Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Korsvar.
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Luk 7,36-50

Herre kom og bo ved troen i vore hjerter. Amen.
Bønnen om at Jesus vil komme og bo ved troen i vore hjerter, er en del af nadverbønnen, som bedes, hver gang, der fejres nadver her i kirken. Bønnen åbner sig i dag 11. søndag efter trinitatis, hvor alle de ord vi hører er fælles om på forskellig måde at pege på hjertet som troens sted.
Men har al den hjertesnak noget med virkeligheden at gøre? Lever vi ikke i en tid, hvor det gælder om at bruge hovedet, og hvor kodeordet for et godt liv er ”omtanke”?
Hvad er hjerter, andet end små fuldendte røde symboler, man kan købe på klistermærker og sætte på kort som et overfladisk glansbillede? Er hjertesymbolikken ikke lidt slidt, som en dårlig lægeroman, blottet for liv og spænding fordi man ved at alt ender godt. Eller som hjerter tegnet på en fire årigs prinsessetegninger i herlig, men naiv barnlig uvidenhed?
Hører hjerter kun eventyr til ?
Der er visse ligheder med evangeliet om synderinden, der følger sit hjerte og vinder Jesu hjerte og farisæeren, som derimod har misforstået, hvad der er meningen med livet og så mange af vores eventyr. F. eks. eventyret om Klods Hans.
Farisæeren Simon er systemets mand. Han bruger hovedet tænker som man bør og handler derefter. Han forarges over at byens udskud – en luder, som ingen med respekt for sig selv ville ses sammen med, kommer til en lukket fest, hvor der kun er inviterede mænd til stede. Farisæeren Simon fremstår i evangeliet, som den dumme, lidt stiv i nakken og selvhøjtidelig fuldstændig som de to kloge brødre i Klods Hans. I eventyret om Klods Hans kommer de kloge brødre først hen til slottet for at fri til prinsessen. De ved nok, hvordan man opfører sig, kan tale klogt om politik og vigtige sager og den ene forstår sig endda på at brodere seler! Men til grin bliver de alligevel, fordi de ikke forstår, at prinsessen er et levende menneske lige foran dem. De ellers så kloge brødre bliver til grin fordi de ikke forstår at vælge livet og lytte til deres hjerte.
Klods Hans derimod er som synderinden, han er et pinligt udskud ingen vil være sammen med, han har ingen anseelse, tværtimod. Men frimodig kommer han ridende på en ged, med hjertet på det rette sted læser han situationen, ser Prinsessen lige i øjnene. Fuldstændig som synderinden lytter til sit hjerte, bider sin skam i sig og går lige hen til Jesus. Hun ser ham øjnene og behandler ham med en gæstfrihed og med et nærvær som selv ikke den korrekte vært har kunnet mobilisere.
Evangeliet vidner om at tro er nærvær. At følge sit hjerte er at vælge livet. At bo med troen i hjertet er at være nærværende i livet, som blomsten, der følger lyset og drejer sig efter det. I morgensalmen vi begyndte med at synge hedder det: ”Gud give os, at skinne så, som himmellys skønt af de små”. Skal den bøn gå i opfyldelse er tanken ikke sat fra bestillingen. Hjertet er motoren i os, den pumper blodet rundt og leverer ilt til hjernen.
Det er altså ikke hjerte – forstået som et glansbillede, smukt, harmonisk og uden fejl, nej det er menneskehjertet, på mange måder et stakkels hjerte – som vi sang i høstsalmen: ”Så tag mit stakkels hjerte, så ringe som det er”... Som en slags overgivelse. Som den erkendelse man gang på gang kan nå til, når det ikke lykkes, at være det perfekte menneske – et ædelt glansbillede. At vælge livet – er at overgive sig fra de høje luftlags krav om ret og klogskab og turde være sig selv. Ind i mellem usikker, klar over at jeg kan skifte mening og kurs i mit liv, fordi jer er blød og afhængig af Gud og af andre menneskers kærlighed og tilgivelse, fordi det er det jeg lever af.
Evangeliet udtrykker et stærk forhold mellem Jesus og kvinden. Man fornemmer næsten at hun er forelsket i manden Jesus.
Om klods Hans og Prinsessen hedder det,” de levede lykkeligt til deres dages ende”. Her adskiller eventyrets kærlighedshistorie sig fra evangeliets.
For Jesus og kvinden flytter ikke sammen og lever lykkeligt. Kvinden sendes bort med fred, ud i verden, ud i et nyt liv, i håb og med troen boende i hjertet. Jesus går også videre ud på forsoningens vej.
Jeg husker en mand i mind barndom, der altid, når han hørte om et nyt kærestepar, smilede og sagde: ”det er skønt, når folks børn kan forliges” -
Kærlighed er at forliges med sig selv og andre – det viste kvinde ved, at hun forligede sig med sin skam og valgte at gå til ham hun elskede. Og det viste Jesus ved at forlige sig med kvinden, og gå videre af forsoningens vej i forligelsens tjeneste.
Han gik den vej til ende. Med et blødt hjerte gav han afkald på al magt og ret og lod folk gøre med sig, som de ville. Måske kan man tale om ulykkelig kærlighed? Jeg kan ikke lade være med at tænke på Maria Magdalene, der i musical: Jesus Christ Superstar, grædende synger: ”I dont know how to love him” –
Svært var det, for Jesus, og for alle der holdt af ham. For han fulgte sit hjerte og døde af det.
Evangeliet adskiller sig fra eventyret, ikke blot ved at slutningen er knap så enkel, men også ved begyndelsen. Eventyret begynder: Der var en gang” – Evangeliet derimod handler ikke om en fjern mytisk fortid, men er nærværende og gyldigt her og nu.
For da Jesus var død og borte greb Gud ind og kronede det bløde hjerte og gav det ret. Jesus stod op og fortsatte forligelsens tjeneste. Han er her stadig med sin god Ånd. ”Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte”. Sådan af folks børn stadig kan forliges, at vi kan forsone os med hinanden gang på gang. Ikke sådan at vi skal søge op eller ned. Herren er dig nær. Ikke i de højere luftlag, i indviklede tanker og filosofiske eller romantiske betragtninger afsondret fra verden. Nej Herren er dig nær, som gæsten, der uventet kommer ind i dit hus. I hans øjne, som man ellers ikke synes man behøver at tale med. I din mund og i dit hjerte. Hjertet pumper liv i kroppen, skaber sammenhængen, får vi ikke hjertet med, mangler hjernen ilt, man bliver stiv i nakken og reagerer hurtig og pr. refleks, man fælder dommen som afstumper og reducerer livet.
Men Herren er dig nær.
Ikke når de og de forhold i vores liv er blevet bedre, når vi har formået at få styr på dit og dat, og er blevet ordentlige mennesker, der svarer til glansbilledet. Nej uperfekt trække vejret nu og mærke hjertet slå, og vælge livet med alt hvad det indebærer af usikkerhed, og i sær af kærlighed og nærvær.
Og derfor må vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Lad os bede:
Himmelske Far,
Tak for menneskelivet, du har givet os.
Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød,
mellem fortrøstning og mismod.
Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den.
Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe,
når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes,
lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til.
Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig.
Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.
Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie.
Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer.
Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden.
Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære.
Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige.
Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede,
fængslede og hjemløse.
Vi beder dig for alle vore kære...
Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde.
Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild.
Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb.
amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.