10. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 8. AUGUST 2010 Tekster: Ez 33,23.30-33 Matt 11,16-24 Salmer: 1) 2) 674 v.1-4 Sov sødt, barnlille 3) 674 v.5-7 Sov sødt, barnlille 4) 305 Kom Gud Helligånd, kom brat 5) 68 Se hvilket menneske 6) 427 Da jeg boede i Frankrig, arbejdede jeg på en burgerbar. Ude bagved stod skraldespandene, hvor vi smed alle de gamle burgere i. Flere gange bemærkede jeg, at noget puslede ved skraldespandene, når jeg gik forbi. Og så en dag overraskede jeg en ung mand at stå og rode i skraldespandene efter mad, der var smidt ud. I dag siger man, det er en trend at gå hen til supermarkedernes skrald for at se, om der ikke lige er noget, man kan bruge. Men den unge mand, jeg mødte i Frankrig, var der af nød. Det var sådan han kunne klare sig igennem dagen. Jeg var selv temmelig chokeret over det – for han lignede enhver anden ung mand – det kunne have været hvem som helst. Men de andre, jeg arbejdede sammen med, tog ikke særlig notits af det, for dem var det meget normalt at se en hjemløs gennemrode skraldespande. Her i Danmark er vi jo så privilegerede ikke at møde fattigdommen og nøden i så stor en udstrækning. Alligevel findes der masser af sociale tabere i vort samfund: hjemløse, prostituerede, narkomaner, drankere, psykisk syge. Både Johannes Døberen og Jesus bedømmes af folket. De siger, at den ene spiser og drikker for lidt og den anden spiser og drikker for meget. Ligegyldigt hvad de gør, er det forkert i andres øjne! Og ikke nok med det, så er Jesus også ven med toldere og syndere – hvilken skandale! Han omgås faktisk med alle de forkerte folk. Dem der er ringeagtede af andre. Gud kom til syne for os i skikkelse af et menneske. Han kom, mens det mindst var ventet og som det mindst var ventet – ikke i stor pomp og pragt som en konge, men som et ganske almindeligt menneske af kød og blod. Og det menneske, Jesus, identificerede sig med samfundets svageste individer. Han gik blandt de svage og de udstødte. Han tjente de svage. Han var ligeglad med, hvad der var normalt og hvad andre folk tænkte. Han så bag om andre folks domme og fordomme og så på selve mennesket. Han så Gudbilledligheden i hvert enkelt menneske. Derfor dømmes vi på de gerninger, vi gør mod andre mennesker. For Gud er der når vi mindst venter det. Han er i naboen, den fremmede, i narkomanen, den hjemløse osv. Når vi hører Guds ord til os, forpligter det. Gaven, som er givet os, må betragtes som en opgave. Vi får med dette Guds ord meget betroet, og derfor kræves der også noget af os. Vi må behandle det, der er blevet os betroet ordentligt. Det vi har fået betroet er vore medmennesker, vor familie, vort samfund og skaberværket som sådan. Det er vores opgave at værne om denne gave. Vi kan ikke bare læne os tilbage, for når vi hører evangeliets ord, hører vi Guds vilje. Det er Guds vilje, der kommer til os i Jesu ord. Vi kan ikke længere sige, at vi ikke vidste bedre. Og når vi med evangeliet kender Guds vilje, forpligter det. Evangeliet kalder os med en hellig kaldelse til at gøre det gode. Til at behandle vore medmennesker og vor klode med respekt. Vi har fået et ansvar: vi er blevet betroet et skaberværk, som vi skal tage vare på for vores efterkommeres skyld men også til Guds ære. Men det er også et svært krav, vi bliver stillet. For hvordan skal vi tage os af hinanden? Hvordan skal vi redde de hjemløse, de prostituerede, narkomanerne, drankerne og, psykisk syge? Vi kan jo ikke tage os af alt og alle. Nogle gange er det svært nok at tage vare på os selv. Og hvis folk ikke vil hjælpes, hvad skal man så gøre? Teksten fortæller os, at hvis og når vi føler et overskud, så skal vi tage os af næsten. Det kan starte i det små – et venligt smil, overbærenhed med andres fejl og egne fejl. Vi må blive ved med at overraskes over social armod. Lad det aldrig blive almindeligt for os at se de hjemløse rode efter mad i skraldespandene. Amen!