| 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 12. SEPTEMBER 2010 Salmer: 15, 448, 449, 678, 411, 644 Kollekt: Lissner B. Ap.G. 8, 26-39 og Luk. 10,38-42. Livet rummer både bevægelse og ro og de to ting beriger hinanden. Efter nogle timers arbejde hvor alt har bevæget sig, er det godt, med en kaffepause i ro og mag. Selv den mest aktive haveentusiast, kan nyde en pause enten med avisen, eller blot for stille at se på resultatet. Mange småbørnsforældre kende roen, som pludselig kan åbenbare sig, hvis man efter at have pisket rundt efter, arbejde, tøjvask og alt det andet, sætter sig stille i sandkassen sammen med barnet, der i ro og mag kan lave den samme fine kage igen og igen. Bevægelse og ro beriger hinanden og gir liv. Der er rigtig meget liv i de historier som hører til i dag, efter man har hørt dem, lever de i én, de er ikke sådan lige at blive færdige med. Hvad er det der giver dem liv? Jeg tror at det er fordi de rummer både ro og bevægelse. Derfor har jeg prøvet at finde salmer til i dag, der har det på samme måde og det har ikke været spor svært. Bare tag Op al den ting som Gud har gjort som begyndte med at synge. Salmedigteren går ud i verden, ud i skovene, ud blandt blomsterne på engen, og pludselig står han stille og siger hvad skal jeg sige han står stille og undrer sig over Guds skaberværk og bliver mundlam. Hvis man tegner det med ro og bevægelse på et stykke papir får man et kors. Ro er den lodrette linie og bevægelsen den vandrette som i korsets tegn, der i dåben tegnes for ansigt og bryst. På samme måde i fortællingen om den Ætiopiske hofmand. Han kommer kørende hen ad landevejen, Sidder i sin vogn og læser skriften, øjnene bevæger sig hen langs linierne. Phillip kommer op i vognen er med og udlægger skriften for ham. Pludselig forstår han. Der bliver ro vognen standser, de står i vandet, hofmanden døbes. Så forsvinder Phillip hofmanden bevæger sig igen, op i vognen og fortsætter sin rejse med glæde. Vi kan også finde både bevægelse og ro i evangeliefortællingen. Jesus er på vandring. Sidste gang han stor stille, var det for at fortælle historien om den barmhjertige samaritaner, til en mand, der ville vide hvad der var meningen med livet. Nu kommer han til en by, standser og går ind i et hus, hvor han ved, han er velkommen. I huset udspiller der sig så en konflikt netop mellem bevægelse og ro, en konflikt mellem to søstre Martha og Maria. Martha har inviteret Jesus indenfor, hun har travlt med alle forberedelserne, så gæsten kan føle sig velkommen og få en god behandling som skik er. Søsteren Maria, har ikke øje for alt det der skal gøres. Hun sætter sig ved Jesu fødder midt i al travlheden og lytter til hans ord. Det bliver for meget for Martha Jesus er kendt for at være en handlingens mand, så hun stoler på, at han kan forstå frustrationen og få søsteren talt til fornuft, hvis hun hjælper lidt til, kan det jo være de alle kan sætte sig ned sammen om lidt? Men Jesus ryster overbærende på hovedet og svarer mildt Martha, at hun gør sig for mange bekymringer og at ét er fornødent. Han fremhæver Maria, siger at hun har valgt den gode del og at den ikke skal tages fra hende. Et er fornødent ét er nødvendigt og det er at lade roen sænke sig over øjeblikket og lytte til Guds ord. Det er en nødvendighed , en ro, der ikke kan sammenlignes med alle de andre sysler og nødvendigheder som vi pisker rundt efter i uafladelig bevægelse. Igen korsets form Martha, der løber frem og tilbage på den vandrette linie og Maria, der stille sidder - kigger ned og op på Jesus og tegner den lodrette linie. Den gode del, har Maria valgt, den skal ikke tages fra hende. Jeg hører Jesus ord som et løfte om, at Gud altid vil være der i roen, med sit ord, sit nærvær og sin kærlighed. Når vi vælger den gode del. Det kan være her i kirken, eller andre steder hvor gudstroens lodrette linie åbenbarer sig: I sandkassen, i naturen, i det nærvær vi giver til eller får fra et andet menneske i øjenkontakten, i de små vigtige pauser i travlheden, små sprækker hvor lyset trænger ind og sender glæde med på den videre rejse. Denne ro melder sig ikke kun i glæden men også i sorgen. Da jeg lige var blevet præst hørte jeg en ældre kollega ønske en dame, der var meget ked af det, fordi hun lige havde mistet sin mand: Guds fred i din sorg. først tænkte jeg, at det var noget underligt noget, sådan at sige. Men efter en pause sagde damen: tak, det er vist det jeg trænger til. Når nogle vi kender er i sorg, har vi nok ofte travlt med at forsøge at adsprede dem, får ham med til noget, tilbyde vores selskab, nu hvor der er blevet så tomt. Også her er det måske nødvendigt at finde ro, sidde lige så stille og være ked af det, måske i ro sende en tanke op ad. Også her melder Guds nærvær sig et nærvær som ikke skal tages fra os. Jesus døde på korset, det er derfor tegnet er vigtigt for os. Han liv var en stadig afveksling mellem bevægelse og ro. Han var på rejse og stoppede op på steder, hvor man hellere havde set ham gå videre. Han investerede nærvær og tid der hvor andre skyndte sig videre. Det blev for meget for magthaverne, de ville ham til livs. Derfor døde han på korset. Alt bevægede sig da det skete, som i et voldsomt tordenvejr. Bevægelsen stod i skarp kontrast til roen og lyset påskemorgen. Et lys, der stadig skinner for os og lyser op, så vi kan vælge den gode del og fortsætte vores rejse med glæde. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem bevægelse og ro. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Adam, der er døbt i dag vær med ham og hans familie. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. |
||