1. SØNDAG I ADVENT DEN 27. NOVEMBER 2011 Vestervang Kirke d. 27.11. kl. 10.00 3 dåb, jubilæumskoret medvirker. Es. 42,1-9 og Luk. 4,16-30. Kollekt Lissner B.8og c efter nadver). Herrens år med vor Guds velbehag Nu bringer os glæde hver Herrens dag. Velkommen nytår og velkommen her! Amen. På dansk har vi et godt udtryk, der hedder "at slå tonen an "- Når nogen har slået tonen an, så er vi godt i gang. Det er vigtigt hvordan man får begyndt – det er ikke tilfældigt for resultatet, hvordan tonen slås an. Her i kirken er det orglet, der slår tonen an. Præludium, kalder man det stykke musik vi begynder med. Heller ikke det er tilfældigt, men nøje udvalgt, så det passer til situation. Derfor så lyder præludiet forskelligt om man er til bryllup eller til begravelse. Det lyder forskelligt om søndagene, på forskellig måde slås tonen an alt afhængig af dages stemning og særlige karakter. I dag var der to af slagsen. Først orgelmusik så vi kunne rejse os og byde Andreas, Lærke og Romeo velkommen i kirke. Så Jubilæumkorets sang der varmede os op til gudstjeneste og dåb med: "Velsignet være han som kommer" og "Stille er min sjæl til Gud". Præludiet er vigtigt. Ofte hører jeg som i dag, at præludiet ikke bare slår tonen an, men også forud griber dagens indhold og angiver hvordan det hele ender. Første søndag i advent er en slags præludium til resten af kirkeåret. I dag slås tonen an til adventsforventning og julefred, til påske og pinse og høst igen. Vi tænder det første lys i adventskransen og begynder en ny runde i kirkeårets stærke krans. Og nej, hvor har jeg længtes efter at tænde det lys i år! Som årene går, er det som om, jeg trænger mere og mere til at det bliver første søndag i advent. November er mørk og våd. Dagenes korthed passer overhovedet ikke sammen med alt det man skal nå på dem. Travlheden passer ikke til energiniveauet, det man når, passer sjældent til forventningerne. Når præludiet så går i gang 1. søndag i advent, så får jeg en ny begyndelse foræret, et helt nyt kirkeår – hvor Guds fylde langt overskrider mine forventninger. Hvor ord og salmer minder mig om, at nu er nådens tid. Hvor jeg pludselig ser, at "hver Herrens dag" – ikke er "herrens" i menneskelig forstand, men Herrens fordi de ligger i Guds hænder og er hans dage. "I dag er det i hørte gået i opfyldelse" siger Jesus den dag i Nazaret og i dag i Viborg. Jesus kommer til sin hjemby, går ind i synagogen, som han plejede. Her skiftes man til at læse. Jesus rejser sig og man rækker ham Profeten Esajas bog og han læser (det vi også hørte fra Esajas 42 læst fra alteret) – ja vi kan kalde det: Præludiet til sit eget liv. Han læser om godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde og frihed til undertrykte. Folk i Nazaret imponeres og bliver stille, dehar hørt om de undere Jesus har gjort rundt omkring: De tænker "fedt, han er én af vores, nu får vi frihed fra vores undertrykkere, nu kommer vores blinde til at se". Men Jesus er mere end det de har ventet på. Han gør det klart, at det nye han kommer med gælder alle også dem, man i Nazaret ikke regner for noget, eller måske ligefrem ser på som fjender. Og så bliver de rasende. De jager ham ud af byen ud på kanten af et bjerg, det er tæt på at gå helt galt. "Men han banede sig vej imellem dem og gik", hører vi. Væk fra larmen – ind mod byen, ud mod verden og os med det gode budskab til alle der vil have det og dele det. Præludiet rummer også toneansatsen til slutningen. Vreden mod Jesus bliver ikke mindre, den tager til i styrke og ender med at dræbe ham. Igen baner Gud vejen, ud af graven, væk fra afgrunden, ind mod verden og livet for alle slags mennesker. Det er slutningen der klinger med, og gør begyndelsen aktuel og får adventskransen til at minde om en stærk redningskrans – i dag er det gået i opfyldelse! Hvad betyder det for os? Ser vi os omkring de kommende dage, så er der stadig folk, der ikke kan se, der er stadig fattige, nogle der bliver undertrykte og er fanget. Der kommer flere dage, som vi kan kalder "herrens" – uden at det er fordi vi tænker at dagene tilhører Herren. Men det betyder, at lyset har ændret sig. På et dybere plan er vi nu seende. Guds kærlighed lægger sig som en krans om vores liv, som et værn mod mismod. Tonen er slået an – vi kender den glade begyndelse – og begyndelsen rummer opstandelsestoner med evighedsklang. Novembermørket er der stadig, bekymringerne er der stadig mere eller mindre hos den enkelte af os i forskellig form. Bekymringer om ens børns fremtid, om hvordan det skal gå, hvis man bliver gammel og skal på plejehjem. Hvad nu hvis finanskrisen gør én arbejdsløs, hvis sygdom rammer eller vores kære mister gnisten og ikke længere holder af os. At tonen slås an i dag – rammer livet ind – hele vores livet også bekymringerne – sætter dem ind i en sammenhæng – en krans, hvor alt begynder godt og ender godt i Guds fremtid. Nu er det gået i opfyldelse. Den fremtid tager jeg mig af, siger Jesus. Hav tillid til mig og vær til stede i dag. Hav store forventninger og bliv ikke vred og smålig, når det viser sig at løftet fra Gud også gælder andre. Tværtimod så skal vi hjælpe med at føre løftet ud til andre. Det er vores opgave at slå tonen an, når det gælder medmenneskelig omsorg, et besøg og knus til ham, der trænger til det og hjælp til hende der mindst tør vente det. Præludiet er vigtigt og vi kan hver efter vores evner slå tonen an. Tænde det ene lys efter det andet til kransen er sluttet. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os bede: Himmelske Far, Tak for menneskelivet, du har givet os. Vi bekender, at vore dage skifter mellem glæde og sorg, mellem lyst og nød, mellem fortrøstning og mismod. Vi beder dig for hele den verden, du har skabt: ophold den og forny den. Når vi ikke rigtig kan tro, når vi er fortvivlede og ikke tør håbe, når vi er selvoptagede og ikke kan elske, når vi er bitre og ikke kan glædes, lad da dit lys skinne på os, hold vore håb i live, så vi hverken fortvivler eller lader stå til. Vær med os når vi er trætte og urolige, giv os stilhed og nyt mod i troen på dig. Vi beder for Andrea, Lærke og Romeo der er døbt i dag. Vær med dem og deres familier. Hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. Vi beder for din kirke her og på hele jorden, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene. Vi beder for vort land og vort folk. Vær med vor dronning og hendes familie. Giv visdom i hjertet til dem der leder og regerer. Vi beder for alle dem, som lider ud over hele jorden. Vær nær hos de udsendte soldater og alle der arbejder for fred. Beskærm dem og deres kære. Hjælp os til at skabe fred og forhold, som er mennesker værdige. Vær nær hos de syge og de der sørger, vær med alle ensomme og fremmede, fængslede og hjemløse. Vi beder dig for alle vore kære... Tak for dem, som hører med i vort liv, levende som døde. Følg du os på alle vore veje, drag os atter tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du nu og i al evighed vor fred og vort håb. amen. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.