os i møde.
Ordene om verdens undergang og kaos, kan vi hente styrke i, hver gang vi rammes af undergang og kaos på et mindre plan i vores liv, når ingenting er til at overskue, når mismod og nederlag skygger. For det er ikke fremmed for Gud, også her kommer han med sit nærvær.
At kaos og trussel om kaos kalder på nærvær, det kender vi fra vores liv med hinanden.
Nærvær som vi har set det dukke op, når mennesker rykker sammen, overfor en truende katastrofe. Tag f.eks. tordenkaffe – måske mest på landet, når uvejr truer, ingen kan sove og man på gården samles i køkkenet til tordenkaffe midt om natten.
Som barn boede jeg få hundrede meter fra Vesterhavet. Jeg kunne ligefrem ønske, at det ville blive stormvejr. Fællesskabet, når man rykkede sammen i de huse, der var mest sikre, hvis havet skulle gå igennem – fællesskab og ludo ved stearinlys. Ventetid, hvor der blev fortalt gode historier.
Barnet føler sig tryg og ranker sig. Det forstår ikke truslens omfang, men mærker tydeligt nærværet og fornemmer en årvågenhed og opmærksomhed på, at vi her har noget sammen, som er vigtigt for os.
På en måde må Guds børn ranke sig, også selvom vi er voksne og let kan fatte katastrofe-tegnene, både ude fra og inde i os selv. Undtagelsestilstanden kan så at sige hjælp med til at rydde alle de ligegyldige dagsordener væk og sætte fokus på, hvad der er vigtig – de kan give ”mod til at leve et menneskeliv” i kraft af Guds og menneskers nærvær.
”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” siger Jesus. Gudsrige er nær – både her ved advent, når modsætningerne bliver tydelige og truer os, og engang, når verden som vi kender den går under.
En lærer jeg havde engang er af tysk afstamning og fortæller, at hans Tante Magdalene, der var menighedssygeplejerske i Bremen under krigen, var med i en undergrunds kirke, der ikke kunne sympatisere med nazisterne. De samledes rundt omkrig til gudstjeneste under kummerlige forhold og havde deres salmebøger i en trillebør. Selvom de var reformerte og tilhørte et kirkesamfund, der ikke har nadver så ofte. så fejrede de nadver til alle gudstjenester, da de jo aldrig vidste om det blev den sidste.
At være vågen, at forsøge leve sit menneskeliv midt i alle modsætninger må vi hente kræfter til ved nadverbordet. Her mindes vi om at barnet vi venter på og gør forberedelser til skal komme. At det barn igen og igen kommer og viser os, hvad det vil sige, at være sandt menneske. Ingen gik forgæves til ham, han tog i mod alle, der kaldte. Han gik i døden for dem og os, og opstod til lys og håb.
”Så beder vi: giv
Os mod til at leve et menneskeliv,
At vokse i kærlighed, folde os ud,
Til alt bliver ét i en lovsang til Gud,
Som sendte sit Ord
I dig her til jord.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN

Lad os bede:
Himmelske Far,
Tak for menneskelivet, du har givet os.
Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød,
mellem fortrøstning og mismod.
Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den.
Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe,
når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes,
lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til.
Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod til at leve et menneskeliv, i troen på dig.
Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.
Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie.
Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer.
Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden.
Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære.
Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige.
Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede,
fængslede og hjemløse.
Vi beder dig for alle vore kære...
Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde.
Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild.
Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb.
amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.