16. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 27. SEPTEMBER 2009 Salmer: 754 Se nu stiger solen 356 Almagts Gud, velsignet vær! 305 Kom Gud Helligånd, kom brat. - 224 Stat op min sjæl i morgengry! 69 Du fødtes på jord Kollekt: Lissner Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar. Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde : ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk. 7,11-17. Når jeg hører historien om enkens søn fra Nain – så er det første jeg tænker på altid tivoli. Jeg har nemlig som barn fået fortalt, at der i gamle dage – engang var et omrejsende tivoli, der pralede af, at man i en af boderne kunne se, ingen mindre end ”Enkens søn fra nain”. I gamle dage var folk mere bibelstærke, så klokkerne ringede straks for folks ører. Alle kendte historien om enkens døde søn som Jesus engang vakte til live i byen Nain. Og de strømmede til, for at få syn for sagn. Boden bestod af et telt, hvor alt, hvad man fik at se, var bunden af et par sko og ben, der stak ud under en træplade. Enkens søn fra nain. Det var nok kun et år, at den spøg lod sig gøre. Folk blev overraskede og følte sig snydt. Det svarede ikke til hvad de havde forventet ud fra den velkendte mirakel fortælling. Mirakler fascinerer os. Mirakler har med det naturstridige at gøre. En død bliver vakt til live. De tekniske omstændigheder kan let optage os, så spørgsmålet om der er tale om en sensation eller et fupnummer fylder alt. Men prøv at lade underet stå, ligeså fantastisk det er, midt i fortællingen og midt i byporten til Byen Nain. Og se så på bevægelserne i fortællingen. Op og ned og ud til siderne, så tegner der sig et smukt billede af et kors. Midt i korset ser vi et billede af et møde midt i byporten. Fra den ene side strømmer der mørke. Et langsomt ligtog er på vej igennem byen. Gråd og sorg præger det. Det er et tragisk dødsfald: en mors eneste søn er død. Moderen sørger og derudover er hun nu uden retsikkerhed og livsforsikring , måske er tiggeri hendes eneste mulighed. Ligtoget bevæger sig hen mod porten ud af byen. Fra den anden side strømmer der lys og håb. Her kommer Jesus sammen med sine disciple og et stort følge, de bevæger sig også mod porten ind mod byen. De to optog mødes i porten. Tårerne fra den grædende mor og følget strømmer nedad mod jorden, sorgen tynger og danner bevægelsen lodret nedad. Jesus ser enken og får øjenkontakt. Han siger ”græd ikke”. Så går han hen og siger til afdøde: ”rejs dig op!”. Og sådan sker det, at den døde bliver levende og moderen bliver trøstet. Bevægelsen går opad i lettelse og taknemmelighed. Følget se på Jesus og så op mod himlen og siger: ”Sandelig Gud har besøgt sit folk!”. Bevægelserne tegner altså et kors, med byporten som midten. I midten finder et møde sted. Et møde til nyt liv. Og sådan ser vi det gang på gang i de beretninger vi har om Jesus. Når han møder ondskab i form af sygdom og død, så bekæmper han den, han møder de lidende og tager sig af dem og giver nyt liv og mod. Og vi er nødt til at se hele dette møde for os, når vi hører evangeliet. Standser vi ved miraklet og tror, at det er alt hvad der er at sige, hvad kan vi så bruge det til. Hvori ligger så evangeliets trøst og glæde for os i dag. At Jesus opvækker enkens søn er godt for enken. Men hvad så med alle de ulykkelige mødre og fædre, der har mistet et barn, uden at der kom nogen forbi og vakte det til live igen. Fokuserer vi kun på miraklet, så bliver vi snydt og snyder hinanden. På samme måde som det omrejsende tivoli engang misbrugte denne historie. Sorgen kender vi, der sker også store tab i vores verden, men trøstens vilkår er anderledes. Jesus siger græd ikke og der er vægt bag ordene, men sådan er vores vilkår ikke. Vi vil så gerne trøste. Men vi kan ikke sige ”græd ikke” og så trøste med, at lade det skete være usket, vi kan ikke vække nogen til live, der ikke lever mere. Vi må sige ”græd kun”. For os står tingenes tilstand ikke til at ændre. Det eneste vi har at trøste hinanden med er vores nærvær. Liv er kærlighed, der strømmer fra det ene menneske til det andet. Død er når denne strøm standser og derfor efterlader døden en ørken – uden denne strøm. Evangeliet til i dag er Jesu tale ikke om død men om liv. Om Liv på trods. Om livet i mødet med ham, der er vejen sandheden og livet. Om livet som en strøm, der udgår fra livets Gud og ud til os og fra os til hinanden. Vi er alle forskellige og når to mennesker mødes betyder det ikke, at de smelter sammen til en. Tværtimod så er det ofte i mødet at forskellene bliver tydeligere, både for én selv og for den anden. Martin Buber har sat det på en kort formel, der hedder: ” Jeg bliver mig i mødet med dig”. Kærlighedens strøm mellem os gør, at der bliver plads til forskelle og mangfoldigheder. Porten til livet åbner sig for os i mødet med hinanden og i mødet med Gud. Bl.a. til gudstjeneste, der også er et møde i korsform. Et mødested mellem himmel og jord lodret og mennesker i mellem vandret. I dåben, ved nadveren og gennem forkyndelsen mødes vi af den levende Gud. Her mødes den enkelte af opfordringen til liv, af et ”rejs dig”, der giver mod og kræfter til at møde andre og være nærværende. Mødets korsform opklarer, hvordan en mirakel-mager fra en fjern fortid kan være nutidig i år 2009. Ser vi kun miraklet bliver afstanden for stor. For hvordan kan vi møde og trøste hinanden, når vi ikke kan de helende kræfter, som han havde? Korsformen vidner om, at mødet med ham, altid er et møde til liv. Han forstår os på det vandrette plan , som menneske til menneske. Og så bringer han en kærlighed og en tilgivelse med sig af en anden verden, lodret fra himlen. Og det vi så kan lære af Jesus i dagens evangelium, det er at være os selv, når vi møder hinanden. Da Guds søn blev menneske, da viste det sig nemlig, at det at være et ægte menneske er: at være sig selv. Jesus møder ligtoget. Han kunne være gået lidt ind til siden og bøjet hovedet for at vise afdøde den sidste ære. Men hans væsen byder ham, at gå nøden i møde og afhjælpe den til liv og glæde. Også senere hen blev han ved med at være sig selv. Og denne ærlighed endte med at slå ham ihjel på korset. Den førte ham ud i mørket og ind i lidelsen, derinde hvor også enken var. Derind gik Jesus af kærlighed og gav sig selv, så ingen længere skal være der alene. Derinde møder han os når det gør ondt og åbner en ny port til livet. Som han mødte enken i byporten og gjorde den til en glædesport. En påskeport til opstandelse og nyt liv. Fordi Jesus opstod påskemorgen, har vi håbet om en evighed sammen med ham både her og siden i Gudsrige. Det er, hvad det vil sige, at Gud har besøgt sit folk. Det er det håb som selv Job i al sin elendighed taler om, at han engang skal se. Der er Guds livgivende nærvær, som vi beder om, når vi, som i paulus-læsningen, beder om han vil bo ved troen i vore hjerter. Evangeliet om Jesu opvækkelse af Enkens søn fra Nain kalder ikke til en længsel efter sensationer, som er et tivoli værdigt. Nej det kalder os til et liv med korset som fortegn i vores møde med Gud og med hinanden.