1. SØNDAG I FASTEN D. 21. FEBRUAR 2010 Salmer: 496, 698, 292 – 557, 206. Kollekt: Lissner B. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas. Korsvar. Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre. Amen. (luk, 22,24-32) ”Hvad venter vi på ?” Sådan kan man i tidens ånd utålmodigt spørge, når noget går for langsomt. Når man synes, at nu må der gøres noget, nu skal vi have en afklaring, for ”hvad venter vi på?”. Utålmodighed kendetegner nok ikke kun vores tid. Der er også utålmodighed at spore hos Jesu disciple i evangeliet i dag, hvor vi møder dem og Jesus skærtorsdag aften. De har lige spist sammen for sidste gang. Stemningen er så fortættet, at det ikke er til at holde ud. De forstår ikke helt dybden i Jesu afskedsord til dem men nok, at det er alvor. Disciplene er nok mere optaget af, hvad der så skal ske med dem bagefter. Når ham, de har fulgt og set op til, ikke er mere, hvad så? Hvad skal de så vente sig? De må have en afklaring og kommer op og skændes om, hvem af dem, der egentlig er den største, hvem skal overtage lederskabet i fremtiden? Hvad venter vi på? Vi må finde ud af hvem, der er den største? Hvad venter vi på? I spørgsmålet ligger en modstand mod overhovedet at vente. Modstanden mod at vente dukker også op, når vi intet kan gøre for at afkorte ventetiden. Mon ikke mange mærker denne modstand, nu hvor det igen har sneet meget? Hvad venter vi på? Vi venter på forår. Her vil ties – her vil bies... Aldrig har vintersalmen været så aktuel. Med sin længselsfulde melodi og mange gentagelser, hjælper den os med at vente. Da jeg var barn brød jeg mig ikke om den salme, den var for langsom. Min bedstemor gik og sang den her sidst på vinteren, vendte sig lidt ind i sig selv og dagens gøremål, mens hun nynnede: ”her vil ties her vil bies”. Jeg forestillede mig en flok tavse, sure mennesker, der sad stille og bed tænderne sammen. For her vil ties, her vil bi(d)es. Senere fandt jeg ud af, at bie betyder vente.. Hvad venter vi på? ja i salmen venter vi på forår og påske og jo flere gange man synger den, desto mere åbner man sig mod foråret. Salmen rummer utrolig mange u’ er og o’er, og når man synger den, tvinges man til at åbne sin mund, altså stik modsat min barndomsforestilling om sure sammenbidte mennesker... man synger: ”kom min due, lad dig skue”... eller ”due kunne du begrunde”... ansigtet og sindet åbnes mod forårets komme. På sammen måde åbner Jesus disciplenes kampberedte ansigter og sind ved fuldstændig at punktere den magtballon, de er ved at puste op. Jesus er en stor pædagog, for han gør selv, det han siger. Jeg er iblandt jer som den, der tjener! Her handler det ikke om at være størst, men om at vente lidt, og så se, hvordan man kan tjene andre. At herske det er, at de andre er der for mig. Men at tjene, det er at være der for de andre. Jesus har været der for dem og for alle han mødte på sin vej. Nu er han på vej og skal snart dø, men han lover disciplene, at overdrage dem sin fars rige, hvor de igen skal sidde og spise sammen i Guds rige... Der er noget godt i vente. Og ventetiden skal bruges til at tjene og være noget for andre. Prøvelserne vil komme, tidspunkter, hvor de ikke fatter, hvad de venter på og i trods siger: ”Hvad venter vi på” og tager sagen i egen hånd. Som Kain i den gamle fortælling om misundelse og brodermord. Kain lukker sig inde i trods. I angst for ikke at være elsket.. han sammenligner sig med sin bror Abel, hvis offer Herren tager i mod. Gud bemærker at Kain går med sænket hoved og er vred, han opfordrer Kain til at gøre det gode, løfte sit hoved, bruge ventetiden fornuftig. Men Kain tager utålmodigt sagen i egen hånd. Hvad venter vi på? Kain overfalder sin bror Abel og slår ham ihjel. Her er synden tydelig, den sætter ikke Kain fri, men binder ham en dom på ærmet. Mindre ting end brodermord kan få os til at sænke hovedet og forhindre os i at se frit op. Hvad enten det er modgang og sorg, der tynger os, eller en indre uro, der kaster skygger i vores hverdag og gør det svært at se en mulighed ud i fremtiden. Denne utålmodighed, eller man kan kalde det fristelse, belyses her i fastetiden som en gådefuld kraft inde i mennesket, der gør, at man er i stand til utålmodigt at ødelægge livet for sig selv og andre. Næsten som en slags indre længsel efter undergang. I Jakobsbrevet tages denne fristelse alvorlig og vi opfordres til at vente og holde ud i tillid til, at det ikke er Gud, der frister os. I tillid til at der er noget godt i vente. For i evangeliet fremsættes måltidet: nadveren, som stedet hvor vi helbredes og tilgives og sendes ud i tjeneste for andre. Her midt i fasten er måltidet, Guds riges overskud af tilgivelse og glæde, det, der heler og giver håb. I kredsen omkring nadverbordet opløses alle forskelle og alt grundlag for sammenligning, her er fællesskabet grænseløst både hvad angår tid og rum. for Gud er vært. Ham som tjener, ham som vi må vente os alt godt af. Jesus gav sig selv i tjenesten for andre. Han siger til Peter til slut i evangeliet i dag, at han godt ved, at satan gør krav på Peter og de andre, pirrer deres utålmodighed og trang til at få ryddet op. Men han siger også: ”Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre”.. Der er stor trøst og meget håb at hente i Jesu ord til Peter. Jesu tålmodighed kender ingen grænser, han ved at trange tider, langsomt skrider, han siger ikke hvis, men når. Når du engang vender om. Og når rimer på forår. Om blot to uger kan vi synge sangen om den første dag i marts, hvor den eller indimellem stride digter smukt slutter med at sige: ”Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er din skaber stor!” Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.