1. SØNDAG EFTER TRINITATIS D. 6. juni 2010 Indsættelsesprædiken, Vestervang Kirke 1.s.e. trinitatis: Luk 12,13-21 Salmer: 1) 749 I østen stiger solen op 2) 448 Fyldt af glæde 3) 523 Min nåde er dig nok ------------ 4) 321 O kristelighed 5) 424 I Herrens Hus Her i Vestervang Kirke har der netop været udstillet billeder af Arne Haugen Sørensen. Et af Haugen Sørensens billeder forestiller en far, der omfavner sin søn. Billedet hedder ”Hjemkomst” og Haugen Sørensen har malet det ud fra fortællingen om den fortabte søn. Vi kender nok alle fortællingen om sønnen, der får arven på forskud, går ud i verden, glemmer alt om familien og bruger arven på fest og farver. Men en dag banker realiteten på døren; pengene er brugt op. Da han ikke har flere penge, forsvinder vennerne også, for så er han pludselig ikke så spændende at være sammen med mere. Derpå kommer der hungersnød i landet. Hvad skulle han gøre for at få noget at spise? Han bliver nødt til at passe svin, hvilket sikkert har været ydmygende for en jøde, der ikke spiste svin. Mens han sidder der i skidtet, kommer han i tanke om, at han kunne vende hjem til sin familie som daglejer. Da han når hjem, kommer faderen styrtende ham i møde, han genkender straks sin søn. Faderen glemmer al værdighed og løber ham i møde. Han har stået ude ved vejen og spejdet efter ham hver eneste dag. Sønnen skubber sig ud af sin fars favn og siger, at han har syndet mod himlen og ham. Han fortjener ikke længere at være søn i huset, han vil bare gerne være daglejer. Men det vil faderen ikke høre tale om, han kalder på sine tjenere og forbereder en stor fest for sin hjemvendte søn. Men den ældre bror bliver sur – nu har han gået og slidt og slæbt, mens lillebroderen bare har ødslet pengene op – og så bliver der endda holdt en fest for ham! Hvorfor skal han dele alt det, han selv har kæmpet for at opbygge, med sin lillebroder, som slet ikke har fortjent det? Evangelieteksten, vi har hørt i dag, giver et modsvar til storebroderens reaktion. En mand kommer til Jesus og beder om hjælp i en arvesag. Jesus giver manden en ny vinkel på sagen. Han vil gerne have ham til at se, at bekymringen for den materielle velstand er mindre vigtig i det store perspektiv, for vi fødes tomhændede i verden og går tomhændede fra den. Derfor fortæller Jesus lignelsen om bonden, der troede sig umådelig rig og usårlig, men som i virkeligheden var yderst sårbar og fattig. For på et øjeblik kan det hele sættes over styr. Lignelsens budskab er, at vi ikke skal samle rigdom til os selv. Vi får at vide, at det er i modstrid med rigdommen hos Gud. Rigdom hos Gud er nemlig at dele med andre. Ikke gemme alt resultatet af vores arbejde til os selv, men netop dele udbyttet til fælles gavn. Sådan viste Jesus os det i sit liv, hvor han delte med alle. Jesus spiste med de ringeagtede toldere og farisæere, han talte med de syge og udstødte. Kort sagt gik han blandt de mennesker, andre folk ikke ville dele med, fordi de på forhånd havde dømt dem udenfor. Det kan være rigtig svært for os at følge i Jesu fodspor og ikke dømme andre mennesker. Vi er så hurtige til at beslutte os for, hvem, der har gjort sig fortjent til, at vi vil dele med dem – og hvem, der ikke har gjort sig fortjent til det. Lynhurtigt opstår der et ”os” og et ”dem”. Men med til fællesskabet hører også tilgivelsen. For når vi er i et fællesskab, er det uundgåeligt at lave fejl. I lignelsen om den fortabte søn fortæller Jesus os, hvad tilgivelse er. Det er en fars tilgivelse af sønnen – det er arme, der omfavner sønnen, før han har nået at bede om tilgivelse. Sådan tager Gud imod os, ligesom faderen tager imod sin fortabte søn, der atter er vendt hjem. Han tilgiver os, førend vi har bedt om tilgivelse, og han deler med os, selvom vi måske egentlig ikke har gjort os fortjent til det. På reformatoriske altertavler af Jesu nadvermåltid med disciplene skildres Judas altid i gult. Det er for at man kan genkende den discipel, der forrådte Jesus. Jesus er godt klar over ved måltidet, at han vil blive forrådt af Judas. Så hvorfor er Judas overhovedet med til nadvermåltidet? Og hvorfor har man ikke bare valgt at lade være med at male Judas på sådanne altertavler? Pointen med altertavlerne er, at selv ham, der forråder Jesus, har del i nadvermåltidet – også han er en del af fællesskabet. Derved viser Gud os, at alle - såvel retfærdige som syndere - har del i fællesskabet. Ligegyldigt hvor slemt, vi har handlet, tager Gud imod os med åbne arme, som faderen tager imod sin søn. Jesus vil med lignelsen, vi har hørt i dag, få os til at flytte fokus fra den materielle rigdom til den menneskelige rigdom. For rigdommen hos Gud er i fællesskabet mellem mennesker. At være rig hos Gud kan vi derfor ikke skille fra relationen mellem mennesker. Det glædelige budskab, evangeliet, er, at gudsriget er til stede her på jorden. Det er til stede mennesker imellem, fordi Gud har valgt at tage del i vores verden. Gudsordet er den stædige fastholdelse af, at mennesket er bestemt til fællesskab - også når det ikke lykkes os. Et fællesskab opnås netop ved at dele med andre mennesker - ved ligesom faderen på Haugen Sørensens billede at strække armene ud og tilgive førend den anden har bedt om det. Amen.