1. S. E. PÅSKE D. 11. APRIL 2010 Første søndag efter påske Gud er en kærlighedskraft, der er mennesker nær overlt. Gud er en kærlighedskraft, der vinder over alle andre krafter – også døden. Det er – efter min mening – den inderste erkendelse i kristendommen: Gud er kærlighed. Alligevel lever et billede af Gud, hvor Gud er alt andet end kærlighed . Nemlig billedet af Gud som en frygtelig vred og dømmende og fordømmende mandsskikkelse. Sådan et billeder kan man nemlig også finde i bibelen – for bibelen rummer menneskers billeder af Gud. Og sådan et billede af Gud, kan man også møde hos mennesker i dag. Jeg hørte om en ung mand, der levede med sådan et gudsbillede. Gud var for ham en frygtelig og straffende mandsperson, der hele tiden krævede af ham at han skulle være perfekt – og som han oven i købet oplevede som en Gud der sendte ham prøvelser – sådan at han begik fejl som fik frygtelige konsekvenser for ham selv og hans omverden. I beretningen fremgik det, at dette billede af Gud hang sammen med en opvækst, hvor hans forældre havde fortalt om og videregivet om Gud, at Han alene var og er en dømmende instans. Den der fordømte al livsudfoldelse og glæde, sådan oplevede drengen det. Og sådan oplevede altså stadig manden det som voksen. Dette billede af Gud sammen med forældrenes fordømmelse af livsglæde og kropslig udfoldelse, havde gjort hans barndom angstfuld og ensom. Nogen gange gik han ud i skoven, tæt på hvor han boede. Han følte sig som det ensomste menneske i verden. Ingen kunne forstå ham. Al hans glæde ved livet var fordømt – først og fremmest af Gud. Det er smertefuldt at høre om sådanne beretninger. Og det smertefulde ligger i høj grad i – at billedet af Gud er blevet fuldkommen forvrænget. Gud er slet ikke i det billede. Gud er kærlighed. Og den unge mand – var ikke alene der i skoven som barn – Gud var hos ham – hele tiden ved hans side. Men han mærkede det ikke (drengen) – for der var blevet tegnet ham et billede af Gud, som forhindrede ham i at mærke Guds sande væsen. Intet menneske er uden for Guds rækkevidde. En af dem, der har forsøgt at videregive denne tro på Guds allestedsnærværende nærvær er vores salmedigter Ingemann. I sine erindringer skriver han: ”Så langt jeg er mig bevidst, kan jeg ikke erindre noget tidspunkt, hvori jeg, ikke har følt og troet mig i ligeså sikker forbindelse med den usynlige Fader og Skaber, som med de synlige forældre .. Når jeg lukkede mine øjne, var jeg i den levende Guds hånd, derpå tvivlede jeg ikke; når jeg slog dem op, ligeledes..” Ingemanns salmer ånder af denne stærke tro på Guds nærvær. ”Lover Herren han er nær” – ”Gud ånder på øjet, når det græder” når barnet græder så er det Guds ånde der giver væde til tårerne (Nu titte til hinanden) – eller som i ”Lysets engel går med glans” – at Guds kærlighed, i skikkelse af en engel er tilstede ligesom sollyset, der strømmer ud i hver en krog af verden. Dan Turell fortæller at han som 10-årig besvimede under første vers af ”Lysets engel går med glans.” Han faldt sammen og blev båret ind i et klasseværelse (på Vangede Skole), hvor han vågnede nogle minutter senere, stadig mumlende om ”Lysets engel.” Lysets engel – havde, skriver han, bogstavelig talt væltet ham. Den gik gennem skolens mure og ud i Vangede. Verden var ikke mere den samme .. Men Ingemanns digtning er ikke lyserød plys. Han livsglæde og lyse livsindstilling og tro på Guds kærlighed har rod i en viden om livets skrøbelighed. Særligt smukt kommer det til udtryk i det digt der hedder ”Tit er jeg glad”: Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde. Tit er jeg sorrigfuld og må dog le, at ingen skal den bange tåre se. Tit er jeg varm og isner i min varme; thi verden favner mig med frosne arme. Tit er jeg kold og rødmer dog derved; thi verden slukker ej min kærlighed. Ensomhedens mulighed er Ingemann bekendt. Isolationen er ham ikke fremmed. Jeg tror han skriver både om den guddommelige, fuldkomne kærlighed og om den menneskelige kærligheds skrøbelighed, når han i sidste vers af det digt siger: O du, som ene dele kan min glæde! Du, ved hvis barm jeg turde frit udgræde! O hvis du kendte, hvis du elsked mig, jeg ville være, som jeg er, hos dig. Den menneskelige kærlighed er skrøbelig. Den der har prøvet at elske, ved at med kærlighedens lykke følger også altid kærlighedens angst. Angsten for adskillelsen og for om kærligheden kan gå i stykker. Ingemann kendte til angsten og tvivlen og forladtheden, som følger med menneskelivet. Men han tvivlede aldrig på – at Gud fulgte ham – og ligegyldigt hvor mørkt livet blev, så ville Guds lys skinne ind i mørket. Kristus spørger Peter: elsker du mig! Det gør han som den opstandne. Han er pludselig i blandt dem – efter korsfæstelsen, men før himmelfarten. De sidder ved bålet en aften ved Tiberias sø – efter at de har været ude og fiske. Og Kristus, den opstandne Kristus, sidder hos dem. Kunstneren: Sven Havsteen-Mikkelsen har malet et billede, som måske er et motiv fra det møde. Han har malet et billede, hvor man i nederste højre side ser konturerne af en siddende mørk skikkelse. Tæt forbundet med denne skikkelse er et stort rundt lysende gult felt, som en opgående sol. Det er Kristus figuren. Man får en fornemmelse af at skue ind i opstandelsens lys. At den mørke skikkelse i forgrunden af billedet skuer ind i opstandelsens lys. Det stærke ved billedet, er den kontakt, der er mellem opstandelseslyset og den mørke skikkelse. For mig er det som en afbildning af mødet der ved Tiberias sø, hvor Jesus siger: ”Elsker du mig.” Og dermed udtrykker billedet også det centrale i den dialog mellem Kristus og Peter. Nemlig at det ikke er Peters kærlighed, der er det vigtigste – men derimod Kristi kærlighed. Guds kærlighed. Det bliver særligt tydeligt i Jesu befalinger til Peter der samles i den sidste befaling. Hvor han siger: Følg mig. Hvordan skal Peter følge Kristus? Det skal han ved at bære den forkyndelse og kærlighed, som Kristus viste, videre. Ved at fortælle om kærligheden fra Gud, der gælder alle. Ved at være nærværende og lyttende tilstede blandt mennesker – uden fordømmelse og afvisning – skal han afvise billedet af Gud som en vred og fordømmende Gud. Følg mig, sagde Kristus. Amen