19. SØNDAG EFTER TRINITATIS
D. 10. OKTOBER 2010


Salmer: 318, 356, 335, 164, 731

Kollekt: Seidelin.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Joh 1,35-51

Hvordan går det til, at mennesker møder Gud?
Vi begyndte i dag med at bede: ”Du hellige skaber, du aldrig sete Gud” – hvordan kan man møde det ”aldrig sete?”
Når mennesker møder Gud åbner himlen sig. Det hører vi i fortællingen fra det gamle testamente om Jakob.
Jakob er på rejse væk fra sin familie, hvor han lige har snydt sin bror Esaus og franarret ham førstefødselsretten. Broren er så vred, at han vil slå Jakob ihjel og Jakobs mor får det arrangeret sådan at Jakob rejser væk, til noget familie, hvor han så også kan blive ordentlig gift. Vi hører, at Gud viser sig for Jakob i en drøm. Himlen åbner sig – Jakob ser en stige, der står på jorden og når helt op i himlen. Engle går op og ned ad stigen – Gud viser sig og giver Jakob et løfte – Gud lover Jakob, at han vil være med ham altid.
Da Jakob vågner, bliver han grebet af frygt, han bliver skræmt af at have mødet det hellige, uden at vide det på forhånd og han indretter et helligsted.
Himlen åbner sig også i evangeliet. Her er det hele mere lige til.
Det er ikke så sløret som i den gamle fortælling. Alt foregår i dagslys og er meget hverdagsagtigt. Johannes døberen peger på Jesus og holder en kort prædiken: ”Se dér er Guds lam”. Disciplene går efter Jesus, han siger ”kom og se” – da de spørger, hvor han bor. Så følger vi dem rundt omkring til nye mennesker. De bliver vist hen til Jesus med et ”se” og Jesus siger ”kom”. Himlen åbner sig for dem, det møde der finder sted åbner for deres erkendelse af, at Jesus er Guds søn. De møder et menneske – han ser dem, kalder dem ved navn og er så menneskelig, at han må være fra Gud. Himlen åbnes, verden bliver større.
Himlen åbner sig, når vi i mødet med et menneske møder tro, håb og kærlighed, så menneskelig, at det må være fra Gud.

Forleden var jeg godt irriteret, det var sidst på ugen og trætheden var begyndt at melde sig på alle fronter. Børn, der havde fået for lidt søvn, løb rundt i huset, kom op at skændes og op at slås og var ved at vælte det hele. Så tog vi alle tøj på og gik i skoven. I skoven er der forskellige steder nogle legeredskaber i træ. To af børnene sad overkrævs på en væltet træstamme og legede den sædvanlig leg, hvor det gælder om at slå den anden af pinden, så man har den for sig selv. Efter en tids hård kamp, fandt de pludselig på en anden leg. Begge rejste sig op på træstammen og balancerede fra hver sin ende hen mod hinanden. Så råbte den ene: ”den der først når hen til den anden har vundet” – de balancerede hen mod hinanden, mødtes og gav hinanden et knus.
Himlen åbnede sig, alle smilte – freden meldte sig. Fra at være den irriterede opgivende mor, der fyldte det hele, blev jeg pludselig den taknemmelige lille brik, der fik store ting at se og høre.
Himlen kan også åbne sig i erindringen.
Det sætter den knugede arbejdsmand Karl Åge ord på i filmen ”Dansen med Regitze”. Regitze er uhelbredelig syg, og vil holde en fest for livet i parrets kolonihavehus. Karl Aage er fjern i blikket i sorg over at skulle miste sin kone, som for ham at se er hele hans liv. Karl Åge siger: ”I aften er det som om alle døre står åbne, og jeg går ind og ud ad dem alle sammen.” Karl Åge har svært ved at koncentrere sig – han ser hele deres liv passere forbi i glimt dukker gode og dårlige episoder op imellem hinanden, episoder, der fortæller hvordan deres liv sammen har været. Pludselig befinder han sig på den decemberdag, hvor han frysende kommer hjem og ikke kan finde sin frakke. Karl Åge bliver rasende, da han opdager, at Regitse har givet den til en hjemløs, hun smiler og siger ”du brugte den alligevel aldrig, han frøs jo”. Ikke nok med det, så må Regitze også fortælle, at hun har inviteret manden til juleaften. Og da det bliver juleaften og manden endelig dukker op, har han taget et par andre hjemløse venner med, situationen er grotesk og kærlig. Selv Karl Åge må overgive sig – og alle griner hjertelig, af det brogede selskab.”
Man hører ofte at folk, der har været tæt på at dø, fortæller at de har set deres liv passere forbi i kortform. Her er det ikke den døende, men ham, der allerede sørger over hende han skal miste, der oplever at ”alle døre står åbne”, og han går ind og ud.
Alle har vi vores erindringer om, hvornår himlen åbnede sig for os i glæde og sorg. Heldigvis åbner den sig fortsat – der er mere i vente, himlen vil åbne sig og vi vil blive små i taknemmelighed over kærlighedens og livets storhed.
Jeg er ikke ude på at reducere vores forhold til Gud til det vi oplever med hinanden. For det er mere end det. Men det vi oplever med hinanden er Gud med i – hans Ånd er her og gør vores øjne lykkelige, når vi ser ham virke på jorden. For så er det at himlen åbner sig.
Vi ser det i samtalen mellem Jesus og Natanael.
Natanael undrer sig over, at Jesus kender ham, og da han hører, at denne specielle mand har set ham, så går døren op for den sandhed, at Jesus er Guds søn. Jesus fortæller ham, at han skal få større ting at se, fordi ”himlen vil åbne sig, og engle stige op og ned over menneskesønnen.”.
Ordene er fulde af levende håb – levende håb som vi kender det fra alle de døre, der åbner sig for os i vores liv med hinanden, alle de gange, hvor vi håbet holdes levende, fordi vi møder kærlighed og støtte fra andre mennesker. Alle de døre er vidne på, at der, også når vi er døde, åbner sig døre for os, ind i Guds lyse evighed.
Dørene til himlen har Jesus åbnet for os, han er menneskesønnen. Han viste os, hvad sand menneskelighed er, og bevidnede, at det kom fra Gud. Mødet med Gud begynder gennem Jesus i det menneskelige. Her er Gud ikke noget frygtindgydende og urørlig som den sten Jakob rejste som helligsted. I Jesus er Gud blød og varm som en menneskekrop med mange lemmer.
Ved ham fik verden større ting at se, da han påskemorgen stod op af graven med lys og levende håb for mennesker lige siden.

Og derfor må vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os bede:
Himmelske Far,
Tak for menneskelivet, du har givet os.
Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød,
mellem fortrøstning og mismod.
Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den.
Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe,
når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes,
lad da dit lys skinne på os, lad os se himlen åben og hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til.
Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig.
Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.
Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie.
Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer.
Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden.
Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære.
Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige.
Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede,
fængslede og hjemløse.
Vi beder dig for alle vore kære...
Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde.
Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild.
Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb.
amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.