Salmer: 235, 260, 236 – 241, 233.

Kollekt: Lissner B.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Korsvar.
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: ”Kvinde hvorfor græder du?” Hun svarede: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ”Kvinde hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hun mente det var havemanden, og sagde til ham: ”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Jesus sagde til hende: ”Maria!” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebræisk: ”Rabbuni!”- det betyder Mester. Jesus sagde til hende: ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ”Jeg har set Herren,” og at han havde sagt dette til hende. Amen. Johs. 20,1-18.

Påskehøjtiden har nået sin andendag. Høj-tid siger vi. Festen er som en høj, man går op på, deroppe fra kan man klart se landskabet til alle sider, man ser hvordan vejen formede sig derop og kan frit skue hvilken vej man må gå ned igen. Her på påske-højens andendag er vi endnu ikke begyndt at gå ned. Vi befinder os på toppen i godt selskab af de første opstandelsesvidner. Evangelisten Johannes tager os med på tur i beretningen om, hvad der skete, den første dag i ugen, den første påskedag tidlig om morgenen, mens det endnu var mørkt.
Johannes plejer ellers i sit evangelium at være lidt fjern, ophøjet og filosofisk. Men beretningen her river ham med, han opfører sig i sin skildring næsten som en sportskommentator. Han skildrer, de forskellige aktørers bevægelse og lader sig selv bevæge. Det utrolige er sket. Han er opstanden. Egentlig er det vel det Johannes gerne vil fortælle, men han kan ikke skildre hvordan uden at digte. For ingen så jo, hvordan opstandelsen skete. Men han kan skildre, hvordan vidnerne oplevede det og kom til tro på det utrolige.
Det er tre meget forskellige vidner vi møder Først Maria Magdalene. Der løber tilbage til Simon Peter og den anden discipel, så snart hun forfærdet ser, at stenen er rullet fra graven. Den anden discipel, han som Jesus elskede, kan ikke være andre en Johannes selv, så også her lader han sig rive med i skildringen. Og Johannes kan da heller ikke lade være med at fortælle, at han er i bedre form end den lidt tunge Peter. Den anden discipel, Johannes, overhaler nemlig uden besvær Peter og kommer først ud til graven. Og så får Johannes også lige fortalt, hvordan ham har noget mere takt end den udannede og grove Peter. Johannes ved nok hvordan man opfører sig ved en grav og tøver lidt. Hvorimod Peter braser lige ind, undersøger som en anden detektiv ligklæderne, der ligger tilbage og konstaterer, at Herren er væk. Johannes går efter, ser og tror. Og så går de to mænd hjem, for nu har de forstået, hvad Jesus mente med, at han skulle opstå. Så nøgtern og logisk kan vejen tilbage være, skildrer Johannes.
Men mennesker er forskellige. Efterladte er forskellige. Vidner er forskellige. Nogle er i bedre form end andre, nogle mere dannede end andre. Og nogle svære at overbevise end andre selv med synlige bevismaterialer.
Maria bliver stående og græder ved den tomme grav. Hun var kommet for at mindes og finde ro. Men savnet overmander minderne, nu hvor alt er i uorden og roen ikke kan findes. Han, som var sandheden, vejen og livet i hendes liv, er borte. Hun har ikke engang et lig, hun kan vise den sidste ære, eller en grav, hvor hun kan finde fred.
Engle viser sig, i stedet for at forklare hende sammenhængen spørger de: ”hvorfor græder du”. Og hun forklarer hvorfor. Så er det, hun ser Jesus. Hun kan ikke kende ham og tror han er havemanden. Han ser på hende med milde brune øjne. Han kunne jo godt have givet sig til kende og sagt: ”sådan er det, se selv”, men nej, han ser på hende og spørger: ”kvinde hvorfor græder du”? Det mest utrolige er lige sket – alligevel bevarer han fatningen, giver plads til forskelligheden, plads og ro til at Maria, selv kan fortælle, hvorfor hun græder. først derefter kalder han hende ved navn.
Marias sorg lader sig ikke påvirke af tomme grave, efterladte ligklæder og engle. Først da hun bliver kaldt ved navn, først da hun bliver genkendt af den opstandne, kaldes hun ud til virkeligheden, ser at det er Jesus og ikke havemanden, hun taler med. Genkendelsen kalder hende ind i opstandelsens virkelighed.
Og sådan tror jeg, det er sket for mange sørgende efter Maria, at det er genkendelsen, at blive set, hørt, kaldt ved navn og taget alvorlig, der hjælper den sørgende ud på den anden side, ud i livet, ud i opstandelsens virkelighed. Sådan er vi fortsat opstandelses vidner for hinanden, når vi genkender vores medmenneske, så forskellig han måske er fra andre, hører, hvad han har at sige og kalder ham ved navn. Her begynder livet, her skabes der mulighed for at få øje på det.
Maria genkender den opstandne, som hendes Herre. Samme effekt havde englene ikke på hende. Og det ville et spøgelse, nok heller ikke have haft. Jesus kommer tilbage som den samme han var før. På begge sider af døden altså. Spøgelser og løsrevne ånder er der som bekendt nok af. Men det afgørende er, at han, som kommer, har taget døden med sig. Og dermed åbnet livet som et nyt rum at være i. En ny virkelighed. Opstandelsens virkelighed. Gud favner os, genkender og kalder os ved navn både i livet og i døden. Vi bruger ord for det, når vi i nadverliturgien siger: ”Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede i blandt os, med al din kærligheds nærvær...” – Efter ordene får alle ved nadverbordet del i Kristi legeme og blod. Brødet deles og bliver til liv for mange. Menigheden bliver den opstandnes liv og krop her og nu.
Han, som kommer, har taget døden med sig, det er det, der åbner et nyt rum.
Jesus beder Maria om ikke at holde ham tilbage, men lade ham gå. At holde ham tilbage ville være det samme som at holde fast i den gamle virkelighed, før han tog døden med sig. Nu går han til faderen – til hans og vores far, til Gud, til hans og vores Gud. For derfra at kunne være alle steder. Han går altså ikke ud af Marias historie, han går ikke ud af vores historie, men ind i den. Jesus ophører ikke med at være menneske, for at blive Gud igen, nej, han går til Gud, for derfra at kunne være nær overalt, hvor det sande menneske viser sin skikkelse.
Påskehøjtiden slutter i en have. Det var også her det hele begyndte. I paradisets have. Hvor Menneskene gemte sig for Gud, fordi de skammede sig, og de blev sendt bort til et andet liv i slid og slæb. Nu er det Gud, der gemmer sig. På Marias spørgsmål bliver han kaldt ud og giver sig til kende, som den han er. Den der blev født, levede og døde og nu kommer med nyt liv, til hende her, hvor hun allerede lever og er. Paradis-livet rækkes os af den opstandne, han bærer døden med sig, har overvundet den og kalder os lige så forskellige vi er ud til et nyt menneskeligt liv i al evighed.
Det er vejen ned af højen og tilbage til hverdagen.