Salmer: 729, 404, 731, 728, 730

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spist sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Mark 2,14-22

Har I lagt mærke til lyset udenfor lige nu – her sidst i september. Jeg kan rigtig godt lide den linie i salmen vi lige sang: ”Her mellem modenhed og død, velsign os med den sidste glød, af jordens lyse sommer.” – Det er vist den vi får nu, den sidste glød. Altså når det ikke lige regner i stride strømme eller er overskyet. Lyset er helt fantastisk sådan en efterårsdag, når solen pludselig bryder igennem og oplyser det farvestrålende efterårslandskab, som i går. Det er så virkeligt – efteråret, når man går ude i det. Alt er så virkeligt. Naturen er slidt og godt brugt i smukke dybe farver. Blomsterne er visnede i kanten, bær og frugter rødere og tunge, når de falder ned i det våde græs. Træerne er mere nøgne. Vinden er lidt koldere, vandet vådere. Jo hvis sommeren kan minde om evigheden, så minder efterår om virkeligheden.
Teksterne vi hører til høstgudstjeneste i dag – oplyser også virkeligheden for os... Vi holder høstgudstjeneste fordi virkeligheden fylder os med taknemmelighed...
Fra det gamle testamente beskriver Salmisten, at han sidder fast i livet.Han er som fanget i kviksand – uanset hvor meget han basker med arme og ben, synker han bare længere ned.. Men så kommer Gud og frelser ham, hiver ham op – op i lyset, op i livet – op til en ny sang.
I dag synger vi de gamle kendte høstsalmer og en enkelt halvny.
Selvom de er kendte og ligner sig selv fra sidste år, så er de alligevel nye, for året der er gået har ændret os – der er altid nye toner i vores liv, en ny virkelighed som salmerne siger noget til på en ny måde.
Samme fokus virkelighed møder vi i ordene fra judasbrevet... rådet lyder, bevar kærligheden her i virkeligheden – i dagligdagen, så længe vi er her, Gud til ære, fordi han har gjort det muligt i Jesus.
Og hovedpersonen: Jesus selv, byder i evangeliet velkommen til virkeligheden og gør det klart, at vi i ham har et menneske, der svarer til os. Han er kommet for at være der, hvor der er brug for ham. Han passer til os, som lægen passet til den syge, som den nye lap passer til den nye kappe, som den nye vin passer til de nye sække...
Det banebrydende nye dengang som nu er, at det ikke er os der skal stræbe op ad til Gud. Det er ikke os, der kun dur, hvis vi kan tilnærme os det perfekte – rydde op i vores liv og gøre os fortjent til et bedre.. Nej det nye går den anden vej og opsøger virkeligheden i stedet for drømmen. Det rækker helt ud til dem, ingen andre vil være sammen med, helt ud på lossepladsen, som en anden klunser, for at finde værdi i det andre har kasseret.
Den nye sang må altså være en takkesang for frelsen, for høsten for kærligheden.
Og selvfølgelig vil vi så gerne række det videre, vi har fået. Men det går ikke altid som planlagt.
Nej af og til går det, som da æselet skulle have fødselsdag. Æselets to venner Peter Plys og Grisling ville så gerne muntre æselet op.
Kender I æselet? det er ofte trist, hænger med hovedet og ser sort på alting. Derfor købte Grislingen en ballon og Peter Plys en krukke honning til den fælles ven. På vej hen til Æselet blev Peter Plys sulten og smagte på honningen, der var god; og inden han nåede frem var honningkrukken tom. Grislingen løb ivrigt ved siden af med ballonen i favnen, men snublede pludselig og faldt, så ballonen revnede og blev som en lille slap klud. Da de ankom var der kun en tom honningkrukke og en ballonlas igen. Da de overrakte deres gaver, fortalte de to venner skamfuldt Æselet, hvad der var sket. Æselet kiggede så lidt på gaverne med sit sædvanlige bedrøvede blik, og de to venner vidste ikke deres levende råd af sorg og skam. Men så tog Æselet ballonlasen og puttede den i krukken. Og bagefter tog det, efter at have tænkt lidt over det, igen lasen og fiskede den op af krukken. Og så puttede det lasen ned igen. Det her, sagde Æselet fornøjet til sine venner, er en meget praktisk krukke at have ting i. Og denne ballonlas er en ting, som man kan have i denne praktiske krukke. Og så forstod vennerne pludselig, at dét de troede slet ingenting var, nu var noget, og de blev meget glade.
Virkeligheden indhentede Plys og Grisling i deres forsøg på at gøre alting så godt for deres ven.
Virkeligheden indhenter også os gang på gang. De bedste intentioner og gode planlægningsdrømme bliver indhentet – af synd, begær og ubetænksomhed. Det er flovt og vi bærer skammen med os, men gang på gang overaskes vi af kærlighed og glæde og lærer at intet er håbløst – en tom krukke og en laset ballon er værdifuld. Som et ”stakkels hjerte – så ringe som det er...”
Som efterårssolen kaster lys på virkeligheden og velsigner frugtbarheden og forfaldet i smukke dybe farver. Sådan velsignes vi her ved høst af Jesus ord om at han passer til os og at det er derfor, han er kommet.
Og derfor må vi takke og glædes og sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.