18. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 3. OKTOBER 2010 Afskedsgudstjeneste for kordegn Henning Lund. Salmer: 15, 29, 494, 368, 732 Kollekt : Seidelin. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: korsvar: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11 Der er noget hjemligt over efteråret – man kan godt kende det fra sidste år, ja helt fra den gang man var lille, – farverne, duften, at vanter ikke er fråds i morgenkulden på cyklen. Den hjemlige genkendelse dukker op hos mig, ved at jeg tager mig selv i at gå og nynne sangen: ”nu er det længe siden”. Nu er det længe siden, Men end det gemmes i mit sind, Hvordan i barndomstiden Den kære rug kom ind… Det er en efterårssang som Jeppe Aakjærs skrev for mange år siden. Den bliver stadig sunget rundt omkring og man kan åbenbart tage sig selv i at gå og nynne den, også selv om man ikke har været barn på landet i gamle dage. På en stilfærdig måde udtrykker den to ting: glæden ved efteråret – og glæden ved at høre hjemme et sted. Barndomstiden der gemmes i sindet. Vi kan kalde det: ”hjemglæden”, en glæde og ro ved at stamme et sted fra og høre til der. Melodien dukkede op, det var ordene om om vintræet og grenene, talt af Jesus kort tid før hans død, der trykkede på knappen. Man kan sige, at Jesu ord om vintræet er Jesu efterårsdigt om sit hjem. Om himlen, hvor han hører til, om himmelglæden, som er hans hjemstavnsglæde. Jesus gik omkring og levede på jorden, var så nærværende at verden aldrig havde oplevet noget lignende. Og så havde han alligevel hjemme i himlen, det var derfra han hentede sin tro, sin kærlighed, sit håb og sin glæde. Han siger til disciplene og til os: ”Min glæde skal være i jer!”. Det er en dyb glæde der ikke afhænger af svingende sindstemninger, som vi kender det fra vores følelser, der skifter fra situation til situation. Den glæde, han kalder sin, er hvilende og blivende, og det kan den være fordi den kommer fra himlen, kommer fra Gud. Og den er i familie med den jordiske hjemglæde vi møder hos digteren i ”Nu er det længe siden” – for den kendes også på, at den er blivende og bestandig. Derhjemme kan stemningen også svinge mellem lys og skygge, der kan være op og nedture, men dybere nede, så den slags bølger ikke kan nå den, ligger hjemglæden – om man så er stor eller lille. På sammen måde kan der være en glæde ved at være dansk – som ligger dybt i os, dybere end alle de daglige kævlerier og diskussioner, dybere nede end medierne dækning af landets succeser og pinlige afsløringer. ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” - her ligger hjemglæden. Man hører det også i vores tids nyfortolkning af den gamle fædrelandssang hos Natasjah og Outlandish – nye rytmer der giver nyt liv til hjemglæden. Sådan en glæde kan man også have ved at være hjemme i sit arbejde. Man er glad for sit arbejde, det betyder ikke at man altid er i perlehumør, men at der neden under alle de skiftende sindsstemninger ligger en blivende glæde. På den måde lå hjemglæden, himmelglæden fast i Jesu liv. Den er hans – ikke vores for vi kan ikke selv hente noget ned fra himlen. Men det Jesus siger med billedet om vintræet er, at han kan give os denne himmelglæde som gave. Som gave kan man give andre del i sin glæde og det er præcis hvad Jesus viser med billedet af vintræet. ”Jeg er vintræet, I er grenene”. Der er både et nej og et ja i det billede. Fra jorden stiger saften op i stammen og ud i grenene. Grenen kan ikke selv tage næring fra jorden. Sådan er vi skilt fra himlen med et nej. Vi kan ingenting selv tage. Men fra stammen kan grenen hente næring – med stammen er grenen forbundet med et livgivende ja. Fordi han er træet og vi er grenene rækkes himmelglæden dog til os – den kommer fra ham. ”Uden mig kan I slet intet gøre”. Vil vi have glæden og selv skabe den som selvbestaltede afrevne grene, så render vi panden mod en mur og er i stemningerne vold. Vi er på stammen, podet på ved dåben, også selv om det bliver efterår. Vi er forbundet med en blivende og dyb glæde, der ikke er afhængig af årets gang. Udsigten kan være forskellig for de forskellige grene. To søskende legede en efterårsdag. Søsteren sagde uh hvor er det trist, nu falder alle bladene af træerne. Broren kiggede på hende og svarede: så kan vi tydeligere se himlen. Hjemglæden lå dybt. Vi skal gøre gavn, som de grene vi er, der hvor vi nu sidder. Når grenen bærer frugt, så giver den, hvad den fik – ”Den som bliver i mig og jeg i ham, han skal bære megen frugt”. Det er glædens vej fra himmel til jord. Som saften gennem stammen ud i grenene bliver til frugt, sådan bliver glæden til gavn. Glædens frugt er kærlighed, ikke sentimental, men praktisk forstået. Vi får gavn af den, hver gang vi møder den, ofte fra uventet hold og når vi mindst regner med det. Stemningerne skifter – der er dage hvor man nok husker billedet, men ser sig selv som en lille tør gren, ved siden af de andre grene, der bugner med frugt. Det er ikke den enkelte gren, der er vigtig – ikke Gud i mig, men Gud i os – det hele træ. Stammen giver frugten kraft, ikke grenen. Træet giver kraften, grenen skal bare være og bære, og huske at selv i den mindste lille gnallingeagtige drue er der er kerne, der bærer hele træets kraft i sig. Himmelglæden er som hjemglæden dybere end skiftende stemninger, dybere end tiden lige nu, dybere end døden. Digtet om efterårets hjemglæde slutter: Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin, og milde vinde hveger, mens barnet slumrer ind. Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn. Og derfor må vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, skænk os din himmelglæde, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.